Hvor Bølgerne Brydes
af Selskabet for Syede Sange
Hvor Bølgerne Brydes
Er en musikalsk fortælling om mennesker, der levede deres liv i skyggerne af en tid, der for længst er forbi. Albummet følger sporene efter Julie Sofie og hendes familie — deres håb, tab, drømme og de stille øjeblikke, der aldrig nåede historiebøgerne, men som alligevel formede et helt liv.
Hver sang bygger på virkelige hændelser og fragmenter af et levet liv. Det er musik, der ikke forsøger at genskabe fortiden, men at lytte til den.
En fortælling og sang fremført af en mand, der skildrer en kvindes livshistorie.
Gå til sang teksterne: 1 – 2 – 3 – 4 – 5 – 6 – 7 – 8 – 9 – 10
SANG 1 – “Lem nr. 41”
Vers 1
Ved Peblingesøens beskidte kant
lå murene høje og kolde
hvor hver en drøm og hver en slant
blev lagt i de riges vold
Albert trækker sin krave op
en mand på fyrre med bøjet krop
bag Ladegårdens lukkede port
bliver sjælen grå og verden sort.
Omkvæd
Lem nummer 41 – ræk mig din hånd
du er bundet af fattiggårdens bånd
plukke værk og hugge sten
marv og ben, så træt og alene
Men kig mod øst, mod havets skum
der findes et andet pusterum.
Vers 2
Tolv timer om dagen, en skål med grød
et liv i en venteværelse-død
men præsten skriver fra Bornholms jord:
“Kom herover, Albert, her er bordet stort.”
Fra Ladegården til Nyker sogn
fra fattiglem til arbejds vogn
attenhundrede nioghalvfems
et nyt kapitel uden skam og lens.
Omkvæd
Lem nummer 41 – ræk mig din hånd
du er bundet af fattiggårdens bånd
plukke værk og hugge sten
marv og ben, så træt og alene
Men kig mod øst, mod havets skum
der findes et andet pusterum.
Omkvæd
Lem nummer 41 – ræk mig din hånd
du er bundet af fattiggårdens bånd
plukke værk og hugge sten
marv og ben, så træt og alene
Men kig mod øst, mod havets skum
der findes et andet pusterum.
SANG 2 – “Emma & Albert”
Vers 1
Han var mærket af tiden, af murer og støv
med hænder der vidste, at verden var døv
en enlig vind blæste over Nyker sogn
Albert kom kørende med håbets vogn
Et halvt århundrede bar han på ryg
men Emma var ung, og Emma var tryg
femogtyve somre mod en vinter så grå
det var det mærkeligste par, som naboerne så.
Omkvæd
Emma og Albert – det ulige bånd
ungdommens varme mod en gammel mands hånd
fra Ladegården til præstegårdens skød
voksede kærlighed, hvor alt før var død
Ti korte vintre, en datter så fin
i skrædderens stue med sang og med vin.
Vers 2
Hun var datter af saksen og trådens flid
han var en rest fra en svunden tid
de sagde, det aldrig ville holde en nat
men Albert han passede på Emmas hat
Men lykken er skrøbelig som tyndeste glas
Så i nitten var der ikke plads
femogtredive år – så slap hendes tråd
og Julie stod tilbage i barndommens gråd.
Omkvæd
Emma og Albert – det ulige bånd
ungdommens varme mod en gammel mands hånd
fra Ladegården til præstegårdens skød
voksede kærlighed, hvor alt før var død
Ti korte vintre, en datter så fin
i skrædderens stue med sang og med vin.
Omkvæd
Emma og Albert – det ulige bånd
ungdommens varme mod en gammel mands hånd
fra Ladegården til præstegårdens skød
voksede kærlighed, hvor alt før var død
Ti korte vintre, en datter så fin
i skrædderens stue med sang og med vin.
SANG 3 – “Ungdommens Gader”
Vers 1
Mandag til gymnastik, tirsdag på systuen
Julie klipper silken, hun er dronningen i buen
væk med sommerfrakken, frem med den sorte hat
vinteren er her, og Rønne vågner i nat
Hun går tur ved Damperen med breve i sin hånd
knytter små og store, hemmelige bånd
Kaj har sendt en dug, Harald kigger efter hende
men Julie har planer, hun er svær at finde.
Omkvæd
Hør lyden af Rønne, hør de hurtige trin
ungdommens gader og den bornholmske vind
fra Rådhusteatret til Torvets larm
med drømme i hjertet og en ven under arm
Vi danser på klippen, mens mørket falder på
1929 – der er intet vi skal nå.
Vi danser på klippen, mens mørket falder på
1929 – der er intet vi skal nå.
Vers 2
Radio‑gilde hos Nielsen, der er slagsmål i en gård
ruderne de knuses, men Julie bare går
hun ser Cirkusprinsessen, drømmer sig til St. Petersborg
glemmer hverdagens saks og de små dages sorg
“Du kommer sent hjem,” siger Peder med et blik
men han ved ikke, hvor mange kys hun fik
mellem kirken og havnen, i mørket ved et stræde
er livet en fest, en hemmelig glæde.
Omkvæd
Hør lyden af Rønne, hør de hurtige trin
ungdommens gader og den bornholmske vind
fra Rådhusteatret til Torvets larm
med drømme i hjertet og en ven under arm
Vi danser på klippen, mens mørket falder på
1929 – der er intet vi skal nå.
Omkvæd
Hør lyden af Rønne, hør de hurtige trin
ungdommens gader og den bornholmske vind
fra Rådhusteatret til Torvets larm
med drømme i hjertet og en ven under arm
Vi danser på klippen, mens mørket falder på
1929 – der er intet vi skal nå.
SANG 4 – “Den Dag Himlen Åbnede Sig”
Vers 1
Helligtrekonger, himlen stod klar
Snefnug som glimt fra et svundet år
Du gik ved min side på Rønnes sten
Og verden blev stille omkring os to alene
Du drillede blidt, jeg lo som et barn
Men hjertet slog hurtigere i din favn
Vi standsede op, og du tog min hånd
Og alt det jeg frygted’, blev pludselig til ånd.
Omkvæd
For den dag himlen åbnede sig
Og lyset faldt blødt mellem dig og mig
Du sagde mit navn som en stille ed
Og jeg mærkede livet begynde igen
Vi var unge, men tiden stod stille
To sjæle der fandt, hvad de begge ville.
Vi var unge, men tiden stod stille
To sjæle der fandt, hvad de begge ville.
Vers 2
Vi gik gennem gaderne, vinter og håb
Som om hele byen var bygget af dåb
Du talte om fremtid, jeg troede dig knap
Men dine ord bar en varme, jeg aldrig slap
Forlovet ved middag, forlovet ved nat
Et løfte så skrøbeligt, et løfte så brat
Men kærlighed kommer, når hjertet er klar
Og den dag var himlen så ufattelig rar.
Omkvæd
For den dag himlen åbnede sig
Og lyset faldt blødt mellem dig og mig
Du sagde mit navn som en stille ed
Og jeg mærkede livet begynde igen
Vi var unge, men tiden stod stille
To sjæle der fandt, hvad de begge ville.
Omkvæd
For den dag himlen åbnede sig
Og lyset faldt blødt mellem dig og mig
Du sagde mit navn som en stille ed
Og jeg mærkede livet begynde igen
Vi var unge, men tiden stod stille
To sjæle der fandt, hvad de begge ville.
Vi var unge, men tiden stod stille
To sjæle der fandt, hvad de begge ville.
SANG 5 – “Værelse 12”
Vers 1
Syv dage med feber, syv dage med frygt
alt det vi byggede, er ikke mere trygt
fra gangen på sygehuset høres din lyd
en hulen i brystet, en smerte uden fryd
Værelse tolv, hvor lyset er svagt
jeg sidder ved sengen og holder min vagt
jeg nævner dit navn, jeg kysser din pande
men du er allerede i de fremmede lande.
Omkvæd
“Nu er han død,” siger stemmen så tør
og intet i verden er som det var før
syvende januar kyssede vi
syttende januar er det forbi
Hvid er din kiste og kold er din hånd
døden har løsnet vores smukkeste bånd.
Vers 2
Halvfjerds hvide kranse og tulipaner i flor
vi synger om Gud, mens jeg mangler de ord
“Alt står i Guds faderhånd,” lyder det smukt
men lykken har taget sin hurtigste flugt
Jeg går gennem sneen med tårer på kind
låser mig ude og lukker sorgen herind
Rønne er stille, og vinteren grå
jeg bærer dit navn, men må lære at gå.
Omkvæd
“Nu er han død,” siger stemmen så tør
og intet i verden er som det var før
syvende januar kyssede vi
syttende januar er det forbi
Hvid er din kiste og kold er din hånd
døden har løsnet vores smukkeste bånd.
Omkvæd
“Nu er han død,” siger stemmen så tør
og intet i verden er som det var før
syvende januar kyssede vi
syttende januar er det forbi
Hvid er din kiste og kold er din hånd
døden har løsnet vores smukkeste bånd.
døden har løsnet vores smukkeste bånd.
SANG 6 – “Henry Ove (Larsegade)”
Vers 1
I Larsegade fandt vi ly for stormen
Henry og jeg, vi fandt langsomt formen
han var manden fra havet med salt i sit hår
jeg var syersken, der helede mine sår
Skt. Nikolai ringede, vi sagde vort ja
en ny vej at gå, en ny dag at ta’
men himlen var tung over Rønnes tage
lykken kom sjældent alene tilbage.
Omkvæd
Henry Ove, min klippe, min mand
du stillede stormen og gav mig et land
mellem vugger der tav og saksens lyd
bygged’ vi livet med smerte og fryd
To små engle hviler i fred
men vi havde vores Jørgen, vores elskede med.
Vers 2
Edith og Poul fik kun ét lille suk
verden var hård, men kærligheden smuk
deres liv var korte som vinterens lys
vi lærte at bære det, vi aldrig ku’ kys’
Henry han sejled’, mens jeg syed’ tøj
hørte motorens dunk, når mågerne fløj
vi holdt om hinanden, da krigen brød ud
og bad vores stille bønner til Gud.
Omkvæd
Henry Ove, min klippe, min mand
du stillede stormen og gav mig et land
mellem vugger der tav og saksens lyd
bygged’ vi livet med smerte og fryd
To små engle hviler i fred
men vi havde vores Jørgen, vores elskede med.
Omkvæd
Henry Ove, min klippe, min mand
du stillede stormen og gav mig et land
mellem vugger der tav og saksens lyd
bygged’ vi livet med smerte og fryd
To små engle hviler i fred
men vi havde vores Jørgen, vores elskede med.
SANG 7 – “Kutteren Anna”
Vers 1
Januarmorgen, himlen iset og blå
“Anna” gled ud, hvor de andre må stå
Henry, Ejvind og Osvald ombord
ingen der vinked’, ingen der spord’
Torsken var tung, og isen var hård
Henry var stærk, men natten var sår
tågen lå tæt som et tæppe af stål
var de på kurs, havde de et mål?
Omkvæd
Kutteren Anna, hvor blev du af?
sank du i mørket før det blev dag?
var det isen, der knækked’ dit dæk?
eller kom tyskeren og tog jer væk?
“Mand og mus,” siger rettens papir
men Julie hun hører, hvad rygterne sir’
du sejled’ folk over Østersøens vand
en helt uden grav, en forsvunden mand.
Omkvæd
Kutteren Anna, hvor blev du af?
sank du i mørket før det blev dag?
var det isen, der knækked’ dit dæk?
eller kom tyskeren og tog jer væk?
“Mand og mus,” siger rettens papir
men Julie hun hører, hvad rygterne sir’
du sejled’ folk over Østersøens vand
en helt uden grav, en forsvunden mand.
Vers 2
Redningsskibet søgte i skummet og sne
men havet var tavst, og intet at se
ingen vragdele, ingen der fandt
kun vinterens hvide og bidende tand
Men Julie mærked’ et liv i sin krop
en lille ny Henry voksede op
en måned til dåben, en måned til savn
uden en far i en mørklagt havn.
Omkvæd
Kutteren Anna, hvor blev du af?
sank du i mørket før det blev dag?
var det isen, der knækked’ dit dæk?
eller kom tyskeren og tog jer væk?
“Mand og mus,” siger rettens papir
men Julie hun hører, hvad rygterne sir’
du sejled’ folk over Østersøens vand
en helt uden grav, en forsvunden mand.
En helt uden grav, en forsvunden mand.
SANG 8 – “Barnet uden far”
Vers 1
Stuen er stille i Larsegade nu
kulden den kryber, jeg mærker et gru
men midt i mit savn og midt i min sorg
lægger jeg Henry i vuggens borg
Du har hans øjne, du bærer hans navn
et lys i krigens mørke havn
udenfor hyler den iskolde vind
men her er du varm mod min moder‑kind.
Omkvæd
Lille Henry, du kom som et lys
i en verden af tåge og isnende gys
din far er på havet, din far er en gåde
vi lever på håbet og gudernes nåde
Barnet uden far, men med kærlighed nok
vi klarer os gennem hvert eneste chok.
Omkvæd
Lille Henry, du kom som et lys
i en verden af tåge og isnende gys
din far er på havet, din far er en gåde
vi lever på håbet og gudernes nåde
Barnet uden far, men med kærlighed nok
vi klarer os gennem hvert eneste chok.
Vers 2
Jeg syer dine klæder i lampens skær
hver lille søm er et løfte om mer’
og Jørgen på seks, han gør hvad han kan
den lille dreng blev husets mand
Han henter dit tæppe, han vugger dig blidt
han passer sin bror, som var verden hans pligt
vi deler en styrke, vi deler et savn
tre sjæle der kæmper i krigens havn.
Omkvæd
Lille Henry, du kom som et lys
i en verden af tåge og isnende gys
din far er på havet, din far er en gåde
vi lever på håbet og gudernes nåde
Barnet uden far, men med kærlighed nok
vi klarer os gennem hvert eneste chok.
Omkvæd
Lille Henry, du kom som et lys
i en verden af tåge og isnende gys
din far er på havet, din far er en gåde
vi lever på håbet og gudernes nåde
Barnet uden far, men med kærlighed nok
vi klarer os gennem hvert eneste chok.
SANG 9 – “Over Sundet”
Omkvæd
Over sundet, mod et lysere land
væk fra skyggerne af en forsvunden mand
Julie Sofie, du kæmped’ din kamp
nu letter vi anker, nu letter vi damp
Saksen er med, og minderne bor
men her er der plads til de levendes ord.
Vers 1
Farvel til klipperne, farvel til savn
jeg forlader min elskede, mørke havn
Besser han venter, han rækker sin hånd
løsner de gamle og slidte bånd
Et hus i Frederikssund, en have så grøn
en ny begyndelse for mig og min søn
fra Østersøens dyb til Roskilde Fjord
sætter jeg mig ved et dækket bord.
Omkvæd
Over sundet, mod et lysere land
væk fra skyggerne af en forsvunden mand
Julie Sofie, du kæmped’ din kamp
nu letter vi anker, nu letter vi damp
Saksen er med, og minderne bor
men her er der plads til de levendes ord.
Vers 2
Vi pakker de kasser, som livet har båret
alt det vi misted’, alt det vi spåred’
Jørgen han hjælper, han løfter som få
en dreng der har set alt for meget at nå
Men toget mod Sjælland er fyldt med fred
en fremtid der hvisker: “Kom, følg med”
for første gang siden krigens år
føles verden som noget, der består.
Omkvæd
Over sundet, mod et lysere land
væk fra skyggerne af en forsvunden mand
Julie Sofie, du kæmped’ din kamp
nu letter vi anker, nu letter vi damp
Saksen er med, og minderne bor
men her er der plads til de levendes ord.
Omkvæd
Over sundet, mod et lysere land
væk fra skyggerne af en forsvunden mand
Julie Sofie, du kæmped’ din kamp
nu letter vi anker, nu letter vi damp
Saksen er med, og minderne bor
men her er der plads til de levendes ord.
SANG 10 – “Sidste Sting”
Vers 1
Tråden er trukket, sømmen er sat
Julie ser frem mod den sidste nat
fra Nyker til Rønne, til Sjællandsk jord
har hun båret det liv, som tiden hende gi’r
Hun misted’ sin mor, da hun var et barn
otte år gammel i sin fars trygge favn
hun misted’ sin kærlighed i sine unge år
og samme år faldt hendes far også bort
Omkvæd
Det sidste sting i det smukkeste stof
af minder og håb, af himmelens hof
en mor, en forlovet, en far i dens jord
nu mødes de alle, hvor kærlighed bor
Julie Sofie, du hviler i fred
vi bærer dit hjerte og din styrke med
Vers 2
Hun fødte to børn, der kun nåede et suk
verden var streng, men kærligheden smuk
hun misted’ sin mand til det isnende hav
en helt uden grav, et liv uden svar
Men Jørgen og Henry, de stod ved hendes side
to drenge der lærte, hvad styrke kan lide
hun syede sig gennem hver eneste dag
og fandt sin fred i Fjordens tag
Omkvæd
Det sidste sting i det smukkeste stof
af minder og håb, af himmelens hof
en mor, en forlovet, en far i dens jord
nu mødes de alle, hvor kærlighed bor
Julie Sofie, du hviler i fred
vi bærer dit hjerte og din styrke med
Omkvæd
Det sidste sting i det smukkeste stof
af minder og håb, af himmelens hof
en mor, en forlovet, en far i dens jord
nu mødes de alle, hvor kærlighed bor
Julie Sofie, du hviler i fred
vi bærer dit hjerte og din styrke med