Kapitel 2 – Idas drøm

Jesper og Versionerne
Kapitel 2 – Idas drøm

Skrevet af Jens Greiersen

Jesper sad ved sit bord i klasselokalet og stirrede ned i matematikbogen. Tallene dansede foran ham, men han kunne ikke få dem til at falde på plads. Knitringen fra natten lå stadig som en svag skygge i hans hoved. Han forsøgte at tvinge sin hjerne til at fokusere på de regnestykker foran ham, men hans hænder, der holdt blyanten, var anspændte. Hver gang læreren leverede en forklaring fra tavlen, føltes det som en mur, der forsøgte at lukke ham inde i den normale virkelighed, han vidste, var brudt. De normale lyde fra elever, der skrev med blyanterne eller hostede, virkede højere end normalt, næsten forvrængede, efter nattens uhyggelige, totale stilhed.

Ved siden af lå Omnis‑computeren, den nye Visus TK8900, som Jesper havde bygget hele systemet ind i. Skærmen var mørk, men han vidste, at den lyttede. Nogle gange blinkede den med symboler, som om den forstod mere end han selv. Han havde vendt Omnis’ skærm lidt væk fra klassekammeraterne, men den lå åben, klar til at modtage data. Han havde en konstant fysisk trang til at lægge hånden på dens kølige metal for at bekræfte, at den var der. Den var det eneste vidne, der bekræftede, at Versionen i nat ikke var fantasi, men en realitet, der konstant strømmede data, skjult for alle andre. Han havde vænnet sig til dens nærvær – som en slags puls i rummet – men i dag føltes den tungere, som om den bar på en hemmelighed.

“Du ser træt ud,” sagde en stemme ved siden af. Jesper løftede blikket. Det var Ida, hun sad der, med håret samlet i en løs knude og øjnene, der altid virkede til at se mere end andre. Hendes rolige holdning var den perfekte kontrast til hans indre uro. Hun bemærkede ikke kun trætheden i hans øjne, men også den usædvanlige spænding. Hun tøvede, ikke af usikkerhed, men fordi hun målte hans reaktion og fordi hun kender ham.

“Jeg sov dårligt,” mumlede Jesper. Ida tøvede, som om hun overvejede noget. Så lænede hun sig lidt tættere på. “Jeg havde en mærkelig drøm i nat,” sagde hun lavt.

Jesper mærkede sit hjerte slå hårdere. Det var måske det første bevis på, at knitringen var virkelig. “Hvad for en drøm?”

Hun så ned på sin notesbog og tegnede cirkler med blyanten mens hun begyndte at fortælle. “Det var som… en anden verden. Alt var lysere. Smukkere. Som om nogen havde taget vores by og gjort den perfekt. Alt var for grønt, og de huse vi kender på vores gade stod snorlige, som om de aldrig havde været beboet. Jeg så endda skolen, men himlen havde en umulig, irriterende blå nuance, der ikke føltes ægte. Men da jeg vågnede, var det væk.” Hun stoppede, tog en dyb indånding. “Det mest skræmmende var stilheden. Den føltes tyngende, som om ingen nogensinde grinte eller lavede støj.”

Jesper stirrede på hende. Ordene ramte ham som et ekko. “Jeg…” Han tøvede. Skulle han sige det? “Jeg oplevede noget lignende,” hviskede han til sidst. “Ikke en drøm. Jeg vågnede. Og mit værelse… det var anderledes. Større. Tomt. Og så forsvandt det igen.”

Ida så på ham, og for et øjeblik var der ingen latter, ingen skole, ingen støj. Kun alvor. “Så det er ikke bare mig,” sagde hun stille.

Jesper nikkede. Han ville sige mere, men ordene satte sig fast i halsen. Han måtte dække Omnis-computerens skærm diskret med sin notesbog. På Omnis-computerens skærm blinkede et enkelt symbol frem: tre cirkler, der overlappede hinanden. Jesper så det kun et sekund, men det var nok til at få hans mave til at snøre sig sammen. Han kunne se, at Omnis havde registreret nøgleordene (drøm, anderledes, væk) og øjeblikkeligt analyserede sammenfaldet mellem deres to oplevelser. De overlappende cirkler var Omnis’ kode for Versions-Overlap – beviset på, at to parallelle begivenheder var blevet bekræftet. Han vidste, at Omnis havde registreret Idas drøm som noget mere end fantasi.

“Vi skal ikke sige det til nogen,” sagde Ida hurtigt. “De vil bare tro, vi er skøre.” Jesper smilede svagt. “Thomas ville sikkert grine sig ihjel.” Ida trak på skuldrene. “Måske. Men jeg tror, der er noget i det. Noget vi skal finde ud af.”

Jesper så på hende, og i det øjeblik føltes det som om knitringen fra natten havde fået en mening. Han var ikke alene. Ida havde set det samme. Han følte en bølge af lettelse – byrden var delt – men også en ny tyngde, fordi nu vidste to mennesker, at virkeligheden var ustabil.

Klokken ringede, og klassen begyndte at pakke sammen. Stole skramlede mod gulvet, og lyden af bøger, der blev smækket i tasker, fyldte rummet. Ida rejste sig, men inden hun gik, lagde hun hånden kort på hans bord. “Vi skal bruge din computer. Mød mig hjemme hos dig efter skole,” sagde hun.

Jesper nikkede. Og da hun gik, følte han, at verden – selv den uperfekte – pludselig var blevet lidt mere virkelig.

Han blev siddende et øjeblik længere. Omnis’ skærm glødede svagt, som om den havde gemt samtalen. En linje dukkede frem, næsten usynlig:

 // drøm registreret // overlap: Jesper + Ida // status: bekræftet

Jesper lukkede bogen foran sig og trak vejret dybt. Han vidste, at hemmeligheden nu var større end ham selv. Ida havde set det. Omnis havde gemt det. Og han kunne ikke længere lade som om det bare var fantasi.