Kapitel 4 – Observatoriet og De Gamle Synder

Jesper og den Sidste Forbindelse
Kapitel 4 – Observatoriet og De Gamle Synder

Skrevet af Jens Greiersen

Jesper sad på passagersædet, klamrede sig til Omnis-computeren og kiggede ud af bagruden. Manden i den sorte bil var væk, men spændingen hang i luften som en tung tåge, der nægtede at lette.

Jytte kørte i total stilhed, og bilens dæk hviskede ensformigt mod asfalten. Hendes blik var låst fast på de mørke landeveje, der snoede sig igennem det ukendte mørke. Hun havde bevidst ikke spurgt, hvad Jesper havde fundet, eller hvem Skyggen var, og spørgsmålet hang tungt i luften mellem dem. Hendes fuldstændige tavshed var mere skræmmende end nogen højrøstet skideballe.

Endelig brød Jesper forsigtigt stilheden. Han måtte sige det. “Jeg fandt en adresse på et observatorium i udkanten af byen, Jytte. Men der er mere. Jeg fandt også en kryptering, som er gemt væk. Den kaldes Protokol 87.”

Øjeblikkeligt strammede Jyttes hænder sig om rattet, knoglerne blev hvide under huden. Hendes ansigt, oplyst af instrumentbrættets svage lys, blev pludselig hårdt som sten. Hendes stemme var en hvæsende hvisken: “Hvor fandt du præcis det navn?”

Jesper holdt fast i Omnis-computeren og følte uroen sitre i luften. “I en fil, der var gemt i diskettedrevet fra TechSys A/S, Jytte. I filen stod der, at Observatoriet kun var et ‘dead drop’ for et projekt styret af EchoNet. Og der stod sort på hvidt, at Protokol 87 blev lavet for at sikre, at ‘Jytte faldt’.”

Jesper måtte vide det. Han tvang sig selv til at se mormoren direkte ind i øjnene, selvom han frygtede svaret. “Du har fortalt mig, at du gik på pension i ’87, fordi du var træt og udmattet. Men i mine forældres fil står noget helt andet. Der står, at du blev fældet. Hvad i alverden betyder det, Jytte?”

Jytte drejede bilen brutalt ind til siden ved et mørkt, afsides busstoppested. Motoren gik ud med et hårdt klik. Stilheden, der opstod, var knugende og ubærlig. Jytte drejede sig langsomt mod Jesper.

“Jeg gik ikke på pension,” sagde hun endelig, hendes stemme knækkede, hæst af en smerte, der var tæt på at kvæle hende, selv 30 år efter. “Jeg blev tvunget ud af mine egne kollegaer. De satte en fælde. De fangede mig med en løgn, Jesper, en løgn, der direkte truede din mor. Den her Organisation var overalt. Jeg troede, jeg beskyttede min datter ved at tie stille, men jeg ved nu, at jeg i virkeligheden leverede nøglen til den overvågning, der har jagtet os alle siden.”

“Så hvad er Observatoriet så for noget?” spurgte Jesper, hans utålmodighed var let at høre. Hans tanker kørte i ring om, hvorvidt Jyttes hemmeligheder var årsagen til hans forældres forsvinden.

“Observatoriet? Det var vores hemmelige kommunikationsbase,” svarede Jytte, hendes blik rettet mod et fjernt punkt. “Før de fældede mig, gemte jeg de allersidste beviser derinde. Det vigtigste er en Indeksnøgle, som er den eneste ting, der kan oversætte al den krypterede kode, dine forældre efterlod dig. Det er den eneste måde, du overhovedet kan forstå, hvad der står i de filer, du har fundet.”

Jyttes stemme var nu bestemt og uhyggeligt skarp. Den professionelle betjent var tilbage i førersædet. “Jesper, lyt godt efter. Det er meget farligt. Hvis Organisationen ved, at filen eksisterer, så ved de også, at Observatoriet er det næste skridt. Der er ingen tvivl; det er en indlysende fælde.”

Hun rakte over og tog forsigtigt Omnis-computeren op. Hun kiggede på den skræmmende grønne skærm og den giftige, grønne tekst, der lyste op i mørket.

“Jeg kan se, at du er dygtig med det her gamle stykke skrammel,” fortsatte hun. “Men denne gang er det anderledes. Vi skal finde den Indeksnøgle, før Skyggen gør det. Hvis du overhovedet vil have sandheden om dine forældre…” Jytte kiggede intenst på Jesper, som om hun prøvede at læse hans sjæl, før hun afsluttede, “…så skal du hjælpe mig med at rette op på min gamle, idiotiske fejl.”

Jesper nikkede. Han trak vejret langsomt, som om han prøvede at holde tankerne i ro. Han vidste, at denne sag ikke længere kun handlede om at finde sine forældre. Den handlede om at forstå og afmontere den digitale skæbne, hans mormor aldrig havde ønsket at efterlade.

“Kør, Mormor,” sagde Jesper med fast stemme. “Vi skal til Observatoriet.”

END OF CHAPTER // SYSTEM STANDBY // WAITING FOR NEXT INPUT