Hillerød er en by med 35.357 indbyggere (2022), beliggende centralt i Nordsjælland. Den er administrativt hovedsæde for Region Hovedstaden og fjerdestørste by i denne del af Sjælland efter København, Hørsholm og Helsingør.
Hillerød, Frederiksborg Slotssogn, Lynge-Frederiksborg herred, Frederiksborg amt.
Bynavnet Hillerød er sammensat af to led, hvor Hildis er et gammelt dansk mandsnavn, og -rød betyder “rydning” (hvor skoven er fældet og ryddet for at give plads til bebyggelse). Navnet kan tolkes som “Hildis rydning”.
En tidligere mistolkning førte til, at byvåbnet indeholder et hyldetræ. Den tidligere Frederiksborg Slotssogns Kommune havde en frederiksborghest som våben.
Historie
I stenalderen bestod landskabet i Hillerøds sydlige udkant af små tørre høje og fugtige lavninger, et dødislandskab med en lille sø. Før anlæggelsen af det nye sygehus blev der foretaget udgravninget og afdækket bopladser fra yngre stenalder og jernalder med huse, gruber, affald og tørvegrave. Dertil kommer offerfund fra begge perioder. Udgravninger fandt det nordsjællandske mønster med beboelse på de tørre forhøjninger. Træstammer fungerede som gangbroer over de fugtige lavninger, mens trædesten og brolægning lettede færdselen. Et menneskeoffer er kommet for dagen, en ung mand dræbt for 5.500 år siden med skud af et spyd og økseslag i baghovedet, et ritual, der genkendes fra andre moselig. Den kemiske sammensætning i Sjællands moser adskiller sig fra mange af de jyske moser, så alle bløddele er forsvundet, men der er tale om et særdeles velbevaret skeletmateriale. Fra jernalderen er der fundet 20 huse i Salpetermosen og flere brønde.
Byen Hillerøds historie går egentlig ikke længere tilbage end til Christian 4.s tid. Tidligere lå der kun en lille landsby, Ilskjøb. Ved et mageskifte i 1560 kom den tillige med Hillerødsholm i Frederik 2.s besiddelse, og ved Frederiksborg Slots opførelse har byen måske fået navnet Hillerød. En af Frederik 2. i 1568 her stiftet skole blev allerede 1585 forflyttet til Sorø Kloster, “da man fornam, at Omgang med Hof-Betjentene gjorde Stedet mindre bekvem til Studeringer”.
Ifølge kongeligt reskript af 6. april 1606 fik 12 gårde i Hillerød fri benyttelse af hele det jordareal, som lå mellem “Slottets Kirkegaard” (senere torvet) og Præstevangen, “imod at modtage til Logis og Opvartning det kongelige Herskabs og de fremmede Gesandters Domestikker og Tjenerskab, naar de i kongeligt Ærinde komme til Frederiksborg.” Denne forpligtelse blev dog med tiden vanskelig at opfylde for borgerne, hvorfor slotskroen blev opført for kongelig regning, og byens ovennævnte forpligtelse, men rigtignok også dens ret til handel med spirituosa og navnlig brugen af det ovennævnte jordareal (“Krovangen”) blev henlagt til denne. Senere gik dette areal (“Vognmandsjorderne”) i årene 1728—29 over til vognmandslavet i Hillerød til benyttelse (ikke til eje); senere gik disse jorder atter over til staten.
Hvornår Hillerød egentlig blev købstad, vides ikke; ved købstædernes matrikulering 1660 var Hillerød ikke nævnt i den almindelige befaling, men blev medtaget ifølge et særligt kongeligt reskript af 26. februar 1661. I 1680 fik Hillerød sin første byfoged, tidligere var den eneste underøvrighed en ridefoged, der stod under den kongelige forvalter og lensmanden på Frederiksborg, først efter kroens ophævelse i 1732 fik byen hjemmel for fri udøvelse af fuldstændig købstadsnæring.
I årene 1581 — 1623 er der efter sigende slået mønt i Frederiksborg.
I årene 1620—22 opførtes en kirke i Hillerød, men den var kun lille og af bindingsværk, og så dårligt bygget, at den blæste om i en storm få år efter (vistnok 25. november 1625), hvorefter menigheden fik lov til at holde gudstjeneste i en af staldbygningerne ved slottet og fra omkring 1630 blev henvist til slotskirken, som fra først vist kun var bestemt for hoffet og slottets beboere. Slotspræsterne boede på slottet; først 1655, da Nørre Herlev blev føjet til som anneks, blev præstekaldet ordnet i sin senere skikkelse.
Under enevælden
Hillerød havde også fra gammel tid haft ret til at holde 24 køer på græs i Gribskov, men ved året 1770 ønskede staten at afløse græsningsretten mod at overlade byen ca. 288 tdr. ld. af Grønholt Overdrev. Byen krævede imidlertid yderligere 100 læs gærdsel af skoven til indhegning, men fik sluttelig i stedet udvist tørvemasse til 100 læs årlig i Store Dyrehave, hvilke uddeltes blandt byens grundejere, og ligeledes udstykkedes de 288 td. ld. til grundejerne i forhold til ejendommenes størrelse. Allerede omkring 1799 ønskede dog staten at fritages for tørveleverancen i Store Dyrehave og gav som erstatning omkring 130 td. ld. af stutterijorderne, “Holmene”, imod en årlig afgift af 290 rigsdaler til staten.
Indtil 1846—47 var der ingen kommunale skatter pålignede i Hillerød på grund af de temmelig betydelige særlige indtægter (nettoindtægten af Holmene og forpagtningsafgiften af et areal til venstre for Frederiksborgvejen, nemlig den såkaldte Piskerbakke eller Frydensbergslette, senere under Hillerødsholm), som tilflød byens kasse på den konto, hvoraf de særlige udgifter, der påhvilede grundejendommene, skulle afholdes. Byen har lidt meget, dels ved pesten, som rasede der 1654 og 1655 (1658—59 var den besat af de svenske tropper), ligesom den også var der 1711, dog kun i mindre grad, dels ved ildebrand, således 1698, 1733 og natten 10—11. maj 1834, hvilken sidste brand især bidrog til helt at forandre byens udseende.
Ved Hillerøds første industrivirksomhed i 1753 fik man brug for tørvebrænde til salpeterværket, hvor Frederik 5. planlagde at fremstille sit eget salpeter. Tørven kom fra Tranemosen i Hillerøds sydlige udkant; snart kom den til at hedde Salpetermosen.
I det 19. århundrede udvidede byen sig ret meget, først vest for søen lige op til slottet, og senere, efter at jernbanen var kommet, mod sydøst, hvor der opstod et helt nyt kvarter. Ligesom Hillerød skylder slottet sin herkomst, har det også senere stadig været det, der har givet byen dens vigtigste tiltrækning og en del af dens velstand. I årene 1849—59 boede Frederik 7. jævnlig på Frederiksborg, og den store brand i december 1859 afstedkom derfor et ikke ringe tab for den lille by, men genopførelsen af slottet skaffede byen en del arbejde, og siden øvede det genoprejste slot med sit nationalhistoriske museum endnu mere tiltrækning end før.
I Hillerød fødtes 1805 biskop P.C. Kierkegaard.
Brande sammen med nedrivning af gamle huse i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede betyder, at der kun er meget få historiske huse tilbage i byen. Den gamle provinsbys udseende kan dog stadig opleves i den ene side af Bakkegade og i området omkring Nyhuse.
Kilder: wikipedia