Niels Erik Nielsens erindringer

Med tilladelse fra Niels Erik vil Jeg gengive hans erindringer.
Opsætningen bliver selvsagt ikke den samme, men jeg gør mig umage, for at være så kilde tro som muligt, der kan komme kommentar fra undertegnet. så som henvisninger om navne og steder.

Greiersen. admin.

---

De første år

Min far og farfar

Min far Villy Nielsen født d. 7. august 1916 var søn af Landmand Niels Oluf Nielsen, Sejstrup, der døde meget tidligt i 1937, kun 49 år gammel. Min far var således kun 21 år, da han mistede sin far. Han var på det tidspunkt ekstra indkaldt til militæret og var indkvarteret i et privat hjem i Karise. Helt uden varsel fik han en ekstra orlov. Han besluttede at rejse hjem og overraske sin mor og far. Først da han kom gående ind på gårdspladsen, fik han den sørgelige besked om sin fars pludselige død tidligere samme dag. Han var faldet død om mellem jungerne, da han læssede af på mejeriet.

Livet på landet dengang

På farfars tid arbejdede så at sige alle ved landbruget, enten som bønder, husmænd, daglejere eller tyende. (tyende = tjenestefolk)

Begge forældre havde lønarbejde, men arbejdspladsen lå tæt på boligen, og moderen var mere hjemme end faderen. Fra børn var helt små, deltog de i familiens arbejde.

Tidligt kom de ud at tjene hos andre. Børn legede naturligvis, men legen indgik ofte i det daglige husarbejde og var i højere grad end i dag, en forberedelse til arbejdslivet.

Legetøj var som regel hjemmelavet.

Der fandtes kun få tekniske hjælpemidler. Tøjvask, rengøring og syning foregik således i hånden. Jeg husker tydeligt hvordan tøjet blev kogt i grukedelen, der dengang fandtes i næsten alle hjem.

Vaskemaskiner på det tidspunkt 1915 – 1940 var ikke almindelige.

Maden bestod af de produkter, man selv dyrkede i haven, eller fra dyrene man havde i stalden eller det man kunne købe i landsbyen, såsom kaffe og kandis. Kun sjældent tog man til en større by.

For de få mennesker, der dengang har befolket landdistrikterne, har tiden stået stille i århundreder. De har ført en tilfreds tilværelse. Stress var ikke opfundet. Tid til kedsomhed og unoder har de ikke haft, ingen fritidsproblemer, da arbejdsdagen var meget lang. Det var livsnødvendigt at få arbejdet udført, så forråd kunne samles til vinteren. Der var ingen socialhjælp, at falde tilbage på, men til gengæld et ubrydeligt fællesskab i svære situationer. Der var kommunikation for alle pengene, det var simpelthen nødvendigt. Man hjalp hinanden. 

Omkring år 1900 fik en dreng måske sin første plads som 9-årig, men inden da, havde han i mange år deltaget i hjemmets daglige pasning. Han skulle måske vogte 20 køer. Han kunne bo hjemme, men allerede som 9-årig fik han måske et karlekammer ved grisestalden på en gård. Som regel var det ganske tæt på hans fødehjem.  Lønnen var kost og logi. Om morgenen skulle han pumpe vand til kreaturerne. Man havde ikke vand, der selv løb ud af vandhanerne, man måtte pumpe, så han kom til tider halve og hele timer for sent i skole. Det skete der ikke noget ved.  Man gik også kun i skole hver anden dag.

Da jeg startede min skolegang i 1951, gik jeg i de første 4 klasser, også kun hver anden dag. Vi måtte så også i skole om lørdagen. 

Også pigerne blev tidligt sendt ud at tjene, på samme måde som drenge. Pigerne hjalp med madlavning, vask, og rengøring.

Om vinteren var køerne i stalden. I foråret, når vinteren havde sluppet sit tag, blev de lukket ud på græs hver morgen efter malkningen og hentet igen til malkning om aftenen. De kom som regel af sig selv om aftenen. Enten fordi de trængte til mad eller måske pressede mælken.

Køernes tis – ajlen – blev ledt gennem rør ud til en nedgravet ajlebeholder. Den var ret stor og rummede flere tusind liter af den ildelugtende væske. De voksne var altid efter os børn med advarsler om ikke at gå oven på beholderen. Årsagen var de mange ulykker der skete, fordi dækket over beholderen mange gange var udført i træ, dårligt vedligeholdt og råddent. Oven på beholderen var der en pumpe, så man kunne pumpe ajlen over i en stor tønde, der lå på gårdens arbejdsvogn.

Inden jorden blev gjort klar til såning om foråret blev møddingen og ajlen kørt ud på marken. Til den almindelige arbejdsvogn med fjæller, havde man til dette formål en stor tønde til transport af ajlen. Det lugtede ikke så godt men dog ikke så slemt som den lugt af gylle, vi kender i dag. Gylle er en blanding af lort og ajle (tis). Møg fra grise og kreaturer blev således spredt på markerne ved forårstid og derefter pløjet ned. Ploven blev trukket af en eller 2 heste, et syn jeg mindes med glæde. Nu var vinteren endelig forbi.

Det var en kunst at kunne, pløje, så det så godt ud, med lige fuger. Efter pløjningen blev der harvet og senere sået og afslutningsvis tromlet. Skuer man ud over de i dag veldyrkede marker, må man ikke regne med, at de har set sådan ud dengang. De var befængt med en masse store sten, der vanskeliggjorde dyrkningen. Disse er gennem årene blevet samlet op og brugt til forskelligt, bl.a. byggeri og belægning på gårdspladser og i stalde. Der var også megen ukrudt, idet man ikke sprøjtede med gift. Til gengæld kunne vi glæde os over mange insekter og dermed et rigt fugleliv bl.a. svaler.

Maden bestod af de produkter, man selv dyrkede i haven, fra dyrene man havde i stalden eller det man kunne købe i landsbyen, såsom kaffe og kandis. Kun sjældent tog man til en større by.

For de få mennesker, der dengang har befolket landdistrikterne, har tiden stået stille i århundreder. De har haft en god tilværelse. Stress var ikke opfundet. Tid til kedsomhed og unoder har de ikke haft, ingen fritidsproblemer da arbejdsdagen var lang. Det var livsnødvendigt at få arbejdet udført, så forråd kunne samles til vinteren. Der var ingen socialhjælp, at falde tilbage på, men til gengæld et ubrydeligt fællesskab i svære situationer. Der var kommunikation for alle pengene, det var simpelthen nødvendigt. Man kom hinanden ved.

Omkring år 1900 fik en dreng måske sin første plads som 9-årig, men inden da, havde han i mange år deltaget i hjemmets daglige pasning. Han skulle måske vogte 20 køer. Han kunne bo hjemme, men allerede som 9-årig fik han måske et karlekammer ved grisestalden på nabo- gården. Som regel var det ganske tæt på hans fødehjem. Lønnen var kost og logi.

Også pigerne blev tidligt sendt ud at tjene på samme måde som drengene. Pigerne hjalp med madlavning, vask, og rengøring.

Man kørte med hest og vogn. Traktorer var i denne del af 1900 tallet ikke ret almindelige. Det betød også at en husmand som regel havde en hest og somme tider to.

Om vinteren var køerne i stalden. I foråret, når vinteren havde sluppet sit tag, blev de lukket ud på græs hver morgen efter malkningen og hentet igen til malkning om aftenen.

Fra min egen barndom husker jeg tydeligt, hvordan smørret skiftede farve, når køerne spiste græs. Det blev mørkegult, men smagen mener jeg ikke ændrede sig.

Når vi nærmede os malketidspunktet stod alle køerne tæt ved stalden og ventede. Måske var det fordi de fik lidt god mad når de kom ind i stalden.

Køernes tis – ajlen – blev ledt gennem rør ud til en nedgravet ajlebeholder. Den var ret stor og rummede flere tusind liter af den ildelugtende væske. I dag blander man ajlen og ko lort til en meget ildelugtende blanding kaldet gylle. De fleste kender lugten fra markerne når bønderne kører det ud med deres kæmpe maskiner.

De voksne var altid efter os børn med advarsler om ikke at gå oven på ajlebeholderen. Årsagen var de mange ulykker der skete, fordi dækslet over ajlebeholderen mange gange var udført i træ, dårligt vedligeholdt og råddent. Når vi hoppede kunne det minde lidt om en trampolin. Når man er barn, var det jo rigtigt sjovt indtil det brasede sammen. Så kunne man ikke redde sig op igen.

Når man skulle høste var det med selvbinder og da en sådan var ret dyr, var der mange om et dele. Den senere tærskning var også et fælles anliggende. Man indkøbte et tærskeværk i et selskab og forpligtede sig så også til at hjælpe hinanden med arbejdet.

Far havde også en søster – Gerda – født d. i 1919 og hun har selvfølgelig også måttet hjælpe til. Men det tunge ansvar har givet ligget på min fars skuldre.

Efterfølgende blev han ansat som fodermesterhjælper på en stor gård på Møn. Jeg er sikker på, han også har været tjenestekarl på den gård, der i dag er museumsgård. Sammen med ham, besøgte jeg gården lige inden han døde.

Han fortalte bl.a. at gården var den første på Møn, der fik traktor. Vi så den. Tænk – den stod der endnu.

Grundet det, at den pågældende gårdejer var så fremskridtsvenlig, mener jeg at kunne huske, at de også på gården ret tidligt fik malkemaskiner.

En helt anden sjov ting var spisebordet på gården. Det var temmelig højt og tjenestefolkene måtte derfor stå op for at kunne nå. Deraf udtrykket ”at komme til højbords”. Herskabet d, v. s. bonden og hans kone og evt. børn sad på bænke der var sat på et podie. Så kunne de nå bordet siddende.

Min mor

På et tidspunkt er far atter vendt hjem til Odsherred og træffer min moder Esther Jepsen født 1921.

Min moders barndomshjem bar præg af at mormor og morfar begge var strenge forældre der stillede krav til børnene. Dengang talte man mere om børnenes pligter end om kærlighed og omsorg.

Min morfar

Man kan forestille sig besværet med denne last på cykel, og med kun én arm. Men han gjorde det og gjorde det så godt, at han tjente til at kunne købe en forretningsejendom i Vig hvor han kunne åbne en manufakturforretning med salg af alt inden for stoffer, garn og undertøj m.m. Min svigermor Erna kunne huske han kørte rundt som uldjyde og hun kan også fortælle om hendes besøg hos ham i forretningen i Vig, når hun skulle købe tøj til børnene. Hun berettede at han var en rar mand, der tog hensyn til folk, der måske ikke havde så mange penge.

Han døde tidligt og min mormor flyttede ud til min moster (Metha) på Møllevej 21, Vig St. Jeg kan svagt huske ham, men det vender jeg tilbage til.

Min mormor

Vig

Vig by hørte under Vig Sogn. Et Sogn er et landområde med tilhørende kirke.

Jeg blev født i et hus bag Vig Kirke. Jeg ved ikke hvilket. Kort tid efter min fødsel købte mine forældre en ejendom på hovedgaden i Vig, ved siden af jernbanen.

Far kørte fra hus til hus med hestevogn og solgte mælkeprodukter. Dengang var mælken på glas flasker.

Far fortalte også at han ofte var inde ved en blind børstenbinder for at drikke en øl og lige få en snak. Når han så kom ud på gaden igen, var hesten selv kørt frem til næste kunde. Den ventede den tid den plejede og kørte så frem til næste ejendom. Fra mælketuren fortalte min far om en vanskelig dame som altid skulle have det halve af den mindste flødeflaske. Det betød at far og mælkedrengen drak halvdelen affløden på vej op ad trappen, der hvor hun boede.

Jeg husker, tror jeg, ganske svagt forretningen og specielt en stol på venstre side af indgangsdøren. På den mener jeg at kunne erindre min morfar sidde med en kæmpe ”prangerpung” åben, for at finde en mønt til mig, så jeg kunne købe en is af min mor. Leif og Uffe, min kusine ”Celle” døbt Bodil var legekammerater og jeg husker svagt gyngerne og sandkasserne på den offentlige legeplads bag forretningen. Der er nu parkeringsplads. En anden ting står helt klart i min hukommelse er damplokomotivet fra Odsherreds Jernbane.

 Vores grund gik lige op til jernbanen og togene var derfor noget af en drengs oplevelser og en mors mareridt. Hendes vasketøj blev sort, hvis vinden bar røgen fra damplokomotivet over mod tøjsnoren med det rene tøj.

For os moderne mennesker lyder det måske underligt med røg fra et damplokomotiv. Men kedlen med vand blev varmet op med et kulfyr. Dampen kom fra vand med en temperatur på ca. 350 grader C. Temperaturen er god nok. Vandet var jo under tryk i kedlen.

Tiden er jo under og lige efter krigen med de ubehageligheder det medførte. Mange varer var rationerede og man fik små rationeringsmærker, der gav tilladelse til indkøb af dagligdagens fornødenheder. Det var ulovligt at handle med disse mærker, men som altid blev der fusket lidt med reglerne.

Jeg husker, har jeg hørt de voksne tale om, min mor i mælkeforretningen følte sig generet af de tyske soldater. Hvis de kom mange ind i forretningen blev de lokale kunder afventende uden for og måske kom de slet ikke ind.  Når butikken på denne måde var fyldt med tyske soldater, frygtede hun, at de fik skyld for at være tyskervenlige. Tyske soldater var en plage, fordi de stak deres fingre ned i flødeskummen for at smage og mor kunne ikke tysk, så hun kunne ikke kommunikere med dem. Provst Petersen i Vig var tysktalende og han talte mine forældres sag ved den tyske kommandant i Vig. Soldaterne kom derefter kun ind i forretningen een ad gangen. Læg mærke til at de solgte flødeskum og ikke som i dag kun piskefløde.  Flødeskum i papbakker.

Frihedskæmper

Far lavede selv tobak af nogle blade, som jeg ikke kan huske navnet på. Han tørrede bladene i ovnen i komfuret. Mælkedrengens skulle prøve at ryge engang, han var alene hjemme. Han blev så syg, at det ikke var nødvendigt at forbyde ham en gentagelse.

På et tidspunkt troede min mor, at far besøgte en anden dame. Han var ofte hos mekanikeren for at spille kort om aftenen, men en dag fortalte fru mekaniker, at de bestemt ikke havde haft kortspil. Far måtte så vise, at der under deres senge, var bundet en riffel op under bunden og at han var med i frihedsbevægelsen. Når han var væk, var han oppe i tårnet i Vig kirke hvor frihedsbevægelsen i dyb hemmelighed havde møder. I rigsarkivet har jeg fundet ham som med i “undergrundshæren”. Han står som mælkehandler Villy Nielsen.

Gruppens opgaver var at de skulle tage mod våben på ”Vestgårdens” marker. De blev nedkastet fra Engelske flyvemaskiner.  Jeg mener de modtog våben en enkelt gang. Det blev også planlagt, at de i maj måned 1945, skulle indtage Skamlebæk radiostation, der var godt bevogtet af tyskere. Min far har fortalt, at det var en opgave han vurderede, de ikke kunne klare, idet ganske få, i den gruppe han kendte, havde været soldater. Derfor var det også en stor lettelse, da freden kom d. 4. maj 1945. Mange som ikke havde været aktive i frihedsbevægelsen, meldte sig til frihedskorpset, da freden var bekendtgjort, og der nu kun henstod bevogtning af tyskere og evt. tilfangetagne stikkere.

Dette følte far som om, de ville have ære for noget, de ikke var berettiget til og han meldte sig derfor ud, få dage efter d. 4. maj. Hvis man søger Villy Nielsen Vig i Rigsarkivet står der om mælkehandler Villy Nielsen at han er tilknyttet undergrundshæren i Skamlebæk. Det må være frihedsbevægelsen der er omtalt på denne måde. 

Bagerst blev der fyret med brænde. Min far fortalte om hvor elendige cykeldæk og selvfølgelig også bildæk var i disse år. Bl.a. købte han en gammel bil, der blev brugt som hus til nogle ænder. Den så forfærdelig ud, men far havde set at dækkene kunne bruges, så bilen betød mindre.

Han havde også under krigen et arbejde for Tømrer Hans Madsen i Ll. Egebjerg, hvor han fra morgen til aften rettede gamle søm ud. Det var genbrug, men kun fordi, nye søm var svære at skaffe.

Gradvist blev tilværelsen mere trist for danskerne i besættelsesårene. Krigen betød jo varemangel, rationering og regler om mørklægning med sorte rullegardiner om aftenen. Men selvom der blev mangel på varer i Danmark, var danskerne et af de folk i Europa, som havde den højeste levestandard i krigsårene. Der var aldrig nogen danskere, som døde af sult underkrigen. Den 4. maj 1945 kl. 20.35 blev spændingen udløst. Over engelsk radio blev det meddelt, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Og det inden én eneste engelsk, amerikansk eller russisk soldat havde sat foden på dansk jord endnu. Dermed endte besættelsen nogenlunde fredeligt – og folk kunne fejre friheden med fest og jubel på gader og veje. Det var også nu, at man startede den skik at sætte levende lys i vinduerne d. 4. maj, en skik mine forældre brugte. Den er forsvundet med deres generation.

Mere mælkeudsalg

Jeg husker hvordan flere børn legede på legepladsen bag forretningen og hvordan toget (damplokomotiv) optog os alle når det satte i gang fra stationen. Min kusine Bodil, kaldet ”Celle” kunne være en lejekammerat, men 2 drenge Leif og Uffe (brødre) var ofte dem jeg legede med.

Da jeg var ca. 6 år solgte min far forretningen til Poul Christiansen og købte af samme, hans husmandssted i Bøsserup, lige ved siden af skolen, det der i dag hedder Bøssebjerg ganske tæt på Bøsserup Strand.

Det var en oplevelse og en helt anden verden for en lille dreng. Vi fik hest, køer, grise og høns. Og nye naboer. Nærmeste nabo var 200 m ned mod stranden Henry og Mary Larsen. De havde et barn på 5 år, men det var ”kun” en pige – Birgit.

Driften af et husmandssted var dengang ikke meget forandret fra den måde, jeg har omtalt ved beskrivelsen af min farfars landbrug. Dog var man nu i stand til at benytte maskinstationer med traktorer til hjælp med jorden.

Landbrug

Med hensyn til toilettet var vi så heldige i Bøsserup, at det var inde i huset. Vi kunne gå fra bryggerset og ind i stalden. Her var så toilettet. ”Kan i dog ikke gå ned bag ved køerne” var ofte min fars bøn. Her var det nemmere at gøre rent og han kunne måske nøjes med at tømme lokumsspanden én gang om ugen.

Hos Henry og Mary boede man 2 generationer idet Marys forældre boede i den ene ende af stuehuset. Birgits morfar, Mads Nielsen (Mads Nielen) var gammel kaptajn eller i hvert fald sømand. Han havde sejlet med ”Islands Falk”, der var et af flådens sidste dampskibe. Det var en meget spændende og glad mand. Jeg holdt meget af at rende bag efter ham og høre ham fortælle – og så havde han en fiskejolle. Vi kunne være heldige at komme med ud på vandet og rygte hans fiskegarn.

Min far forbød mig at røre hans værktøj – men de der blanke stemmejern som var rigtigt flot slebet, måtte jeg prøve. Efter at have banket et jern ned i et stykke tømmer, kunne jeg ikke få det ud igen og resultatet var et knækket stemmejern. Da jeg vidste hvor vred far kunne blive, valgte jeg at flygte ud til en meget hemmelig hule i et gærde, i den fjerneste afkrog af marken. Mor blev efterhånden nervøs og kunne ikke regne ud, hvor jeg var blevet af. Da far kom hjem søgte han efter mig alle tænkelige steder og fandt så stemmejernet. Nu kunne han pludselig ane hvor jeg var. Han havde set mit meget hemmelige tilflugtssted. En hule nede på marken ved et gærde. Vi fik en meget alvorlig samtale, om det at tage andres ting i brug uden tilladelse.

Om Mads husker jeg blandt alle de skipperskrøner han fortalte, en hvor han berettede om en tur under isen, engang

han sejlede ved Grønland. Han var faldet over bord og faldet ned under isen. Her er der lyst, når man ser de steder der er is, men der hvor hullet er og hvor der er vand, ser man et mørkere område og derfor, sagde han, lykkedes det ham at svømme under isen og finde op igen.

En anden hændelse, jeg selv oplevede, var engang han, med en stor trækølle var i gang med at hamre pæle til fiskegarn i havbunden. Han opdagede, to af egnens gårdejere var kommet i slåskamp inde på stranden. Da der jo i almindelighed ikke var megen dramatik ved vores strand, måtte han jo følge med i udviklingen inde på land, med det resultat, at han rammer ved siden af pælen og den store tunge trækølle, som han havde godt fat om, trak ham med ud i vandet.

Han kom heldigvis op i båden igen. Engang fangede han den største ål jeg nogen sinde har set. Den var 10 cm tyk og i forhold til tykkelsen, kan jeg huske, ikke så lang, som man måske skulle antage. Den var under 1 m. lang. En gårdejer L.P. Larsen Bøssebjerggård, der også fiskede fra stranden oplevede, at sejle sin båd med påhængsmotor gennem Mads Nielen´s pæle på et tidspunkt, hvor der ikke var andet end et reb, der forbandt pælene. D.v.s. garnene var taget ned. Dette reb så han uheldigvis ikke. Hans vane med, at stå op bag i båden, fik den uheldige konsekvens, at han blev revet af båden og den begyndte at sejle rundt om ham, uden at han kunne få fat i den. Enden blev, at han måtte svømme mod land og båden stak til søs uden ham. Han reddede sig og båden blev senere fundet ved Kongsøre.

Henry, Birgits far, var en gammeldags husmand. Han havde 4 køer, 2 heste, 5 søer, grise til opfedning og måske 20 – 30 høns. Han gik på jagt og var som jeg husker det, ret misundelig på alle der klarede sig godt. Han jamrede altid over et eller andet. Fælles for alle var at pengene var små. Han spåede, at far ikke kunne overleve med den form for landbrug, han havde visioner om. Det kom også til at holde stik. Far havde et stort stykke med lucerner til foder. Derefter var det lidt korn, bønner, kål, gulerødder, rødbeder og ærter. Jeg hjalp her med at fjerne ukrudt og når tiden var inde blev der høstet. Jeg kan ikke huske, hvordan han fik afsat afgrøderne. I staldene var heste, køer og grise solgt. Første gang de kyllinger vi havde var klar til slagtning, blev de afhentet af en lastbil fra Ringsted Fjerkræ Slagteri. Vi fangede dem med et stykke stift ståltråd med en krog i enden. Levende blev de bundtet ved sammenbinding af benene. Det var, syntes jeg, lidt dyrplageri. De blev derefter stoppet ind gennem en lille lem til nogle bure på ladet af bilen. Jeg husker også hvor meget det støvede, når vi skulle fange alle de skræmte kyllinger. Når staldene var tomme rensede vi dem for kyllingelort. Det blev til bjerge af møg. Noget vi selvfølgeligt brugte til at gøde jorden med.

I dag koster en lille pose med hønselort næsten 100 kr. Efter at nyt strøelse var lagt på gulvet, var vi klar til at modtage endnu et hold daggamle kyllinger. Strøelse fremstillede vi i en ”hakkelses maskine”. Vi lagde halm i et trug, der for enden havde to roterende knive. Den var håndtrukket og det var ofte enten mor eller mig, der trak hjulet rundt. Et lignende apparat brugte man til at skære roer med, så de fik en tyggevenlig størrelse til køerne. Vi fik også ”malet” korn, ved med hestevogn at køre op til Egebjerg Mølle hvor mølleren ”Fanden hakke mig Aage” var en spændende oplevelse for en lille dreng. Han bandede uafbrudt, men var ellers en smilende og rar mand. Det var selvfølgelig en oplevelse at se vingerne på møllen dreje rundt ved vindkraft og se lv det spil, der hejste sækkene op fra vognen, var trukket af vingerne. Det produkt vi fik med retur, kaldte man skråning og det blev brugt som foder til grisene. Jeg husker ikke, om han lavede mel til brødbagning, men måske gjorde han. Hans søn Bager Erik havde Egebjerg Mølle bageri sammen med sin kone Else. Andre store oplevelser i dagligdagen kunne være når far tog mig med i marken og jeg hjalp med at slå lucerner eller græs med le. Jeg bliver ved med at gemme fars le i den tro, at jeg en dag skal bruge den. Vi havde også en hestetrukken slåmaskine til skårlægning af græs når vi skulle fremstille hø. Når det var tørt blev det kørt hjem på loftet over stalden. Efter at hestene var solgt fik vi hjælp fra en maskinstation. Det var dengang Henrik Nielsen og Hans søn Bent der lever endnu. Der hvor de har til huse er der en usædvanlig rodet plads på hjørnet af Sølvagervej og Egebjergvej. Det er der stadig og Bent er således trods sine godt 80 år stadig aktiv. De reparerede alt selv og rodet uden for, med gamle maskiner, var hans reservedelslager.

For en stor del var det mor og jeg der passede kyllingerne og den ene gris vi skulle spise til jul. Grisen var fars store spekulation. Den åd og åd, men tog ikke på i vægt. Årsagen var, at mor dresserede den til at udføre forskellige spring over ting hun stablede i gården. Hun gav den en rød sløjfe på og til stor morskab for os børn, optrådte hun med den i gården. Ofte havde jeg skolekammerater med hjemme for at se svinet. Ud over at passe dyrene, skulle mor også vaske og lave mad. Komfuret brugte hun ganske kort tid. Det blev hurtigt til et par gasapparater sat oven på det gamle brændekomfur. Husets opvarmning bestod af en kakkelovn og ikke mere. Brænde fik vi ved at fælde træer i gærder og hvor de ellers kunne undværes. Alt blev brugt og trætoppene blev puttet gennem en ”kvashugger” og derefter brugt til optænding. Det var før omtalte Henrik fra maskinstationen der kom en gang om året og huggede grenene. En del af opvarmningen var med kul og koks købt i Unnerud Brugsforening, der senere skulle blive min fars arbejdsplads. Hver fredag var det lønningsdag og mor og jeg ventede i stuen på at far skulle fløjte og på denne måde melde sin ankomst. Han købte altid et stykke fredags chokolade til os “den med koen” 

Hvis mor skulle købe tøj måtte hun tage rutebilen til Nykøbing. Det var en gammel Chevrolet fra 1939 og ejeren Kristensen var en spøjs fyr. Enten var han overstrømmende glad eller også var han pisse sur. Han var en lang tynd mand, der kunne sidde i venstre side af bilen og lukke bussens højre foldedør op og i med et håndsving. Hvert år før jul, kørte han en gratis tur. Hvis der så stod en gårdmandsfrue, der aldrig plejede at køre med, hjalp det ikke hun tydeligt gjorde tegn til, at han skulle stoppe. Nej, han lod som om han ikke så hende og kørte bare forbi. Hun bruger mig kun, når det er gratis, så hun kan tage cyklen var hans eneste kommentar. Tøjet blev købt hos Thy Larsen eller Engelsk Beklædningsmagasin.  Boghandleren vi brugte var Gunner Rasmussen. Han solgte Grimberg´s Verdenshistorie i alt 16 bind til mig på afbetaling (jeg var kun 15 år). Mor var ikke glad og forbød handlen, men da boghandleren forklarede at det var en handel mellem ham og mig og at han havde tillid til at jeg ville overholde aftalen, fik jeg første bind med hjem. Jeg tjente lidt lommepenge ved at hjælpe i stalden på nabogårdene og så kørte jeg med Berlingske Tidende om søndagen. Senere fik jeg et diplom som BT dreng og det har jeg endnu. Når alle indkøb var gjort gik turen til rutebilstationen hvor mor købte en kop varm kakao og jeg fik et glas orangeade og en rød pølse. Oplevelsen her var alle de mennesker jeg fik at se. Jeg var jo enebarn og så jo kun de samme hver dag. Et andet højdepunkt var når vi skulle besøge min Moster og onkel i Vig. Vi cyklede gennem Ulkerup skov til Eskildstrup og derfra til Vig. Jeg havde fået en lille rød cykel da jeg blev 7 år og den blev brugt flittigt. Indlæringen medførte at jeg i lang tid altid havde sår på knæene. Min moster og onkel drev en vognmandsforretning med kørsel af grus og sten fra Sj. Odde til Vassingrød i Nordsjælland og kævler fra skovene. En kævlevogn var dengang farlig at læsse idet den var forsynet med mekanisk kran, hvor kævlerne blev trukket op på bilen med en wire. Jeg husker da Peter Stanislav mistede sit ben i en ulykke med en træstamme der faldt ned. Det berørte alle. Han fik senere indrettet en lastbil så han kunne køre for min onkels broder Jens Madsen i Ll. Egebjerg ”Trumf”. Han lavede, som jeg husker det, en lille afstikker på fragtruten og tjente på denne måde lidt ekstra som vognmanden ikke havde kendskab til.

Min onkel vognmand Poul Madsen og hans kone Metha (moster) var væsentligt bedre økonomisk stillede end min far og mor. De boede finere med rigtigt toilet (maskinlokum) og såkaldt badekar. Jeg var lidt genert over de fine forhold og egentligt også lidt misundelig på min kusine ”Celle”. Min onkel ville gerne prale lidt men var en ok mand. Mit indtryk var at min moster styrede både ham og forretningen. Min mormor boede hos dem. Hun havde sit eget værelse på 1. sal. For at aflaste moster og også for at vi i vores hjem kunne være sammen med hende, kom hun et par gange om året på ferie i Bøsserup. Jeg husker at hun hele tiden belærte min mor om hvordan Metha gjorde og at det til tider var en belastning for mor. Mormor havde dårligt hjerte og om natten klagede hun sig højlydt til stor forskrækkelse for mig der ikke kendte til sygdom og beklagelse. Hun fik i den anledning medicin nitroglycerin og når det var helt galt morfin.

Rigmor, den ældste søster var gift med en alkoholiker, Karl Wiuff. Deres første barn Grethe blev adopteret af Poul og Metha. Omstændighederne kan jeg ikke huske, men et familiedrama har der sikkert været. I min skoleferie blev jeg ofte beriget med et ophold hos moster og onkel. Det var på flere måder en stor oplevelse. Jeg kørte med Gunner og Alex i lastbilerne og havde på denne måde mange oplevelser.  Moster tog mig engang med på ferie til Bornholm sammen med Celle. Foto fra denne tur gemmer jeg endnu. Også en tur til Sverige i onkels Volvo 444 blev det til. Hjemme tog vi aldrig på ferie. Men – én gang om året havde kortspilklubben en udflugt hvor de enten lejede en vognmand eller lånte lærer Nygårds gamle Chevrolet med træfælge og trærat.

 Kortspilklubben bestod af Kaj og Gunhild Madsen Lestrup og Henry og Mary Larsen, Bøsserup. Man havde også ind imellem en fest. Det kunne være en nytårsaften hvor de dansede. Far havde købt en radio hos cykelsmeden i Egebjerg og en gammel pladespiller med grammofonstifter til de gamle 78 lakplader blev flittigt anvendt. Vi børn fik lov at være oppe til festen sluttede idet pladespilleren ikke havde elektrisk motor. Den skulle trækkes op og det skulle jeg sørge for. Når trætheden meldte sig kunne det hænde at tonerne blev lidt langtrukne og takten var ligeså. Så kunne man høre min far råbe: ” dreng for helvede – sover du”.

Vi gik i skole i 7 år. Næsten ingen fortsatte skolegangen efter 7. skoleår. Skolen var opdelt i to. En forskole med 1. og 2. klasse og derefter videre til de store klasser – 3.til 7. klasse.

Drenge og piger blev undervist samlet. Jeg husker fra første skoledag hos frk. Larsen (eneste lærerinde i forskolen), at vi fik udleveret en læsebog et skrive og regnehæfte og blyant, viskelæder, lineal og et penneskaft til blæk. Vi skulle når vi havde skrevet i kladdehæftet indføre det skrevne i et hæfte med blæk. Vores skoleborde var indrettet med en skriverille og et blækhus med blæk. I skriverillen skulle vi lægge penneskaftet. Skriverille og blækhus kunne skjules af bordpladen når den blev skubbet frem.

Ugeskemaet for de højeste klasser i Bøsserup Skole kunne se sådant ud: Religion 2,5 time, dansk 7,0 timer, skrivning 1,5 time, regning 3 timer, historie 0,75 time, geografi 0,75 time, sang 1,0 time. I alt 18 timer. Drengene havde desuden gymnastik på legepladsen en gang om ugen. Pigerne kunne modtage undervisning i håndarbejde. De mest umulige og mest støjende elever blev sat først i klassen, nærmest den der underviste. Dem der ikke kunne følge med sad bagerst i klassen. På en måde fik vi karakterer eller skal vi sige en belønning for vores præstationer. Frk. Larsen klistrede små flag og guldstjerner i vores regne og skrivebøger hvis vi havde lavet et ordentligt stykke arbejde. Det var derfor med stolthed når vi kunne vise disse små mærker til vores forældre.

I frikvartererne skulle vi forlade klasselokalet. Vi måtte heller ikke hænge i gangen men skulle ud i skolegården. Klasselokalet var opvarmet med kakkelovn og som regel var det koks man fyrede med. Lokum og pissoir var på den anden side af gården i enden af et udhus og brændeskur. Jeg husker dette som et ildelugtende sorttjæret pissoir. De fleste elever i Bøsserup skole var børn fra forholdsvis økonomisk dårligt stillede hjem. Børn fra store gårde tog som regel til Nykøbing, hvor de kunne gå i privat skole og forældrene betalte så selv for undervisningen. Tænk på at vi var elever fra 10 år til 14 år i samme klasse. Det var ikke altid så spændende, når vi mødtes i frikvartererne. Da jeg var 12 år blev skolen lavet om (skolereformen i 1956), så jeg skulle i skole hver dag, og nu måtte jeg tage cyklen til Egebjerg.

Det betød nye klassekammerater, nye lærere og nu skulle vi lære matematik, engelsk og tysk.

Tømrermester Thomsen Egebjerg lærte jeg at kende via sløjdundervisningen om aftenen.  HH Han tilbød mig læreplads, hvis jeg ikke kunne komme til Vig. Vi skulle nemlig gøre os fortjent til evt. at fortsætte vores skolegang i præliminærklasse en 3årig præliminærkursus med afsluttende præliminæreksamen i Vig skole. Det blev senere ændret til realeksamen.

Sløjdundervisning begyndte at vinde indpas som tilbud fra aftenskolen. Det var som nævnt en lokal tømrer Thomsen Egebjerg, der stod for undervisningen der foregik i Egebjerg. Turen på de 4-5 km til Egebjerg kørte jeg alene og på cykel. I reglen var det jo om vinteren, vi gik i aftenskole og turen i mørke var derfor lidt uhyggelig men skulle køres. Det havde i sådanne situationer været rart med en kammerat, man kunne følges med. Husk at vores forældre havde ikke biler, så der var ingen til at køre de forkælede børn.

Vi havde heller ikke fjernsyn, og jeg tror, jeg var 8 år før mine forældre købte en rigtig radio. Aftenen gik i almindelighed med at min far sov efter aftensmaden til kl. 20.30 derefter aftenkaffe. Det var her jeg blev smidt i seng.

Min mor havde en ide om at jeg skulle lære at danse. Gymnastik ville jeg ikke og dans heller ikke men det skulle jeg. En gang om ugen cyklede jeg op til Inger Maries danseskole i Egebjerg forsamlingshus. Jeg gik ikke ind men ventede uden for til de var færdige med at danse. Derefter kørte jeg så hjem igen. Det blev selvfølgelig opdaget og jeg blev efter nogen ballade fritaget og fik lov at gå til sløjd i stedet. Det var heller ikke så sjovt at få laksko og plusfore bukser på. Derforuden blev jeg friseret efter godt med brillantine i håret.

Far arbejdede deltid på ”Ryegård” og kørte varer for brugsforeningen i Unnerud. Når det var tid til roehakning arbejdede han med alle de steder han kunne få lov. Hans arbejdsdage var i reglen fra kl. 7 til kl. 19 om aftenen.  Det var nødvendigt at tjene ekstra penge for hans projekt med opfedning af kyllinger gav ikke overskud.

I høsttiden havde man et tærskeselskab der kørte rundt fra sted til sted og tærskede. Det var en stor begivenhed når tærskeværket ankom. Tærskeværket var fælles ejendom og man hjalp hinanden med tærskningen denne dag. Selskabet ansatte dog 2 mand tærskesæsonen. En traktorfører og en ilægger. Ilæggeren skulle snitte båndet fra negene og derefter fodre tærskeværket. Far var i en sæson ansat som traktorfører. Traktoren var en gammel Fordson med jernhjul. Den trak tærskeværket og en halmpresser, avner og kornblæser med store flade remme. De steder hvor man ikke havde lofter til korn – kornmagasiner – blev kornet fyldt i sække fra tærskeværket og det krævede så flere mænd til at bære sække. En sæk vejede ca. 100kg. Jeg lærte at bære en kornsæk, da jeg fyldte 18 år. Vi børn kunne tjenelidt lommepenge ved at bære halmneg over til dem der lavede en halmstak.

Det var meget almindeligt at husmødrene forsøgte at overgå hinanden med mad til alle disse tærskefolk. Øl og snaps skulle der helst være i rigelige mængder.  Når høsten var overstået havde selskabet tæt på mit barndomshjem et hus hvor det hele blev efterladt til det igen skulle frem. Huset havde en gammel port ind til traktoren så den besøgte vi tit på trods af at det var blevet os forbudt. En vinter havde man glemt at tappe vandet af motoren på traktoren. Resultatet var at vandet frøs og motorblokken revnede på den gamle Fordson traktor. Derefter var det vi drenge der fik skylden for ulykken. Jeg mener at man året efter lejede en traktor og derefter tror jeg selskabet blev opløst idet flere og flere selv fik tærskeværk i takt med at man fik elektricitet.  På markerne var det i denne periode høstet med selvbinder og heste der jo naturligt blev afløst af traktor og endnu senere mejetærsker.

Økonomien på mine forældres husmandssted var dårlig og blev en hel katastrofe da et hold kyllinger blev syge og måtte aflives. Derefter skulle bygningerne renses og stå tomme et helt år og det kunne far og mor ikke vente på. De skulle jo bruge penge til mad m.m.  Jeg kan endnu huske hvordan mor og far skændtes om pengene de manglede. De skyldte i brugsen og far måtte tit undvære en del af den løn han skulle bruge til foder og terminer for at afdrage husholdningsgæld.

Disse skænderier kunne afstedkomme at min mormor kom et par dage på ferie. Hun kunne så trøste min mor og til tider kunne hun ”låne” mor lidt penge til mad. Det var en forandring i min hverdag. Først var det en oplevelse at moster kom med hende. Moster Metha havde jo bil. En Volvo. Derefter kunne jeg gå ture eller spille kort med mormor. Nætterne kunne være lidt seje. Mormor havde jodårligt hjerte og klagede sig ofte hele natten. Hun fik smertestillende morfin og nitroglycerin som dråber. Jeg husker hun sad i sengen og vuggede fraside til side alt imens hun klagede åee, åee o.s.v.

Da jeg var barn gik mødre op i om deres børn havde polypper og mandler. Mandlerne sad i halsen og kunne hvis de var forstørrede medføre halsbetændelse. Jeg husker jeg fik dem fjernet på Roskilde Sygehus da jeg var ca. 7 år og var i den anledning indlagt 1 døgn. Det var, kan jeg huske en frygtelig oplevelse. Bedøvelsen var den rene tortur. 2 mænd fra sygehuset og min egen mor holdt mig alt imens en fjerde person holdt en klud op for min mund og næse. Den lugtede frygteligt og jeg kunne smage noget dårligt. Efter operationen blødte jeg voldsomt og måtte kun spise is i det første døgn. Det var så en god ting. En anden god ting var at moster havde købt en Tekno brandbil i blik. Mor syntes også at jeg skulle have fjernet mine polypper. De vokser ud igen og denne oplevelse gentog sig derfor 2 gange. Lige så frygteligt som mandlerne, men med is det første døgn efter operationen. Eneste gode var isen og også at operationen udløste en flot rød redningsvogn fra Tekno, På denne måde havde jeg erhvervet Brandbil, kran og ambulance. Disse biler måtte jeg ikke tage med ud. De var kun til at lege med når jeg var alene og kun i stuen. Senere da jeg var voksen ville jeg gerne have bilerne, men desværre havde mor givet dem til naboens søn og min cykel der blev købt for de penge jeg fik i konfirmationsgave, gik samme vej. På dette tidspunkt var det ikke ualmindeligt at drenge fik et ingeniørsæt. Også jeg fik et og det skulle være fra Tekno idet alle dele havde 2 rækker huller til skruerne. Det var derfor et sæt man virkelig kunne bygge med. Til samme fik jeg også en lille elmotor. Det var rigtigt mange timer, jeg kunne bruge med dette sæt.

Dagene efter skole gik med at hjælpe med forskelligt og derefter lege med det legetøj som jeg som regel selv havde fremstillet. Et kært stykke legetøj var mit hjemmelavede jagtgevær. En trækolbe af et gammelt stykke tømmer og løbet var et gammelt elektrikerrør, der dengang var i sort metal. Også et hjemmelavet tærskeværk var i langtid det foretrukne legetøj.

Vi havde have, og der kunne jeg hjælpe med græsslåning og luge ukrudt i urtehaven.Græsslåmaskinen varen cylinderklipper uden motor, så det gav som så meget andet god motion. Da jeg blev ældre hjalp jeg i høsten og når der skulle tages roer op.

Omkring 1950 fik mine forældre telefon. Det var ikke almindeligt, og da det var meget dyrt, startede vi med en ”partstelefon”. Det betød at vi delte ledningen med andre. Vi fik derfor et bogstav sammen med vores telefonnr. Vi fik nr. 59 Y. Når vi skulle ringe, løftede vi først telefonrøret og spurgte:tales der? Hvis ikke vi kunne høre stemmer drejede vi på håndsvinget, og der faldt en klap ned på centralen. Centraldamen sagde i vores tilfælde ”Egebjerg-de ønsker” og vi sagde så det nr. vi ville ringe til og hun sagde så et ”øjeblik”. Hvis nummeret svarede var samtalen i gang. Når samtalen var slut skulle man huske at ”ringe af”.

Nytåret bød jo på forskellige ulykker med kanonslag og de røde lynkinesere. Jeg kom til skade med min højre hånd. Det var meget lærerigt, så jeg lærte at passe på –på den hårde måde!

Birgit kunne i perioder også være én, man legede med. Men hun var jo pige. Birgit så jeg meget til, idet hun fulgte med, når vores forældre spillede kort. Ligeledes havde det andet ægtepar Kaj og Gunhild en datter, der hed Ruth. Birgit var et år yngre, og Ruth 2 år yngre end jeg. Vi så ikke hinanden så meget om dagen på trods af, at der ikke var nogen andre børn i nærheden. Fra skolen husker jeg kun et par der kom og legede. De hed begge Bjarne. Bjarne Nielsen også kaldet ”tykke”, druknede på fjorden i en alder af 18 år. Bjarne Jensen hed den anden og kom fra Strandhusene.

I Strandhusene var der mange drenge og de havde det med at rotte sig sammen og tæve os andre. Vi kunne finde på at skyde med hjemmelavede slangebøsser. Andre drenge fremstillede bue og pile. Det er vel næsten det eneste som jeg ikke måtte bruge. Min far havde som dreng oplevet en ulykke hvor en kammerat mistede et øje. Han forklarede, som rigtigt er, at en skæv brændenælde som pil gik sine egne veje. Han knækkede vores buer over et knæ hvis han så vi legede med dem. Derimod fik jeg lov til som 10 årig at købe et luftgevær en Otterup forlader. Han brugte meget tid på at lære mig at omgås et skydevåben. Inden jeg fyldte 12 år fik jeg uventet en riffel kaliber 22 af min fætter Hans. Årsagen var at hans lillebror Ole var en rod og ved et uheld kom han til at skyde Hans meget tæt på hjertet. Mor var af den mening at de havde stjålet den og den derfor bare skulle langt væk.

Fra min barndom i Bøsserup husker jeg vi også legede ved stranden og selvfølgelig badede vi også.

Både Birgits forældre og mine brugte Mads som håndværker. Da far købte ejendommen i Bøsserup var der stråtag på stalden. Det fik far Mads til at hjælpe med. Birgits far hjalp også. Man hjalp hinanden. Ved stranden lå der et enkelt sommerhus Scheel´s et rødstenshus, der lignede mere et helårshus end et sommerhus. Som før omtalt havde man ikke ret mange penge og ca. 1955 kom Birgits far og spurgte min far om råd i forbindelse med at nogle var begyndt at sælge jord til sommerhusbebyggelse. Skal jeg udstykke og sælge jord?? Det var lidt nyt at man kunne finde på at sælge lidt jord. Snakken gik og Henry indså at jorden ved stranden ikke kunne bruges til dyrkning og var derfor kun til græs til heste og køer. Han udstykkede alle jordstykker langs med stranden. Da der jo selvfølgelig skulle laves en vej til disse nye huse blev slutresultatet at også jorden på den anden side af vejen blev udstykket. Enden blev mange år senere at al ejendommens jord blev udstykket og hele ejendommen er i dag også solgt til fritidsbolig. Pengene for salget af grunde blev brugt til at få indlagt elektricitet, køb af en bil en Opel Olympia, nye kakkelovne, Kværn til at male korn med, el-motor der kunne flyttes mellem det lille tærskeværk og kværnen. Mange købte selv et tærskeværk og slap så for at vente på det fælles tærskeværk. Mange af investeringerne kunne have været undgået set fra i dag. Det var jo ikke lønsomt at drive så små landbrug og slet ikke når man solgte al jorden til sommerhusgrunde. Denne udvikling eller man kan sige afvikling som Henry var med i forplantede sig til alle de ejendomme hvor det var muligt at skaffe sig adgang til stranden.

Samtidig med denne udvikling i landbruget i det område hvor jeg var barn havde min fars drømme om at opdrætte slagtekyllinger lidt nederlag. Han arbejdede hårdt for Unnerud brugsforening. Da han flere gange måtte forhandle løn med foreningens uddeler Peter Åge Larsen der senere startede den nu store brugsforening i Asnæs, endte det med at brugsen solgte lastbilen til far og han var nu sin egen herre. Brugsforeningen kunne ikke få overskud med lastbilen der med dem som ejere holdt stille megen tid.

Ret hurtigt skete der store forandringer i vores tilværelse. Mine forældre kunne ikke betale terminerne på ejendommen i Bøsserup og lastbilen skulle udskiftes til en nyere og større.

Som jeg husker det flyttede vi til Unnerud i et lejet hus, som far købte efter at have boet til leje i et par år. Husets ejer William Olsen Glostrup ved Egebjerg solgte senere huset til mine forældre for Kr. 21.000,00. Jeg har nok været ca. 11 år da vi flyttede til Unnerud. Jeg kunne nu ikke gå i Bøsserup Skole hver anden dag, men skulle gå hver dag i Egebjerg Skole. De sidste skoleår 5.,6. og 7. klasse skulle forberede os til præliminærkursus i Vig Skole. Det var jeg ikke glad for. I skole hver dag og så i Egebjerg. Jeg var jo vant til at kunne gå i skole på 5 min. Nu skulle jeg cykle ca. 3,5 km. Jeg fik nye kammerater idet de fleste af mine gamle skolekammerater skulle til Asmindrup Skole. Da jeg var 12 år blev skolen lavet om (skolereformen i 1956). Det betød nye klassekammerater, nye lærere og nu skulle vi lære matematik, engelsk og tysk. Vi skulle så gøre os fortjent til evt. at fortsætte vores skolegang i præliminærklasse en 3årig skole med afsluttende præliminæreksamen-det der senere blev ændret til realeksamen. Da jeg blev konfirmeretbegyndte skolen i Vig. Jeg havde så 10 km til skole. Vi var 3 drenge og 2 piger der cyklede sammen. Om vinteren var der flere forældre der lejede en taxi til skolekørsel men det var ikke alle forældre der havde råd til denne luksus. Min fars holdning var, hvis der var nogen der måtte cykle, skulle jeg også. Vi blev så 3 drenge der cyklede både sommer og vinter. I snestorm var 10 km lang vej. Når vi så nåede op til skolen, blev vi somme tider mødt af en skole der var lukket på grund af snestorm. Nå, – vi kørte bare hjem igen. Det kunne dengang have været nyttigt med en mobiltelefon.

Sløjdundervisning begyndte at vinde indpas som tilbud fra aftenskolen. Mine forældre måtte betale for undervisningen. Det var en lokal tømrer Thomsen, der stod for undervisningen der foregik i Egebjerg. Turen på de ca. 3 km til Egebjerg var jeg alene og på cykel. I reglen var det jo om vinteren vi gik i aftenskole og turen var derfor lidt uhyggelig men skulle køres. Det havde i sådanne situationer været rart med en kammerat man kunne følges med. Husk at vores forældre havde ikke biler så der var ingen til at køre de forkælede børn. Undervisningen i Sløjd foregik i det gamle fattighus i Egebjerg. Det er nu revet ned. Opvarmningen var med kakkelovn så der var rigtigt koldt når vi ankom. Vi havde jo naturligt en masse træaffald vi kunne fyre med. Masser af høvlspåner til optænding. En aften fik Eskild Rasmussen-senere chauffør for Simon Spies, næsten brændt hele huset ned med disse spåner der havde fristet over evne. Vi fik ilden slukket og drengen blev bortvist og kom ikke mere trods forældrenes protester. Unnerud bestod af 4 ”store” gårde og 5 huse og Unnerud brugsforening som min far nu kørte varer for. Jeg hjalp ham tit efter skoletid. Men William Schou, den ene gårdejer, ansatte mig også efter skoletid som fodermestermedhjælper i stalden. Jeg mener jeg i 1956 fik ca. 1,00 kr. pr time.

Hver høst hjalp jeg hos Wiberg i Bøsserup. Der var et sted jeg var meget glad for at arbejde. Indehaveren Arnval Wiberg var ”københavner” og meget mere frisk end de lokale bønder. Vi havde det altid sjovt hos ham. En af mine skolekammerater der var gået ud af 7. klasse var ansat som bondekarl. Dengang hed det ikke landbrugselev og der var ingen landbrugsskole. Det vi lærte var praktisk erfaring. Den traktor Wiberg havde købt var en 3cylindret diesel fra BuchFabrikken i Kalundborg. Den havde en sjov lyd grundet de kun 3 cylindre. Vi brugte den i høsttiden til at trække selvbinderen. Jeg kørte traktoren og min gamle skolekammerat Bjarne Nielsen sad bag på selvbinderen. Han skulle hæve og sænke kniven under kørsel således at vi ikke fik ødelagt maskinen hvis der lå store sten. Når vi kom til et hjørne skulle traktoren drejes så skarpt at vingerne skulle hæves for at vingerne kunne være der. Hvis han glemte det og det har jeg oplevet kørte traktorens baghjul ind i vingerne der var af træ. Det var ikke noget der var velset idet det kostede penge og tabt arbejdstid at få repareret.

Vi skal også huske at lastbiler på denne tid ikke havde kraner til at læsse med. Når vi kørte grus, jord eller affald blev der læsset med hånd og også læsset af med håndkraft. Tippeladet kom meget senere.

Min fars regnestykke var simpelt. Når kl. var 10 om formiddagen når vi var færdige med mælkejunger var lastbilen betalt og det der så blev kørt ind resten af dagen var hans løn. Idet man som selvstændig erhvervsdrivende skulle have et regnskab havde mine forældre en fhv. købmand som revisor og bogholder. De skulle føre en hovedbog der var godkendt og forsynet med et laksegl og nummererede sider. Min mor stod for det daglige føring af kassebog og købmand Sørensen kom så en gang om måneden og førte det ind i hovedbogen. På et tidspunkt anskaffede han sig en regnemaskine til sammentælling. Ikke en elektrisk men en mekanisk der kun kunne addere og subtrahere. Det var morsomt var at han efter brug af maskinen, talte efter, om den nu havde gjort det rigtigt. Det omvendte ville nok være mere naturligt i dag. Købmanden røg store cigarer og mor røg cerutter eller pibe. Min far røg cigaretter og pibe. Dengang var der ikke nogen der tænkte på om det var helbredsskadeligt.

Efter vi havde købt huset i Unnerud blev der bygget en garage til 2 lastbiler. Det var også her Birgits morfar, sømanden der både kunne mure og udføre tømmerarbejde. Men også kommiserne i brugsen hjalp til. Bl. a. Hans Nørgaard Jensen. Han blev senere borgmester i Nr. Jernløse kommune.

Garagen måtte de senere bygge om idet taget blæste af og Mads Nielsens Mure væltede.

Toilettet, gammeldags lokum var i udhuset og papiret var ofte avisen fra i går eller det såkaldte 00 ruller.

Senere fik vi centralvarme og et moderne toilet et såkaldt ”maskinlokum”. Også vand fik min moder indlagt.Hun fik vandhane i køkkenet. Vi havde eget vandværk (elektrisk pumpe der sad i brønden, der også hørte huset til).

Af andre investeringer kunne være møbler. Nye købte mine forældre i Asmindrup hvor der dengang var en møbelforretning. Skrivebordet blev fremstillet af en lokal snedker.  Også lofterne blev sænket af denne lokale træmand. Det var meget af hensyn til varme.

Min moder passede huset og forretningens telefon. Jeg tror hun ofte følte sig ensom. Derfor anskaffedevi  en hund en sort kongepuddel ”Pilo.Detendte med at hunden kørte med i lastbilen, når far var hjemme og få sin formiddagskaffe. Den skulle ikke med når far startede om morgenen kl. 06.00, det var alt for tidligt for Pilo. Vi fik også lavet et lille værksted, hvor jeg tilbragte mange timer med reparation af cykler og senere knallerter og motorcykler.

På et tidspunkt måtte mine forældre lægge nyt tag på huset. Det blev til asbest i stedet for cement tegl. Husets gavle var skrå men blev rettet op så de lignede alm husgavle.

Også en ny lastbil skulle der være plads til. Først en nyere Austin senere gik far over til Bedford først en J-model og senere en K-model. K-modellen var frembygget dvs. at vi sad oven på motoren. Førerhuset skulle vippes frem for at vi kunne komme til motoren. Da far fik tiplad på bilen blev ladet så højt at vi ikke kunne læsse junger uden først at svinge dem som et pendul. Når bunden var oppe i ladhøjde, fik jungen et skub og så var den oppe.  Nogle troede vi var stærke, men det var bare et trick, der var nødvendigt at kende.

I 1961 fik jeg realeksamen i Vig Skole. Jeg ville ikke gå i skole mere og måtte så selv finde en læreplads. Far havde betroet mig, at jeg ikke kunne bo hjemme hvis jeg var arbejdsløs, Det havde jeg fortalt til Carsten, bager Hans Larsens søn i Egebjerg. Det endte med at jeg fik plads som bageridreng i bageriet. Jeg søgte samtidigt læreplads som mekaniker, reservedelsekspedient, tømrer og endelig som radiomekaniker. Det endte med at jeg fik læreplads i Bybjerg Radio Nykøbing. Det var Bybjerg selv der ansatte mig. Han spurgte hvornår jeg kunne starte. Da jeg fortalte om mit job i Egebjerg Bageri varede ca. 14 dage endnu, siger Bybjerg beklagende, at kunne jeg starte dagen, efter var pladsen min. Det fik mig til at love at jeg ville starte omgående. Bager Hans blev så sur, at jeg ikke fik løn for de 14 dage jeg havde arbejdet, men jeg fik en læreplads som radiomekaniker. Det var ikke den bedste læreplads.  Teknikeren var tysker og dranker.  Han sparkede mig og var ikke nogen rar mester. Da jeg fyldte 18 år fik jeg kørekort til motorcykel. Bestyreren i radioforretningen, Gunner Toustrup, spurgte om ikke jeg skulle have til bil. Det var helt klart meningen, men det skulle han ikke vide. Jeg måtte beklage at det jeg ikke havde råd til kørekort til bil. Det endte så med at firmaet betalte mit kørekort.

Teknikeren stjal de reservedele han skulle bruge og m.h.t. antennemateriel bad han altid mig om at læsse det ud i hans bil. Jeg hjalp ham også med at installere antennerne. Det medførte at Gunner Toustrup også mistænkte mig for at stjæle fra lageret. Jeg havde så den overraskelse for alle, at jeg havde skrevet alt det op, som jeg havde læsset til teknikeren. Derforuden havde jeg også noteret, hvor han havde sat det op. Jeg ville meget gerne have en anden og bedre læreplads. Med min farsadvarsel om, at jeg ikke kunne bo hjemme hvis jeg ikke havde arbejde gjorde at jeg var meget forsigtig med min søgning. Problemet var også økonomisk. Lærlingelønnen var Kr.45,00 om ugen og jeg tjente kr. 250,00 pr. uge. Da Installatør H. Schrøder Asnæs søgte en udlært tekniker, søgte jeg jobbet, mod at jeg kunne få en lærekontrakt i de sidste 2 år af min lætetid og et svendebrev som afslutning. Det lod sig sagtens gøre, men lønnen syntes han var lidt høj. En udlært svend fik dengang kr. 375,00 om ugen. Mod at jeg ikkeville kræve penge for overarbejde accepterede Schrøder og konen mit krav på kr.250,00 pr. uge. Jeg kørte turen fra Unnerud til Asnæs dagligt på en Victoria motorcykel.

Året før jeg blev udlært traf jeg Lillian, og vi besluttede at gifte os. Det var ikke fordi, hun var gravid.

15. januar1966 giftede vi os. Det var ligesom nødvendigt, hvis vi ville have en lejlighed. Lillian havde en lejlighed, der havde status som værelse. Egentlig var det for at undgå sladder om, at vi boede sammen uden at være gift. Min nye læremester spurgte, om jeg havde en bryllupstale til bruden. Det havde jeg ikke. Ind på kontoret og 10 min efter havde jeg en tale.  Det var så et nyt afsnit af mit liv der begyndte. Mine forældre var lidt i chok over vores beslutning om ægteskab. Mor bad far tale med mig om prævention. Så måtte jeg fortælle ham at jeg havde hørt om det før. Lillians forældre var mere rolige og tog tingene, som de kom.

Jeg tror, jeg var til svendeprøve i maj måned samme år. Det foregik på Sønderborg Håndværkerskole. Jeg kørte der ned på motorcykel. Desværre kørte jeg ind i en bil i Fredericia. Ud over lidt buler i bilen skete der intet. Desværre var skylden min.

Soldat

I 1966 var jeg på session og søgte der ind til flyvevåbenet. Der var en ventetid på 6 mdr. Lillian og jeg ville gerne have den tid afviklet, så vi kunne komme videre. Det endte derfor med, at jeg blev indkaldt til HSGT Hærens Signaltekniske Tjeneste. Vi blev indkaldt til Ryvangen, men blev indkvarteret på Svanemøllen kaserne. Her lå vi i bygninger fra 1818 opvarmet med én kakkelovn pr. stue. Vi lå 28 mand på hver stue, og vi delte et baderum med kun koldt vand. For mig der var lidt af en ener, var det en kæmpe omskiftning fra de vante gøremål. Jeg var jo enebarn, og var derfor ikke vant til alle de mennesker. For at gøre det hele umuligt blev vi budt velkommen af en kaptajn, der startede med at råbe ”velkommen, De befinder Dem på en befalingsskole”. Jeg spørger min sidemand, hvad det betød. 24 måneder kom det så, med et dumt grin. Kaptajnen sagde også i sin velkomst, at vi ikke skulle råbe rapænder efter marinesoldaterne. De har lært at slås, det lærer I fandeme aldrig. Forklaringen var simpel. Marinen gik med et kraftigt bælte med messing spænder. Det havde hæren på 1944 uniformen, men ikke på 1959 uniformen, som vi havde. Det bælte blev brugt til at slå med. Det var den eneste forskel på en rapand og en rigtig soldat. Det er således, lærte jeg, hvis man hverves til befalingsmand, i mit tilfældesergent, kunne man i flg. Grundloven forlænge værnepligten med 13 mdr. til i alt 24 mdr. Dog skulle man have en løn, der svarede til det tab, man fik ved at være soldat. Mit soldaternr. var det laveste på stuen. Det førte til, at jeg blev stueformand og jeg fik derfor ansvaret for rengøring på stue og baderum. Ligeledes skulle jeg hver morgen melde, hvor mange der var kampklare. Idet jeg også dengang havde lidt mave, fik jeg kælenavnet Mao. ”Formand Mao”.  Om morgenen når Kaptajnen kom ind på stuen råbte jeg ” giv agt, stuen ret” Når alle stod i ret stilling fortsatte jeg ” hr. Kaptajn Stuen stiller 28 mand” (hvis vi var 28). Der efter startede vi stueeftersyn. Der var meget få problemer i det. Men når vi kom til baderummet kom problemerne. Det vi vaskede os i var en lang rende med ca. 10 vandhaner (kun koldt vand). Den ene hane var utæt og dryppede ganske lidt. Vaskekummen skulle være tør når der var inspektion. Det betød jeg måtte sætte en vagt til hele tiden at tørre vand op fra vaskekummen. En anden soldat kiggede ud ad vinduet og meldte nå kaptajnen var på vej.

Gulvet på stuen var et meget blankt gulv af asfalt, og det skulle vi hver lørdag polere i et meget hvidt produkt. Det lignede mælk og skulle poleres væk til man kunne se sig selv nede i gulvet. Jeg lavede nogle hold til de forskellige opgaver.  Bl. a. et kokshold der inden kl. 20.00 hvor der blev lukket for udleveringen, skulle hente en kulkasse fyldt med koks. Kl. 23.00 skulle kakkelovnen være kold og renset for aske. I det daglige havde jeg ingen problemer med de forskellige. Alle gjorde hvad de blev sat til. Men om lørdagen – der havde jeg udfordringen. Jyderne og jeg fra Odsherred havde næsten lige lang hjemrejse målt i tid.  Dem fra København og omegn havde frit nattegn og kunne så bare være hjemme på et øjeblik.  Om lørdagen ville de derfor hjem straks når vi fik fri. Dem jeg havde tildelt en opgave måtte så udføre denne pligt inden de måtte gå hjem. De fleste var villige til i respekt for deres kammerater at blive den time længere. Men så var der, 71 han var rigtig københavner. Trods jeg gentagne gange havde udført hans pligter kunne jeg ikke overtale ham til at hjælpe. Jeg besluttede at tæsk var det eneste han kunne forstå.   Jeg aftalte med nogle stykker at jeg tog ham med ud på baderummet. Hvis jeg skreg, skulle de komme mig til hjælp Rekruttiden startede med, at vi lærte, hvad disciplin er for en størrelse. Vi måtte ikke forlade kasernens område de første 3 mdr. med den begrundelse at vi først skulle lære at gøre honnør. Det var 3 meget lange måneder.   Fysisk træning hørte også med til programmet. ”FUT” kaldte man det. ”Fysisk uddannelse og træning” stod bogstaverne for og blev straks oversat til ”fysisk udmattelse og tæring”.Vi lærte rigtig megen teknik på radioskolen. Det var en god efteruddannelse.

Idet hæren skulle overtage det civiletelefonnet i krigstilfælde skulle T-Mek. (telegrafmekaniker) også kunne servicere en telefoncentral i det civile. Det var dengang simpel teknik med magnetspoler og en klap der faldt ned når abonnenten drejede på telefonens håndsving. Vi lærte også om telefonen med drejeskive. (strowkenvælger)

Jeg prøvede på mange måder at slippe for tjenesten. En måde jeg anså som 100% sikker var Dr. Hole vores læge. Mod kr. 150,00 til, som han sagde ”til lommen”, skrev han en lægeattest, der sagde, at min kone havde dårlige nerver og at hjemmet krævede min tilstedeværelse. Det var egentligt en dårlig ide, opdagede jeg, da hun modtog et brev fra den danske hær, hvor man meddelte, at hun senere fik besøg af en militærpsykolog, der ville vurdere vores behov. Psykologen måtte jeg aflyse. Lilian blev rigtig sur. Hun skulle bestemt ikke tale med nogen.

Første lejlighed

Den første lejlighed på Vesterbro måtte jeg love indehaveren Rudolph Jørgensen at vi fraflyttede omgående hvis de skulle bruge lejligheden. Det skulle de, da Rudolph Jørgensen døde. Vi flyttede først vores møbler m.m. hjem til vores forældre men fik så ret hurtigt en kælderlejlighed på Egebjergvej hos Ricard og Ellen. Lillian var på det tidspunkt   højgravid med Annette. Lillian ville helst føde hjemme ved hendes forældre, og det gik da også rigtigt godt med dr. Hansings hjælp. Hun fik lidt smertestillende gennem en maske som han pumpede energisk. Da vi så stod med barnet, skulle vi jo se, om det var en pige eller dreng. Dr. Hansing pumpede bare videre og pludselig, da vi havde efterset barnet og konstateret hun var helt efter bogen, udbryder dr. Hanssing ”hov – der, fik fru Nielsen rigelig med bedøvelse”. Lillian lå hen, helt hvid i ansigtet, og da hun kom til sig selv ville hun ikke tro, hun havde født en datter. Først da vi lagde barnet til hendes bryst måtte hun erkende, hun havde født. Kælderlejligheden var kun midlertidig og da jeg blev sergent blev jeg udstationeret til Artilleriets Befalingsmandsskole i Ringsted. Her var lidt langt at køre hver dag på motorcykel, særligt da det blev vinter. Jeg fandt en lejlighed på Søvej i Borup på Midtsjælland. Indskud måtte vi låne i Sjællandske Bank. Huslejen, troede vi, at vi kunne klare med min løn. Lilian skulle jo også se lejligheden. Ricard syntes at vi skulle låne hans helt nye folkevogn til turen og det tog vi med glæde i mod. Lillian turde jo ikke køre med på motorcykel. Efter vi havde set lejligheden besluttede vi endeligt at flytte ned på Midtsjælland.

Belgisk Sarolea, 500 ccm købt for kr. 500,00 Jeg fik jo en god løn fra forsvaret. Da det var et helt nyt byggeri, var huslejen forholdsvis dyr. Det betød at pengene alligevel blev små og der var ikke penge til bil eller andre fornøjelser.  Efter flere mislykkede forsøg på at finde et fritidsjob, besluttede jeg at starte selvstændigt med reparation af radio og TV. Jeg fik kontakt med en bødker med navnet Nygaard. Han havde i gamle dage haft et saltkammer hvor folk mod betaling kunne få nedsaltet eller opbevaret saltet kød. Det kunne jeg leje for små penge. Der var ingen varme og temmelig langt at bære radio og TV.

Værkstedet kunne kun besøges af kunder om lørdagen hvor jeg havde fri fra forsvaret. Da min værnepligt var slut skulle jeg egentlig starte som værkfører på et værksted i Roskilde i Brants Elektronik. Da jeg ankom, havde han samlet hele familien og personale til et lille velkomst glas. Det viste sig at han ikke havde et radioværksted men en forventning om at jeg ville starte det op. Jeg ville hellere starte mit eget værksted  i Borup så 2 timer efter jeg var mødt kørte jeg hjem igen.

Det startede med knallerter og motorcykler. Jeg restaurerede min første motorcykel, da jeg var 16 år. På daværende tidspunkt var min far ikke med. Jeg købte en NSU FOX 125cm3, som desværre ikke kunne godkendes, grundet at stellet var skævt. Det vidste jeg naturligvis ikke. Far og jeg solgte den til en anden stakkel og fik enVictoria Capri 250 ccmibytte. Det var en god cykel, som jeg havde i 5 år.Jeg kørte dagligt fra Unnerud tilAsnæs gennem Jyderup ved Vig, På et tidspunkt begyndte vi lidt med gamle biler. Jeg startede med en Citroen 2 CV Egentlig var det ikke en rigtig bil, men vi lavede alligevel 2 af slagsen. Vi gav max kr. 500,00 for et vrag. Senere solgte vi køretøjet for ca.kr.5.000,00. Vi brugte ca. kr. 2.000,00 til reservedele. Bl.a. brugte vi siderne fra gamle dybfrysere. Dem fik vi gratis ved produkthandleren. Det røg en del fra malingen,når vi svejsede. Det der var målet, var en bil som den lille Jens i synshallen kunne godkende. Jeg havde været til syn med flere motorcykler og havde derved lært, at spurgte man Jens til råds, kunne han ofte rode sig ud i lange forklaringer og derved glemme et eller andet problem, som vi ikke var så glade for, at han skulle se.

Jeg havde på et tidspunkt 3 NSU Max motorcykler og kun 1 sæt papirer, der ikke passede til cyklerne.

Jeg lånte på Ruwel fabrikken noget værktøj. som vi kunne hugge nye numre med.

Det gjorde vi så. Da Jens så skulle syne køretøjet, kunne vi i førsteomgang ikke finde stelnummeret, Jeg ledte med og lige pludselig fandt jeg nummeret. Da jeg så kom fra synshallen med godkendt motorcykel sendte jeg min far over på motorkontoret for at hente nummerpladerne. Efter lidt ventetid kommer de ud og fortæller far, at cyklen ikke er afmeldt og i hans computer kører den endnu. Det gør den bestemt ikke den står her uden for døren.

Efter yderlige ventetid blev de enige om, at det var den gamle toldattest, der ikke var afleveret. Far nåede at få røde ører, men han fik nummerpladerne.

Det var min hensigt at samlehele NSU serien af motorcykler. Jeg havde NSU Consul, Max og Lux. Jeg manglede 2 NSU Fox 125 ccm firetakt og 2 takt.

I 1981 kørte jeg galt med en NSU Max ved ”Skovgården” i Ledstrup. Jeg fik 3 brud på rygsøjlen og beskadiget mine nyrer. Jeg blev i ambulance kørt på skadestuen på Nykøbing Sygehus. Desværre var det fredag aften og vi havde drukket fyraftenøl på Ruwel. Derefter kørte jeg til Egebjerg for at reparere timeren på en vaskemaskine. Da jeg var færdig bliver jeg budt en øl som jeg takkede nej til. Konen og jeg deler så en, og derefter kørte jeg desværre galt. I ambulancen regnede vi på antal genstande, og vi fandt frem til, at jeg lige kunne klare en spiritusprøve. Det var en sød sygeplejerske Gerda, der klippede mit tøj af. Jeg arbejdede sammen med hendes mand. Pludselig kom betjent Hansen, og spurgte med sin dybe stemme ”er der spiritus her”??? Nej, siger Gerda, han arbejder sammen med min mand. Nå så er alt jo godt, siger Hansen og stopper sin lille notesbog tilbage i lommen. Først ca. kl. 23.00 kommer der 2 betjente op til den seng på sygehuset, hvor jeg lå. Ved du, hvorfor du er kørt galt ?? Det vidste jeg ikke. Jeg var vant til at køre i det sving og vidste, at jeg kunne køre ca. 60 km i timen. Men lige den aften havde en lastbil tabt bundkaret og vejen var smurt ind i olie. Motorcyklen blev totalskadet og jeg fik 3 uger på sygehuset. Lægerne lovede mig, når jeg kunne rejse mig og sætte mig på en stol uden hjælp, ville de udskrive mig. Jeg arbejdede på det tidspunkt på Ruwel i Nykøbing. Der havde jeg produktansvaret for IBM printplader. Jeg talte selv med IBM i Sindenfingen i Sydtyskland, og når de sagde farvel, sagde de Grüss Gott, og jeg gik derfor ind til direktøren og spurgte, om hvem de havde sagt jeg var. Inden Ruwel var jeg bestyrer i Swartzbach radio i Asnæs Centeret. Arne Swartzbach og jeg havde begge været i lære i Bybjerg Radio. Vi blev desværre ret hurtigt uvenner. Swartzbach var meget syg på det tidspunkt, og var derfor meget svær at omgås. Fritiden gik med renovering af gamle biler og motorcykler i fars garage i Unnerud.

På et tidspunkt i 1981 besluttede jeg at starte mit eget serviceværksted. Jeg lejede et lokale i Algade 38 i gården. Der kom ret hurtigt kunder. Lige i starten kørte jeg om aftenen, ned til Sorø Radio og tjente de penge jeg manglede i indtjening fra Nielsen Radio og TV Service. Vi fik en levevej med radio og TV service. Jeg købte en adskilt Citroen Ami for kr.500,00. Det  blev, efter en del arbejde, min første servicevogn.

Lilian var kassedame i brugsen og fremtiden så lovende ud. Så sker der noget uventet. 2. Juledag 1983 dør mor da de spiser til aften. Hun når at sige til far at hun bliver dårlig og går i seng. Da far et øjeblik efter kommer ind med et glas vand var hun død.

Det var en ny tilværelse for far. Han glemte ofte at mor var væk . Vi blev hurtigt klar over at det ikke var det rigtige for ham at blive i det hus, hvor de havde gået sammen i så mange år. Efter vi havde set på alle de huse der var til salg på det tidspunkt opdagede vi at enten var der ikke mulighed for et hobbyværksted eller hvis der var, havde han ikke råd til at købe det. Jeg besluttede derfor at han skulle købe et hus, hvor jeg også kunne være med mit værksted.

Det blev rigtig godt for begge. Jeg flyttede værkstedet ud i kælderen på Rørvigvej 26 og indrettede mig på ca. halvdelen. Far hjalp med forskelligt og var således ikke alene om dagen. Vi havde glæde af hinanden på en god måde. Vores hobby med gamle biler og motorcykler måtte vi opgive da far havde solgt huset i Unnerud. Så sker der det at far, ønskede at flytte sammen med Mary Larsen. De havde som ægtepar spillet kort en gang om ugen og var begge blevet alene alt for tidligt. Far ville så leje huset ud. Sådan blev det ikke. Vi solgte huset på Egebjergvej og købte huset på Rørvigvej. Det blev et godt værksted og jeg manglede aldrig arbejde. Sådan kørte vi radio og tv service til 1987. Så lagde vi vores værksted sammen med Møller Radio. De kunne ikke få overskud fra deres værksted og pålagde mig at skabe et overskud. Jeg fyrede 2 mand og fik min egen pengekasse. Det kom til at virke. Men jeg kunne ikke klare arbejdet alene.