Velkommen - Jespers Mysterier

Jespers Mysterier

I den digitale tidsalder er ingen hemmeligheder sikre.

Velkommen til Jespers Mysterier – den digitale spændingsserie, der følger Jespers liv i en verden af krypterede filer, magtfulde konspirationer og arvede hemmeligheder.

Mød Jesper, en ung computer-nørd med flair for gamle systemer, der er opvokset i skyggen af sin forsvundne far. Da Jesper begynder at dechifrere faderens livsværk, trækkes han ind i et spil, hvor teknologi og spionage mødes. Hver kode, han knækker, afslører ikke kun en ny sandhed, men starter også en ny jagt.

Følg Jesper, når han må bruge sit hacker-geni til at overleve systemer, der er designet til at fange ham, og opklare mysterierne, der har kostet hans familie alt.

Den første bog, “Jesper og den sidste forbindelse,” består af 15 kapitler og udgives i løbet af vinteren 2025/2026. I januar 2026 kommer opfølgeren, “Jesper og den Fantastiske Glitch.”

Kapitel 5 – Den Glemte Frekvens

Jesper og den Sidste Forbindelse
Kapitel 5 – Den Glemte Frekvens

Skrevet af Jens Greiersen

Jytte parkerede Volvoen i skovkanten med en præcision, der afslørede årtiers rutine i at skjule et køretøj. Motoren blev slukket, og stilheden, der fulgte, føltes øjeblikkeligt tung. De sad et øjeblik. Observatoriet, en gammel, rund kuppelbygning, lå skjult mellem fyrretræerne, et godt stykke nede ad den tilgroede grusvej.

Kuplen rejste sig mørk og truende mod den sorte nattehimmel, hvor en tynd måne hang i den kølige nat. Den lignede et tårn bygget til at observere fjerne stjerner, en arkitektonisk hilsen til astronomi. Men Jesper vidste nu, efter at have dykket ned i Gerts arkiver, at dens udseende var en stor løgn. Dens oprindelige formål var præcis det modsatte: at se ned. Det var ikke et observatorium, men et lyttekammer, bygget til at opfange og kortlægge hver eneste radiosignatur og elektroniske hvisken – en skræmmende tanke, der gjorde luften koldere.

Jytte tog en lille lommelygte frem. Den gav kun en dæmpet, rødlig stråle, og hun nikkede mod det ydre hegn.

Indtrængningen var ikke den teknologiske udfordring, de havde forventet. De sneg sig gennem det ydre, tætte hegn, som var dækket af vilde roser og brombær. Observatoriet var ikke sikret med de moderne hegn, som er svære at komme forbi, heller ikke digitale kameraer, som dem Jesper kendte fra TechSys. Det var en fejlberegning fra deres side; de havde moderniseret alt – undtagen det sted, de mente, ingen ville vende tilbage til.

I stedet var der et utal af gamle, fysiske fælder. Hver bevægelse var et strategisk valg. Jytte bevægede sig med en uhyggelig, lydløs ynde, der mindede Jesper om hendes tidligere liv i efterretningstjenesten. Hun undgik løse fliser i jorden, tykke, jordbundne kabler, der fungerede som snubletråde, og rustne låger, der næsten larmede af sig selv, blot de mærkede et åndedrag. De fysiske fælder var sværere at gennemskue end et computersystem, fordi de krævede intuition og fysisk erfaring. Jyttes gamle, indgroede træning fik dem igennem det mørke terræn, skridt for skridt.

“De stoler på to ting,” hviskede Jytte, hendes stemme så dæmpet, at den næsten forsvandt i natteluften. Hun stoppede op, da de nåede tårnets kolde, massive ydermur og lyttede. “For det første: at ingen vil lede efter fysiske beviser i et digitalt spor. De har fjernet al digital adgang, men efterladt det fysiske arkiv.”

Jesper nikkede. Han forstod logikken i, at de stolede på gamle fælder. “Og for det andet?”

“De stoler på, at selv hvis man finder beviset,” fortsatte hun og pegede på et smalt, uoplyst vindue højt oppe, “at ingen kan tænde den gamle computer. De har nemlig afbrudt den fra byens almindelige strømnet.” “Den kan kun køre på sin egen gamle nødgenerator,” forklarede Jytte. “Og den kræver en særlig nøgle for at starte.”

Kontrolrummet

Jytte fikserede den smalle servicelåge på Observatoriets bagside og trak et diskret dirkesæt frem. Med hurtige, vant bevægelser lykkedes det hende at lirke låsen op. De listede ind. Luften herinde var øjeblikkeligt koldere og tungere, fyldt med lugten af fugt, forfalden beton og forældet elektronik. Det var lugten af hemmeligheder og en fortid, der var blevet forseglet.

De fandt kontrolrummet på første etage. Det var et stort, rundt rum, domineret af den enorme, forældede teleskopmekanisme i midten. Selve teleskopet var kun en tom skal nu, en stor, rusten ring monteret på gulvet, der engang havde holdt det parabol-lignende lytteudstyr. Rundt om i rummet stod rækker af tunge, beige computer-skriveborde – arbejdsstationer fra slutningen af 80’erne, alle dækket af et tykt lag støv som en hilsen fra historien.

Jytte pegede på et stålskab i væggen, der lignede et gammelt arkiv. Hun åbnede skabet; inden i stod en massiv, beige computer, der var bygget ind i selve skabet – den gamle server. Den var tung, men ikke låst. “Indeksnøglen til Den Glemte Frekvens er gemt i den her servers harddisk,” hviskede hun. “Den stod her, dengang jeg blev tvunget ud. Det er det eneste, de ikke kunne få med sig i hastværket.”

Jesper placerede sin Omnis-computer på det støvede skrivebord og tilsluttede den til den gamle, beige maskine via en specialfremstillet parallelport-adapter, som han havde fundet blandt Gerts gamle ting. Han så med det samme, at den indeholdt et streamer-tape drev – et antikt medium til datalagring, som kun få i dag kendte til.

“Ingen strøm,” konstaterede Jesper tørt. Han trykkede på den gulnede tænd/sluk-knap – først én gang, så to. Intet skete. Ikke ét lys, ingen summen, intet klik fra blæserne. Den beige boks forblev fuldstændig tavs. “Den er klinisk død,” sagde han frustreret. “Den er fuldstændig afbrudt fra alt.”

Jyttes ansigtsudtryk blev strammere. “Serveren er bygget til at køre på sit eget lukkede netværk, designet til at overleve alt, inklusiv strømsvigt i lokalområdet,” forklarede hun. “Den får strøm fra en nødgenerator i kælderen. Men den skal genaktiveres manuelt med en mekanisk nøgle. Den nøgle forsvandt, da jeg gik på ‘pension’.”

Bypass-Nøglen

Jesper trak en dyb indånding. Han huskede Gerts håndværker-dagbog og den filosofi, den indeholdt: Gert smed aldrig noget væk, han genbrugte det. Gert hadede standardprocedurer og elskede fysiske back-ups. Han åbnede Omnis-computeren og begyndte at taste. Lyden af fingre på det gamle tastatur – som klikkede højt i det forladte rum – føltes fremmed. Han indtastede en kompliceret søgekommando:

OMNIS ARCHIVE /GERT /DIAGRAM /OBSERVATORIET

Systemet brugte de sidste fragmenter af data fra TechSys A/S til at finde Gerts gamle reparationslogfiler for netop dette sted.

På Omnis-computerens skærm dukkede en grov, håndtegnet skitse af observatoriets kælder op. Den var skriblet på en serviet og derefter scannet ind. Jesper forstørrede et område ved siden af nødgeneratoren. Her havde Gert med sin sirlige håndskrift noteret: “Bypass Kredsløb – Nøgle: Minolta.”

Jesper løftede blikket. Jyttes øjne var store af forundring. “Mormor, jeg har en idé,” sagde han. “Gert efterlod ikke en almindelig metalnøgle. Nøglen til at tænde generatoren er gemt et sted, der kun giver mening for Gert.”

Jesper hentede det tunge Minolta-kamera frem, det han skulle bruge til at “bruge sine øjne” med. Han vendte kameraet og åbnede det lille dæksel til batterirummet i bunden. Indeni, klemt fast bag batterierne, lå et specielt fremstillet stykke kobberledning, omhyggeligt bøjet og formet som en lille U-bøjle. Det var forseglet med et tyndt lag harpiks.

“Gert vidste, at den mekaniske nøgle ville blive væk eller taget,” forklarede Jesper, følelsesmæssigt berørt af sin fars genialitet. “Han lavede en elektrisk bypass-nøgle og gemte den i det kamera, jeg skulle ‘bruge mine øjne’ med. Kameraet var koden, kobberet var nøglen.”

Jytte kiggede imponeret på Jesper, men også med et vemodigt smil. Det var den slags genialitet, kun hendes svigersøn kunne finde på. En teknisk løsning camoufleret som en sentimental genstand.

Protokol 87

Jesper løb ned i den mørke kælder. Nødgeneratoren var en massiv, oliedryppende maskine, der føltes ældre end bygningen selv. Han fandt det mekaniske kredsløb og brugte Gerts kobber-nøgle til at kortslutte det manuelle relæ. Med et højt, brummende sug og et kraftigt klik vågnede generatoren til live. Det var ikke en ren lyd, men lyden af rå, gammel energi.

Da Jesper kom tilbage til kontrolrummet, lyste den gamle computer op med et svagt, grønligt skær. Streamer-tape drevet begyndte at spinne. Jesper ventede kun et øjeblik, før han initierede adgangen. Han havde fået adgang til filen, der indeholdt Den Glemte Frekvens.

Men hans triumf var kort, og rummets atmosfære faldt øjeblikkeligt til nulpunktet. Ligesom i TechSys A/S var filen ikke åben. Den lysegrønne skærm viste den stædige, umulige besked, der lyste som et neon-skilt i mørket:

ACCESS DENIED: PROTOKOL 87 ACTIVE

Jesper kiggede på Jytte. Han havde fundet den digitale bro, han havde fundet strømmen, men han manglede stadig det personlige password, der krævede den sandhed, Jytte havde forsøgt at begrave i årtier. Han havde brug for selve kernen af hendes fortid.

END OF CHAPTER // SYSTEM STANDBY // WAITING FOR NEXT INPUT