Kapitel 3 – Thomas’ minde

Jesper og Versionerne
Kapitel 3 – Thomas’ minde

Skrevet af Jens Greiersen

Frikvarteret var næsten slut, og Jesper og Ida sad på bænken ved skolegården. Jesper havde lige fortalt hende mere om natten, om knitringen og det tomme værelse. Ida havde lyttet med en alvor, der matchede hans egen.

Hun havde spurgt til de små ting: Hvordan lugtede det tomme rum? Følte du, at tiden flyttede sig, eller var det kun rummet? Jesper mærkede, hvordan det lettede at dele det med hende.

Luften i skolegården var fugtig, som om regnen havde hængt sig fast i murene. Den var tung og tyk, et slør, der lagde sig over de grå fliser og de slidte mursten. Jesper kunne høre den fjerne summen fra klasserne, en blanding af latter og skramlen, men de lyde føltes fjerne og dæmpede, som om de tilhørte en anden, mere uforstyrret virkelighed. Omkring dem var der en mærkelig, kunstig stilhed, et lille, isoleret hul i skolens larm, skabt af deres fortrolighed. Omnis lå i hans taske, og han kunne mærke dens vægt som en skjult puls.

Så kom Thomas slentrende. Han bar på en halvtom Coca-Cola dåse. Han havde et smil, som om verden aldrig kunne ryste ham. Thomas var rodet, munter og godmodig, en levende, varm kontrast til den dæmpede stemning. Han bevægede sig med en lethed, der irriterede Jesper, fordi den var så uvidende om den hemmelighed, de to bar på. Hans lyse t-shirt og den røde dåse lyste op i den grå fugt. “Hvad så, hemmelighedsklubben?” sagde han og satte sig tungt ved siden af dem.

Thomas tog en slurk og så på dem. “I ser ud som om I har set et spøgelse.”

Jesper kiggede på ham og sagde. “Vi snakker bare.”

Ida tøvede, men Jesper vidste, at Thomas ikke ville lade dem være i fred. Det var bedst at få ham ind i historien nu, før Omnis gjorde det for dem. “Har du nogensinde oplevet noget… mærkeligt?” spurgte Jesper.

Thomas grinede. Han lo højt, og lyden af den latter, der var så jordnær, brød den spændte stilhed. “Mærkeligt? Som da vi var i praktik og den gamle mand sagde, vi ikke var de rigtige?” Jesper stivnede. Hans vejrtrækning blev kort. “Hvad sagde du?” Thomas trak på skuldrene. “Kan du ikke huske det? Vi stod i det der klamme, kolde depot, der lugtede af gammel metal og brændt elektronik. Vi skulle hente den der specielle kommunikationsboks til køretøjet.” Han pegede på Jesper. “Og han kiggede på os og sagde: ‘Hvorfor er I her? I er jo ikke de rigtige versioner af drengene, der skulle have den boks.’ Jeg troede bare, han var tosset, og at han mente en anden praktikgruppe.” Thomas færdiggjorde sin sodavand og smed flasken i skraldespanden. ”Jeg glemte det med det samme, indtil nu.”

Jesper mærkede et svagt lys fra tasken, hvor Omnis-computeren lå. Han trak den frem, og på skærmen blinkede en linje:

 // input registreret // version mismatch

Ordene forsvandt igen, men Jesper vidste, at Omnis, via sin sensitive mikrofon i kabinettet, havde hørt og kategoriseret Thomas’ minde. Det var nu det tredje uafhængige bevis: et auditivt bevis, et drømme-bevis og et fysisk bevis på en anden Version af den verden de kendte.

Ida så på Jesper, og Jesper mærkede kulden løbe ned ad ryggen. Det var en kold bekræftelse, at deres frygt var delt, ikke kun i oplevelse, men nu også i hukommelse. “Jeg husker det,” sagde Jesper langsomt. “Men jeg tænkte aldrig over det. Ikke før nu.” Thomas så på dem begge. Hans smil falmede en smule. “Hvorfor? Hvad er det, I har gang i?”

Jesper og Ida udvekslede et blik. Ida tog ordet, hendes stemme rolig, men fast. “Vi tror… der er noget med verden,” sagde hun stille. “Noget der ikke passer.”

Thomas lo kort, men det lød anstrengt. Han vippede på bænken, hvilket gjorde, at den knirkede under hans vægt. “Så nu er vi i gang med konspirationer?” Jesper lænede sig frem. “Nej. Det er ikke bare fantasi. Jeg har set det. Ida har drømt det. Og du har hørt det.”

Thomas så på dem, og for første gang virkede han usikker. Han krøllede dåsen let sammen i hånden, hvilket gav et svagt knas fra metallet, som om han søgte efter en fejl i hverdagen. “Okay,” sagde han til sidst. “Hvis I vil lege detektiv, så er jeg med. Men vi skal kun mødes hos dig, Jesper, hvor vi kan bruge din computer. Og jeg siger det bare: hvis vi ender med at finde ud af, at vi er i en eller anden… fejludgave af verden, så skyder jeg skylden på jer.”

Jesper smilede svagt. Ida gjorde det samme. For første gang føltes det som om de ikke var alene.

Omnis-computerens skærm glødede igen, og en ny linje dukkede frem:

 // trio registreret // status: aktiv // hemmelighed delt

Jesper så på ordene, og selvom de forsvandt hurtigt, følte han, at Omnis havde givet dem en slags velsignelse.

Han lagde computeren tilbage i tasken, men kunne stadig mærke dens nærvær. Som om den havde bundet dem sammen, ikke bare med data, men med noget dybere.