Kapitel 4 – Den store jagt

Jesper og Løvkær-missionen
Kapitel 4 – Den store jagt

Skrevet af Jens Greiersen

Bilen standsede brat. Lysene fra vagtbilen skar gennem mørket og fangede en skikkelse, der løb mellem træerne. Soldaterne sprang ud og løb efter. En af dem råbte: ” Stå stille, eller jeg skyder!”

Jesper og Thomas blev siddende i bilen, som de havde fået besked på.

Jesper stirrede på sin Omnis-computers skærm. Flere punkter blev registreret. Bevægelse i flere retninger. Han zoomede ind. Sektor 4. Sektor 7. Sektor 9.

“De splitter op,” sagde han.

Thomas rystede. “Er det banditter, eller er det…”

Jesper afbrød: “Det er ikke en øvelse, Thomas.”

Det var som om det først nu gik op for Thomas, hvad det egentlig var, der skete.

Thomas mærkede en kulde brede sig i brystet. Det her var ikke som de træningsscenarier, han havde læst om. Det var virkeligt – og farligt.

Soldaten, som tidligere havde talt med Jesper, kom tilbage til bilen og åbnede døren. Han trak vejret dybt. “Vi har brug for jeres øjne. Du med computeren – hvad ser du, præcist?”

Jesper tøvede, men vendte skærmen mod ham. “Tre grupper. To bevæger sig hurtigt, den tredje holder position ved bunkeren i sektor 9 – den med den tilmurede indgang.”

Soldaten nikkede, og hans øjne blev skarpe. Han talte hurtigt i radioen. Der var kommet flere biler og soldater til.

“Hold to – mod bunkeren i sektor 7. Vigtigst! Hold tre – sektor 4. Vi tager sektor 9, den stationære gruppe ved Løvkær Skovs udkant.”

De kørte hurtigt mod sektor 9. Forlygterne blev slukket, og bilen blev parkeret i kanten af skovstien.

Soldaterne sprang ud. Jesper og Thomas blev bedt om at følge med. Ikke som soldater – men som observatører.

De fik udleveret lommelygter og blev placeret bag en jordvold med udsyn til den gamle betonbygning: bunkeren i sektor 9.

Skovbunden var fugtig og dækket af visne blade. Den gamle betonbygning lå halvt skjult bag krat og mørke. En svag lugt af jord hang i luften, og stilheden blev kun brudt af soldaternes dæmpede stemmer over radioen.

“Hold jer lavt,” sagde soldaten. “Hvis nogen kommer ud, råb. Og du,” han pegede på Jesper, “hold din scanner kørende. Meld alt nyt.”

Han rakte Jesper en radio – kompakt, men robust, med antenne og knitrende baggrundsstøj.

Jesper holdt sin Omnis-computer tæt og stirrede intenst på skærmen. Den begyndte at flimre – der var forstyrrelser.

Det var ikke bevægelse, men en ny frekvens. En ukendt, pulserende kode, der kørte udenom Forsvarets normale kommunikationsbånd.

Jesper tastede hurtigt. Frekvensen skiftede mønster – ikke tilfældigt, men som om den svarede på noget. Han genkendte fragmenter af en protokol, han kun havde set i gamle militære databaser. Det her var avanceret.

“Der er noget her,” sagde han. “Noget… skjult. Et datapakkesignal på en krypteret UHF-båndbredde.”

Thomas stirrede. “Hvad mener du? Er det de tyveknægte, der taler?” Hans stemme rystede, mens han stirrede mod bunkeren.

“Det er ikke stemmer. Det er data. Ikke en fejl – det her er med vilje. En målrettet transmission. Som om nogen overfører en stor datamængde… og det går stærkt.”

Pludselig lød der et brag. En dør blev sparket op – ikke den tilmurede, men en skjult bagved. To personer løb ud af bunkeren og flygtede.

Soldaterne råbte inde fra bygningen: “Fjende i flugt, indled forfølgelse. Anmoder om tilladelse til fuld kontakt.” Svaret kom hurtigt over radioen: “Tilladelse givet.”

Jesper og Thomas rejste sig instinktivt. Pulsen steg, og de mærkede spændingen i hele kroppen.

Soldaterne kom hurtigt ud af bunkeren.

“Der!” råbte Jesper og pegede. “Mod skoven! De løber mod udkanten af øvelsesområdet – væk fra sektor 9.”

Soldaterne satte efter dem. Jesper og Thomas blev stående.

Omnis-computeren viste stadig signalet tydeligt. Det var ikke forsvundet, selvom bunkeren var tom.

Det var… flyttet. Den pulserende frekvens bevægede sig nu hurtigt mod udkanten af skoven – præcis der, hvor den tredje gruppe var flygtet hen.

“De har noget med sig,” sagde Jesper. “Noget der stadig sender. De tog det, der var i bunkeren, med sig da de løb.”

Thomas så på ham. “Tror du, det er en del af indbruddet?” Han virkede mere rolig nu.

Jesper nikkede, mens han analyserede pakkens størrelse. “Det er ikke bare tyveri. Det er kommunikation – eller overførsel af information. Og jeg tror, det er det, de kom efter.”

Jesper fulgte signalets bevægelse på skærmen, indtil det forsvandt bag en digital afskærmning. Han vidste, at det ikke var slut – kun skjult. Bag ham talte soldaterne hurtigt i radioen, og der blev givet nye ordrer. En patrulje var allerede sendt ud for at afskære flugtvejen. Thomas sagde ikke noget. Han stirrede mod skoven, hvor mørket stadig lå tungt. Jesper slukkede sin Omnis-computer og rejste sig. “De bliver ikke væk,” sagde han lavt. “Ikke med det, de har med sig.” En af soldaterne nikkede og pegede mod vagtbilen, der nu var ved at vende. Morgenen nærmede sig.