Kapitel 4 – Glitch og den Uundgåelige Sandhed

Jesper og den Fantastiske Glitch
Kapitel Kapitel 4 – Glitch og den Uundgåelige Sandhed

Skrevet af Jens Greiersen

Da Mor Helgas krypterede advarsel stilnede af, begyndte minens vægge at pulsere. Det var ikke et jordskælv, men en digital feber. Lyset fra deres fakler flimrede og begyndte at skifte fra hvidt til en aggressiv, blinkende neon-grøn. Ida’s lilla Night Elf-hud blev gennemsigtig, som om hendes avatar var ved at falde ud af hukommelsen.

Jesper stirrede på hende. Hendes konturer flakkede, som om hun blev skrevet om i realtid.

“Vi har nøglen, Jesper! Vi må væk!” råbte hun, mens hun greb det Analoge Arkiv Bånd og puttede det i sin kappe. Hendes stemme var nu skarpe, digitale lyde, der knap var menneskelige.

Minen rundt om dem var i opløsning. Stenen forvandledes til grøn-sort datastøj, som sand, der løb gennem et timeglas.

Jesper ignorerede kaosset. Mens verden omkring ham blev til støj, var han besat af den sandhed, Ida måtte have gemt.

“Hvorfor vidste du alt det der? Om min far, om koderne? Hvem er du, Ida? Fortæl mig det, før det er for sent!” spurgte Jesper. Hans Kriger-rustning føltes pludselig irrelevant. Han mærkede den varme fra Gerts værktøj, der stadig lå i hans rustningslomme.

Ida’s øjne lyste guld, mere intenst end nogensinde. Hendes ansigt, nu gennemsigtigt, afslørede en dyb, uventet sorg.

“Fordi… Jeg kender dig, Kriger,” hviskede hun. Hendes stemme lød pludselig meget mere reel og sårbar, blødere end den digitale verden tillod. “Jeg har altid vidst det. Siden den første dag, du satte OMNIS-systemet til din computer.”

Jesper mærkede Glitchens træk i sine fødder, som om systemet forsøgte at omskrive ham. Han forsøgte at træde tilbage, men hans tunge støvler gled i den grønne støj.

“Hvordan?” sagde Jesper—ikke som et spørgsmål, men som et råb, der allerede kendte svaret.

“Jeg kender alle dine hemmeligheder,” fortsatte hun, mens Glitch’en spredte sig. “De blev kodet ind i systemet… sammen med mine. Din mor og min far, de samarbejdede. Du er ikke den eneste, der bærer en hemmelighed fra din familie.” Hun rakte en hånd ud mod ham, hendes gennemsigtige fingre flimrede. “Og nu, Jesper… skal du vide min.”

Men før hun kunne sige mere, gav den TD-laptop uden for drømmen et højt, metallisk knald, der gennemborede Glitchens skrig. Knaldet fik minens digitale mur til at falde sammen. Gulvet i minen blev til ren grøn-sort datastøj, der trak dem ned.

Jesper så Ida stå midt i kaosset. Hendes krop glødede i gyldent lys, men begyndte at smuldre – først hendes kappe, så hendes hår, så hendes øjne. Hun smilede, et sidste blik, som en besked han ikke havde adgang til.

“Find VHS’en,” hviskede hun. “Det er min sandhed.”

Så forsvandt hun i et glimt af gyldent lys.

Jesper faldt, omgivet af råb fra Helgas klaverkode, som om hver tone var en linje af hans egen historie. Han faldt ikke i panik, men han følte en dyb, overraskende forståelse. Det var ikke et spil. Det var ikke en drøm. Hele Questen var et budskab fra hans mor og far. Et pressende systemkald.

Og det budskab var afsluttet.