Kapitel 3 – Nattevagt og Alarm

Jesper og Løvkær-missionen
Kapitel 3 – Nattevagt og Alarm

Skrevet af Jens Greiersen

Det var mørkt på kasernen. Ikke bare mørkt, men tungt, stille. Jesper og Thomas havde fået besked på at møde i vagtstuen klokken 23:00. De havde uniformerne på, men ingen våben. Praktikanter måtte ikke bære noget.

Vagtstuen var ikke stor. Langs væggen mod porten, under et bredt vindue, stod et bord med overvågningsskærme. To soldater sad der – den ene ung og træt, den anden ældre med et skarpt blik – og holdt øje med skærmene. Midt i rummet stod et andet bord, oplyst af en grå lampe, hvor en tredje soldat skrev i en logbog. Jesper og Thomas blev henvist til en bænk bagerst i lokalet.

“Hold jer vågne,” sagde den ældre soldat. “Det er det vigtigste.”

“Ja, ja, det skal vi nok,” sagde Thomas og forsøgte at lyde afslappet. Jesper nikkede bare.

Soldaten kastede et kort blik på dem. Der var noget i deres uformelle måde at svare på, der fik ham til at hæve et øjenbryn – men han sagde ikke noget.

Jesper havde smuglet sin Omnis-computer med. Den lå i skuldertasken, slukket, men klar. Han vidste, det var imod reglerne. Men den nagende fornemmelse blev ved – en arv fra det gamle, uløste indbrud, som kørte rundt i hans tanker. Noget ved det virkede stadig hemmeligt.

Han stirrede på de tavse overvågningsskærme. De viste kun mørke, stjernebelyste silhuetter af hegn, bygninger og de gamle radartårne i det fjerne. Han stolede mere på det lukkede Omnis-system end på militærets overvågning.

Efter de havde siddet på bænken et stykke tid – det føltes som meget lang tid, bare at sidde der og stirre ud i mørket – rejste den ældre soldat sig og strakte ryggen.

“Vi må hellere få sat jer lidt ind i, hvad vi laver her,” sagde han og pegede mod overvågningsskærmene. “Vi holder øje med hele kasernen herfra. Kameraerne dækker portene, depotet, værkstederne og hegnene. Men det er ikke nok. Hver time går vi en runde langs ydersiden – tjekker låse, lytter efter lyde, ser efter tegn på aktivitet.”

Han pegede på logbogen på bordet. “Alt bliver skrevet ned. Hver bevægelse, hvert skift, hver observation. Hvis der sker noget, skal vi kunne dokumentere det.”

Thomas nikkede, lidt for ivrigt. Jesper sagde ikke noget, men lyttede. Han lagde mærke til, hvordan den ældre soldat talte med en blanding af rutine og alvor – som om han havde gjort det her hundrede gange, men stadig tog det alvorligt.

“Det meste af tiden sker der ingenting,” sagde soldaten og satte sig igen. “Men det er netop dér, man skal være vågen.”

Klokken 01:17 lød alarmen.

En skarp, digital tone skar gennem rummet, så alle fór sammen. Alle rejste sig. Den ældre soldat råbte: “Indbrud i depotet. Sektor 4, Øvelsesterrænet. Vi rykker ud.”

Med lynets hast fik soldaterne hjelmene på og greb deres geværer.

Thomas snappede efter vejret. Jesper mærkede adrenalinen pumpe og lagde mærke til, at Thomas så skræmt ud.

De blev ført ud til vagtbilen – en Volkswagen Caravelle med skydedør. En soldat satte sig bag rattet, en anden ved siden af ham. Den tredje tog plads lige bag forsæderne ved den åbne skydedør, klar til at hoppe ud. Jesper og Thomas blev skubbet helt ind på det bagerste sæde.

Jesper så, hvordan soldaterne tog ladegreb. Lyden af metal mod metal skar gennem kabinen. Thomas stirrede med store øjne på soldaterne og deres rifler, klar til at hoppe ud ved første tegn på bevægelse.

“Er det… rigtigt? Er det rigtige tyveknægte?” hviskede Thomas. Han var blevet helt bleg.

“Det er ikke en øvelse,” sagde Jesper. Han huskede, hvordan de på skydebanen var blevet instrueret i riflerne – hvordan man brugte løsskydningsforstærker, når der blev skudt med løs ammunition. Her var der ingen.

Bilen kørte med høj fart ud gennem den bagerste port på kasernen og ind i det mørke øvelsesterræn.

Jesper tændte for sin Omnis-computer, skjult i tasken under et tæppe. Skærmen glødede svagt grønt. Han ignorerede Wi-Fi og GPS-protokoller og aktiverede i stedet omnidirektionel frekvensscanning – en funktion, han selv havde kodet til at opfange selv de svageste ikke-digitale signaler.

Øvelsesterrænet lå som en skygge foran dem. Bilen rullede mod sektor 4, hvor alarmen var blevet udløst.

Jesper kiggede på skærmen. “Jeg ser bevægelse ved sektor 4,” sagde han lavt. “Men der er også en svag varmesignatur, der bevæger sig væk fra sektor 4 – mod de gamle bunkere i sektor 7.”

Soldaten ved skydedøren vendte sig. Hans øjne var en smule rystede, og han så forundret på Jesper. “Hvordan ved du det? Vores sensorer fangede kun bevægelse i sektor 4.”

Jesper tøvede. Han kiggede på soldaterne – chaufføren kastede et blik i bakspejlet, og manden ved siden af så også nysgerrigt på ham. Jesper vidste, det var forkert at have sin Omnis-computer med. Han kunne lyve. Men tiden pressede. Det var på tide at sige sandheden.

“Jeg… jeg har en scanner på computeren,” sagde han. “Den bruger andre frekvenser. Den viser, at de splitter op.”

Soldaten ved skydedøren kastede et blik ned på Jespers taske og så det grønne skær fra skærmen. Ingen sagde noget. Stilheden var tungere end før.

Bilen drejede skarpt, og lyskeglerne fangede en skikkelse i mørket – netop der, hvor Jesper havde registreret bevægelse på vej mod sektor 7. En person løb. Soldaterne sprang ud. Jesper og Thomas blev siddende.

Lyden af støvler mod jord. Råb. En lommelygte, der flakkede i mørket som et nervøst øje.

Jesper stirrede på skærmen. Flere punkter blinkede frem – uregelmæssige, spredte. Bevægelse. Ikke én, men flere.

“Der er flere,” sagde han og fastholdt Thomas’ blik.

Thomas rystede. Hans hænder var knyttede, men ustabile. “Vi skulle ikke have været her.”

Jesper nikkede langsomt. Han mærkede pulsen i halsen, den tørre varme i munden. “Men vi er her. Og nu ved de, at vi ved mere, end de troede.”