Kapitel 1 – Udsendt uden valg

Jesper og Løvkær-missionen
Kapitel 1 – Udsendt uden valg

Skrevet af Jens Greiersen

Jesper sad i klasselokalet, albuerne hvilende på bordet, blikket fastlåst på papiret foran sig. Praktikplanen. Ugen før havde de fået besked: vælg en praktikplads. Han havde egentlig besluttet sig for en uge hos Egestrøm Tech, et lille softwarefirma med kodning og systemanalyse i centrum. Men i stedet blev det Forsvarsstation Løvkær.

Jesper havde ikke fået valgt i tide. Nu havde læreren netop meddelt, at alle elever, der ikke havde nået at vælge praktikplads, ville blive sendt til Forsvarsstation Løvkær.

“Ikke overraskende,” sagde læreren og kiggede op fra listen. “Thomas og Jesper har stadig ikke valgt.” Han rakte Jesper en seddel med oplysninger om praktikopholdet på Løvkær kaserne.

Jesper havde tænkt, han nok skulle nå det. Men nu var det for sent.

Han foldede papiret sammen. Selv Egestrøms travle bymidte virkede pludselig kedelig. Han så Løvkær-kasernen for sig. Det var ikke bare et militærområde, men et lukket område med et højt hegn omkring en del af Løvkær Skov, isoleret nordøst for byen. Næsten 45 minutters bustur væk fra alt, han kendte.

Da klokken ringede ud, ventede Thomas allerede ved cykelstativerne.
“Løvkær,” sagde han og rystede på hovedet. “Det lyder som noget med pigtråd og grød.”
Jesper trak på skuldrene. “Vi skal bare overleve en uge.”
“Vil du ses senere?” spurgte Thomas. “Jeg har fundet nogle billeder af stedet.”
“Kom hjem til mig,” sagde Jesper. “Efter aftensmad.”
Thomas nikkede og trillede af sted.

Jesper gik mod busstoppestedet, men nåede ikke langt, før han hørte nogen kalde.
“Jesper!”
Det var Ida. Hun kom løbende med tasken på skrå og håret i vinden.
“Hey,” sagde han.
“Har du fået praktikplads?” spurgte hun.
Jesper nikkede. “Løvkær kaserne.”
“Seriøst?”
“Jeg fik ikke valgt i tide.”
“Av. Jeg skal til Medielab i byen. De laver noget med VR og lydfortælling.”
Jesper smilede skævt. “Selvfølgelig skal du det.”
“Du?” sagde Ida spørgende. “Militær. Uniformer. Regler. Det lyder… ikke som dig.”
“Det er det heller ikke.”
De gik et stykke i stilhed.
“Men måske bliver det spændende,” sagde han. “På en eller anden måde.”
Ida så på ham. “Pas på dig selv.”
“Det gør jeg altid.”
Hun drejede ned ad sin vej. Jesper så efter hende, indtil hun var væk.

Resten af vejen gik han alene. Tankerne snurrede. Forsvaret. Uniformer. Regler. Våben. Det lød spændende. Men også… fremmed.

Ved middagsbordet fortalte han det til sine forældre.

“Forsvaret?” sagde Gert og lagde gaflen fra sig. Han havde selv været værnepligtig i en helt anden ende af landet — og i en anden tid, hvor værnepligten betød noget andet end den gør nu. “Det er ikke bare en skoleudflugt, Jesper. Det er hierarki og disciplin.”

“Det er kun praktik,” sagde Jesper og kiggede på sin far, der så meget bestemt ud. “Det er kun en uge. Men vi skal overnatte på kasernen.”

Helga nikkede langsomt. Hendes øjne var alvorlige. “Du må absolut ikke tage din Omnis-computer med. De har strenge sikkerhedsregler. Der ligger et stort ammunitionsdepot derude, og det er strengt forbudt at tage udefrakommende elektronik med ind på kasernen.”

Jesper sagde ikke noget. Omnis-computeren var ikke bare en computer — den var hans forlængede hjerne. En ombygget bærbar, en Tandy 200 fra 1985, som hans far havde modificeret voldsomt. Det specialudviklede Omnis-operativsystem kunne alt det, en almindelig PC ikke kunne. Den havde endda fået flere funktioner siden dengang, han først begyndte at bruge den. Nu var den hans. Den lå allerede pakket dybt i rygsækken, indsvøbt i et gammelt uldtæppe.

Senere samme aften sad Jesper og Thomas på Jespers værelse. Thomas var en lidt kraftig dreng med runde kinder og en evig tørst efter cola. Begge havde været for sent ude med at vælge praktikplads, og nu var de sendt til Løvkær kaserne. De havde besluttet sig for at forberede sig sammen.

“Har du set billeder af stedet?” spurgte Thomas og skubbede sin telefon over bordet. “Det er en gammel Koldkrigs-radarstation,” sagde Thomas. ”Masser af beton.”

Jesper rystede på hovedet.

Så fiskede Omnis-computeren op fra rygsækken, pakkede den ud af det gamle uldtæppe og tændte den. Skærmen glødede grønt, og en lyd som en fjern frekvens summede i baggrunden.

“Forsvarsstation Løvkær,” mumlede Jesper og tastede. “Tidligere radarstation.
Nu træningsområde. Ammunitionsdepot. Vagtstyrke. Høje betontårne, hvor radarhovedet engang havde siddet.”

Thomas lænede sig frem. “Tror du, vi får lov til at skyde?”

Jesper smilede. “Tror du, vi får lov til at sove?”

De lo, men latteren døde hurtigt ud. Der var noget ved billederne. De lange, ensartede betonbygninger. De mørke rum. Noget der ikke helt stemte.

De havde scrollet gennem billeder og gamle artikler. Betonbygninger. Mørke rum. Et depot med en historie.

“Der står, at der har været indbrud før,” sagde Jesper og pegede. “I depotet. For mange år siden. En af de største uløste tyverier i amtet. De fik aldrig fat i det, der forsvandt.”

Thomas sank en slurk cola. “Tror du, det sker igen?” Jesper lukkede Omnis-computeren og lagde den tilbage i rygsækken. “Hvis det gør, så er vi der. Og de har åbenbart stadig noget at lede efter.”