Kapitel 4 – Mormors sag

Jesper og Versionerne
Kapitel 4 – Mormors sag

Skrevet af Jens Greiersen

Jesper cyklede gennem den kolde eftermiddagsluft. Novembervinden bed i kinderne, og han trak jakken tættere om sig. Han cyklede væk fra skolen og Thomas’ nyfundne begejstring for mysteriet, men han kunne ikke ryste tanken om Ida og Thomas’ beviser af sig. Han havde ikke sagt til Ida eller Thomas, hvor han skulle hen – men han vidste, at hvis nogen kunne hjælpe ham med at forstå, så var det mormor Jytte.

Huset lå som altid stille i villakvarteret, med gardinerne trukket halvt for og en svag duft af kaffe, gamle bøger og møbelvoks, der sivede ud, da han trådte ind. Huset var et fristed, et sted hvor tiden stod stille, og han kunne mærke, hvordan han instinktivt slappede af. Han hang sin jakke på den sædvanlige knage, en lille rutine, der stod i skarp kontrast til det kaos, han følte indeni. “Jesper,” sagde hun med et smil, da han kom ind i stuen. Hun sad i en lænestol ved vinduet, hendes holdning var rank og stærk, og hendes øjne var stadig skarpe og observante, præcis som dengang hun var betjent. “Du ser ud som en, der har noget på hjertet.”

Jesper satte sig i den gamle lænestol, hvor han altid havde siddet som barn. Han klamrede sig til armlænene. “Mormor… har du nogensinde haft en sag, der ikke gav mening?”

Jytte så på ham, og hendes øjne blev smalle. Den skarpsindighed, han kendte fra hendes tid som betjent, var intakt. Hun rejste sig langsomt, gik hen til reolen med sine sirligt organiserede mapper og trak en slidt mappe frem. Hun lagde den på bordet foran ham. “Der var en sag,” sagde hun stille. “En dreng, for tyve år siden. Han forsvandt, men kom tilbage efter tre dage. Han sagde, han kom fra ‘Version 3’. Ingen troede på ham. Vi skrev det som fantasi. Men jeg har aldrig glemt det.”

Jesper åbnede mappen. Inde i lå gamle rapporter, gulnede papirer og et foto af en dreng med mørkt hår og alvorlige øjne. Under billedet stod der: Henrik, 12 år. Jytte forklarede: “Henrik beskrev et sted, hvor mennesker var flade og kedelige – han sagde, at de var programmerede. Det, der fik mig til at gemme mappen, var, at han beskrev en konstant, udefinerbar, tør lyd, som han kaldte ‘knitren’.”

Jesper gispede stille. Han kunne mærke, hvordan hans fingre klamrede sig til det gamle papir. På bordet blinkede Omnis‑computeren svagt. Den lå i lommen i hans taske, men dens skærm, der vendte mod ham, lyste op. Skærmen viste en linje:

 // arkiv match // Henrik // Version 3

Jesper gispede stille. Omnis-computeren havde genkendt navnet, og den matchede det øjeblikkeligt med Version 3, som om den allerede havde gemt det et sted i sit system. Han vidste, at Omnis umuligt havde kunne tilgå den gamle, lukkede politisag via almindelige kanaler. Dette var et internt match, viden, som computeren gemte i sin kerne. Han indså, at den viden, han søgte, allerede var i Omnis.

“Han sagde, at vores verden ikke var den rigtige,” fortsatte Jytte. “At der fandtes andre – nogle smukkere, nogle mørkere. Han beskrev steder, vi ikke kunne finde. Og så… blev han normal igen. Som om han havde glemt det.” Jytte lagde vægt på ordet ‘glemt’, hendes blik var fast.

Jesper mærkede kulden i rummet, selvom radiatoren knitrede. “Mormor… jeg tror, jeg har set det. Eller i hvert fald noget af det. Og Ida drømte det. Thomas hørte det.”

Hun så på ham, og hendes blik var skarpt. “Så er det ikke bare fantasi, Jesper. Hvis du har set det, og hvis Ida har drømt det, og I nu har fundet den gamle sag… så er der noget, der binder jer sammen.”

Jesper nikkede langsomt. Han vidste, at han ikke kunne gå tilbage nu.

“Men husk,” sagde Jytte og lagde hånden på hans. Hendes greb var fast og advarende. “Hvis der findes versioner, så findes der også nogen, der vil skjule dem. Nogen, der kom efter Henrik og lukkede sagen ned for hurtigt, fordi de var alt for interesserede i detaljerne. Pas på, Jesper.”

Jesper så ned på billedet af Henrik. Drengens øjne virkede til at stirre tilbage på ham, som om de vidste noget, Jesper endnu ikke forstod. Han følte ikke længere, at han var en detektiv, men han var et mål.

Omnis-computerens skærm glødede igen, og en ny linje dukkede frem:

 // sag registreret // Henrik // status: uafklaret

Jesper følte, at computeren havde taget sagen ind som sin egen. Som om Henrik nu var en del af dens arkiv, en brik i et større puslespil.

Han lukkede mappen langsomt, mens duften af kaffe stadig hang i luften. Jytte satte sig tilbage i stolen og så på ham med et blik, der rummede både kærlighed og bekymring. Jesper vidste, at hun havde givet ham mere end en historie. Hun havde givet ham en advarsel.

Omnis-computeren stod stille på bordet, men Jesper kunne mærke dens nærvær. Som om den allerede havde besluttet, at Henrik ikke skulle glemmes igen.