Kapitel 1 – Knitrende nat

Jesper og Versionerne
Kapitel 1 – Knitrende nat

Skrevet af Jens Greiersen

Jesper vågnede med et sæt. Det var ikke en drøm, der havde vækket ham. Det var ikke lyde fra huset. Det var stilheden. En stilhed, der føltes forkert – som om en dyne af vakuum var blevet lagt over hans værelse.

I mørket hørte han kun sit eget hjerte, der slog en overdrevent høj og panisk rytme mod hans ribben. De sædvanlige, beroligende nattelyde – køleskabets fjerne summen, det svage knirk fra gulvbrædderne – var helt væk. Deres fravær var ikke bare mangel på støj. Det var et fysisk, tungt tryk på trommehinderne, som om et usynligt vakuum havde suget al baggrundsstøj ud af hans verden. Mørket i værelsets hjørner virkede tættere, mere massivt.

Han satte fødderne i gulvet og mærkede det kolde træ, som virkede anderledes. Han tændte lampen på skrivebordet, som havde et svagt varmebælte omkring sig, men midt i rummet var luften underlig tynd. De kendte ting stod, hvor de plejede – bøgerne, plakaten, den gamle guitar – men med en smule opstramning. Plakaten hang ikke skævt, som den altid gjorde. Guitarens streng var ikke løs. Rummet opførte sig perfekt, og netop det gjorde det forkert.

Han rejste sig og gik forsigtigt hen mod vinduet. Udenfor lå gaden badet i gadelampernes svage, gullige skær, men alt var slukket og tavst. Alle naboer sov, men i nat føltes det, som om de var blevet slukket.

Så kom lyden. En knitrende tone, som fra en gammel radio, der skiftede kanal. Den fyldte rummet, uden at komme fra noget bestemt sted. Jesper holdt vejret. Lyden var ikke blød, men skarp og tør, som et digitalt signal, der desperat forsøgte at tvinge sig igennem et fysisk filter. Han måtte knibe øjnene sammen, ikke på grund af lys, men fordi lyden gav ham en fysisk prikken i nakken og et snert af frygt. Han lagde hovedet på skrå og forsøgte at lokalisere den, men den kom fra alle vægge på én gang.

På skrivebordet blinkede Omnis kort, som om den havde hørt knitringen før ham. Omnis‑computeren var ikke længere den tunge Tandy 200 fra Jyttes tid, som hans far havde modificeret. Jesper havde bygget den ind i en kraftfuld Visus TK8900 – en bærbar med skærm så klar, at selv de mindste symboler glimtede som ritualer. Han havde valgt Visus-kabinettet, fordi det havde en særlig, kvanteresistent skærmmatrix, der tillod Omnis at visualisere data, der ikke var materielle. Omnis-computeren kørte nu som en supercomputer, stærkere end nogensinde, og Jesper kaldte den stadig bare Omnis. Men nu svarede den med en stemme, der var både dybere og mere levende end før.

Blæserne på Omnis-computeren kørte hurtigere end normalt, som en lyd der startede op i baggrunden. Den klare skærm blinkede kort med et mønster af prikker – tre, pause, tre – som om den testede Jespers puls. Han vidste, det var Omnis’ unikke databehandlings protokol, der bekræftede, at den var online og stabil. I kanten af skærmen flød en tynd linje af lys som et slør i mørke. Jesper lagde hånden på tastaturet uden at trykke.

En linje dukkede frem på skærmen:

// signal registreret // version ukendt

Jesper stirrede på ordene, men de forsvandt igen, som om de aldrig havde været der.

I et blink – bare et øjeblik – var værelset ikke hans. Væggene var en smule lysere og vinduet bare en anelse større, og alt var tomt. Jesper så det ikke bare med øjnene. Han mærkede en isnende kulde, der slog mod ham, ledsaget af en følelse af svimmelhed, som om gulvet var faldet en millimeter. Det var som at se sit eget rum gennem et spejl, der ikke reflekterede ham selv. Som en version af hans værelse, men uden ham. Så forsvandt det igen.

I det andet værelse manglede der støv. Hylden var den samme, men uden fingeraftryk. Uden for vinduet lå der ingen blade i rendestenen. Han indåndede en lugt, en blanding af noget ukendt og gammelt papir – lugten af et sted, hvor tiden ikke havde haft lov at sætte sig.

Omnis gav et enkelt mikroskopisk klik, og Jesper så skyggen af sin egen stol, men uden ham i den. Han bemærkede et øjeblik, at sædet, hvor han burde have siddet i Versionen, stadig virkede til at være varmt.

“Jesper?” lød det dæmpet fra gangen. Det var hans far, Gert. Jesper rystede på hovedet, selvom ingen kunne se det. “Ja,” svarede han hurtigt. “Du skal sove nu,” sagde Gert. “Det er sent.”

Skridtene trak sig tilbage gennem gangen, men gulvbrædderne svarede ikke med den sædvanlige, velkendte knirkelyd. Jesper vidste, hvilke felter der gav lyd, når hans far Gert gik forbi. I nat var der ingen. Som om huset holdt vejret sammen med ham. Jesper lukkede øjnene og koncentrerede sig. Stilheden fra gulvbrædderne var det mest skræmmende bevis: Versionen havde ikke blot manifesteret sig i hans værelse, men den havde lagt et lydfilter over hele huset, og hans fars stemme lød flad, næsten programmeret, som om den kom fra et bånd. Hvorfor spurgte han ikke, hvad han lavede? På Omnis’ skærm stod kun tid: 02:17. Et øjeblik senere rullede tallet baglæns til 02:16, som om nogen fortrød en sekunds beslutning.

Jesper lagde sig ned igen, men han kunne ikke falde i søvn. Han stirrede mod loftet, mens knitringen stadig var i hans tanker.

Han tænkte på Ida. Hun ville have sagt, at det bare var hans fantasi. Eller måske ville hun have lyttet og spurgt ind, som hun altid gjorde. Hendes ro var det perfekte modstykke til hans egne analytiske overreaktioner. Ida så spørgsmål. Han så fejl. Jesper vidste ikke, hvorfor han altid tænkte på hende, når noget føltes vigtigt. Måske fordi hun var den eneste, der fik ham til at tro, at han ikke var alene.

Han forestillede sig hendes måde at se på tingene: ikke som beviser, men som spor, der ville være venlige at følge. Hun ville have bedt ham beskrive knitringen som musik, ikke som fejl. ”Hvordan lød den? Som krystaller? Som et ur, der går i stå?” ville hun spørge.
Jesper hørte igen den sprøde, tørre klang og indså, at han allerede havde lært sig dens rytme.

Han trak dynen tættere om sig. Den verden han kendte var tilbage. Men Jesper vidste, at noget var ændret. Omnis’ skærm blev mørk, men ikke helt. En næsten usynlig tekst hang liggende i bunden af skærmen:

 // natlog: stilhed, knitring, forskydning // status: registreret  

Jesper trak dynen tættere op. Verden var tilbage, men han forstod nu, at den også blev gemt.