Bare de kan ride, så skidt med stilen

Avis artikel fra Frederiksborg Amts Avis den 26. juli 1979

Bare de kan ride. så skidt med stilen

Skolebørnene boltrer sig i Jørgen Hansens »cowboy-ranch« om natten gør han rent i Farum for at få råd til driften.

Da Jørgen Hansen havde pudset vinduer i femten år, ville armene ikke mere. De måtte opereres, og Hansen blev sygemeldt, men købte så et husmandssted ved Snostrup nær Sundbylille.

  På det tidspunkt — det var i 1967 — havde han aldrig tænkt i hestebaner. Men hans to teenage-døtre »fik heste på hjernen«, og det smittede.

  Først blev det til en heste pension. Nu driver Jørgen Hansen rideskole på tredje år. Han er helt igennem selvlært, og når hans elever har lært at sidde fast på en hesteryg — med eller uden sadel, som det nu kan falde, — er de næsten lige så selvlærte som den forhenværende vinduespudser.

»Wild West«

  Set fra afstand ligner »Kongshøjhus Ridecenter« en lille cowboy-ranch. Her er ikke noget ridehus som ved de større, og dyrere, rideskoler. En lang, lav stald går på tværs af stuehuset, hvis facade har kendt bedre dage, og gamle biler, frønnede brædder og halmballer er stuvet op langs de skallede mure.

  Omme på marken ligger den store indhegning. Otte skolebørn galoperer i ring og ottetaller og flyver over lave forhindringer, mens Jørgen Hansen fra scenens midte kommer med små, opmuntrende tilråb.

  Det er formiddag. Om nogle timer holdes »frikvarter«, så får hestene lov at lege. Senere på dagen er der udflugt. Heste og ryttere skal lære at færdes til skovs og i trafikken.

Rider dagen lang

  Børnene bor på skolen en uge ad gangen – nogle af dem tegner sig for flere uger – og der er ridning dagen lang. Om natten tager Jørgen Hansen ind til sin arbejdsplads i Farum. Både han og hans kone gør rent for at tjene penge nok til »ranchen«,

  — Jeg har da underskud på skidtet! Jeg sku” jo holde op, for jeg har ikke råd til det pjat! Det var min store dille, at alle sku” ha’ råd til at ride. Så bæløjet kan man være, sukker Jørgen Hansen, mens han fortæller sin historie, så hestene nysgerrigt tripper nærmere, indtil de alle otte — med rytterne på ryggen — står ganske stille i en rundkreds og glor på de fremmede.

  — Jeg er ikke ridelærer. Kald mig hellere »instruktør«. Jeg vil lære ungerne at føre sig på en hest, at kunne blive siddende og klare sig, men jeg fører dem ikke op til Olympiaden. Stilen er måske ikke så smuk, men det gir jeg f….. i, det er vigtigere, de kan dirigere hesten.

Rytteren skal bestemme

  — Der kom en pige for at leje en hest, og jeg spurgte hende, om hun havde lært at ride og så videre. Ja, hun havde da været på ridelejr i tre år. Hun kunne bare ikke styre en hest! Hun kunne sidde på den og se nydelig ud, som jo skal, ved de store konkurrencer. Men hun var vant til at blive dirigeret af sin ridelærer.

  — Hos os skal rytteren lære at være sin egen herre. Han skal gøre arbejdet selv. — Nu er det tre år siden vi startede rideskolen, og de brækkede arme, jo, dem har vi også haft – fordi børnene har gjort, hvad jeg altid siger, de ikke må: De må ikke bytte hest!

  — Hesten vænner sig langsomt til sin rytter. Hvis den pludselig skal skifte, bliver den utilfreds, på en måde. Ellers er det såmænd ikke mere farligt at ride end at køre på cykel.

Dyrt at være privat

  Flere og flere private ride skoler overgår til kommunalt regi. Jørgen Hansen forstår udviklingen, selv om han beklager den: — Det slog jo fuldstændig fejl for mange sidste sommer. Alting er blevet dyrere. Alene halmen koster nu tre gange så meget som i fjor.

  — Hos os har vi sytten heste og altså plads til flere børn, men i år kiksede det med averteringen, så det var først for nylig, vi fik gjort opmærksom på, at skolebørn er velkomne. De fleste af de elever, vi har nu, er da også »gengangere«. De er kommet her alle årene.

  — Men det er klart, at en privat rideskole nemt kommer til at koste penge. Vi skal klare os for måske halvandet hundrede tusind om året, mens en kommunal rideskole kan komme til at koste mellem en halv og en hel million. Det er gennemgående de større, private rideskoler, der har måttet give op. Men har de ridehuse, kommer de mange gange lettere igennem det, ved at en kommunal klub overtager driften.

Fordelen ved små skoler

  På »Kongshøjhus« kan børnene komme i de syv uger, skolerne har ferielukket: — Og så plejer vi at have efterårsferien med, men den er altid besat på forhånd.

  — Nogle af børnene er her i flere uger ad gangen. Det første år, vi havde skolen, ringede en mormor og bestilte tre ugers ophold til sit barnebarn. »Der var du vel nok heldig«, sagde jeg til pigen, da hun kom — og sådan noget, som man nu siger, — men hun sagde, at hun troede nok, hun ville nøjes med en uge. Hun hande været på ridelejer før, og det var hun vist hurtigt blevet træt af. Det endte med, hun blev her fire uger.

  — En ridelejr kan måske nok blive for stor. Og så er der mange steder, man kun må ride et par timer ad gangen.

  — Jeg mener, hvis man nu havde mulighed for at give mindre tilskud til private skoler, så kunne vi måske få mange flere, mindre ridelejre. Det ville nok være en fordel.

Markeds-hest

  Jørgen Hansen får sine heste mange steder fra. De fleste er »bastarder«, og han mener, de er de sundeste. Måske er de også de bedste skole-heste.

  — Som nu Lydia, den lille brune dér, hun kommer fra Karlebo. Men jeg havde haft hende i pension fra en anden rideskole, hvor de også sagde, hun bed og sparkede, og så er hun så flink, som dagen er lang! Hun har et føl gående der oppe.

  — Hvordan de skal behandles? Jamen, det ved jeg ikke. De skal behandles ordentligt. Som børn? Ja, hvorfor ikke — jeg synes bare, det er et skønt dyr…

---

I følge Chefredaktøren på Frederiksborg Amts Avis, er artiklen været bragt i Frederiksborg Amts Avis den 26. juli 1979.
– Hansen Junior er undertegnet, Jens Greiersen
– Jørgen Hansen fra artiklen er min far, Jørgen Erik Greiersen.

Webmaster

---