Brownie – Katten fra Snogebæk

Det var en solrig forårsdag på Bornholm, da Jens og Karoline havde samlet hele deres store familie til en forlænget ferie i Snogebæk. Der var liv og latter i de hyggelige feriehuse, og alle glædede sig til dage fyldt med samvær, god mad og oplevelser i det bornholmske landskab.

Familien talte hele 16 personer – fra bedsteforældre til de yngste børnebørn. Jens og Karoline havde inviteret deres børn: Marc og hans kone Louise med børnene William og Emma, Bianca og Casper med deres tre børn, Jaqueline, Vincent og Eliott, og så var der Karolines børn Mathilde og kæresten Michael, Amanda, Luna og Magnus.

På andendagen skete der noget uventet. En lille, tynd kat strejfede rundt omkring husene. Den så både afmagret og forhutlet ud, og dens pels var pletvis væk. Familien – som alle var dyreelskere – fik hurtigt ondt af den. Børnebørnene stimlede sammen om den, og Marc, med sit store dyrehjerte, fandt straks en dåse tun i køkkenet for at hjælpe den sultne lille fyr.

Men sulten havde gjort katten desperat, og da Marc rakte maden frem, bed katten ham i fingeren i sin iver. Av! Det blev hurtigt besluttet, at Marc måtte en tur forbi skadestuen for at få penicillin – ikke den slags ferieeventyr man havde regnet med.

Det var lidt uheldigt, for hele familien skulle snart af sted til det hyggelige Ekkodalshuset for at smage deres berømte Genlyds-tartelet. Heldigvis fik de udskudt reservationen en halv time, og Marc og hans familie nåede lige præcis frem – klar til store tarteletter og grin. Stemningen blev som forventet munter og varm, og middagen endte med at blive et af feriens højdepunkter.

Da de senere kom hjem til feriehusene, sad katten stadig tålmodigt og ventede. Den havde åbenbart besluttet sig for, at her ville den høre til. Det var Jaqueline, familiens ældste barnebarn, der døbte ham “Brownie” – på grund af hans brune striber og den søde udstråling, trods hans miserable tilstand.

Men det var Bianca og Marc, som virkelig tog affære og Bianca der fik kontakt med Dyreværnet, talte med dem og sørgede også for, at Brownie blev nænsomt indfanget og lukket ind i et lille skur, indtil de kunne komme og hente ham. Hun viste et roligt overblik og handlekraft – både børn og voksne så lidt beundrende til.

Da damen fra Dyreværnet kom og fik Brownie sikkert ind i transportkassen, brød alle børnene spontant ud i klapsalver. Det var som om alle, store som små, vidste, at de havde været vidne til noget vigtigt – og at Brownie nu var i gode hænder.

Det viste sig, at Brownie var en gammel hankat, stærkt afmagret og vejede kun 2,5 kg. Dyreværnet satte ham straks på killingemad for at hjælpe ham med at tage på, og han begyndte endelig at få den pleje, han havde manglet længe.

Men roen varede ikke længe.

Senere samme dag, under en ellers fredelig omgang kongespil i haven, var uheldet ude igen. William, Marc og Louises 10-årige søn, blev ramt af en flyvende træpind, der ramte ham i panden med så meget kraft, at han fik en flænge i hovedet. Blodet løb, og selvom William tog det flot, måtte Marc og Louise igen en tur til skadestuen – denne gang med deres søn. Lægerne vurderede, at flængen heldigvis kunne limes, og William var hurtigt tilbage igen med et lille plaster og en historie, han med garanti vil fortælle i skolen.

Louise – med sin sædvanlige humor – jokede senere med, at hun burde have dusøren på 5000 kroner. “Det var mig, der reddede katten!” lo hun, og hele familien brød ud i grin.

Dyreværnet ville slå Brownie op for at se, om nogen savnede ham, men hvis ikke, ville han snart få et nyt hjem – måske endda et sted, hvor han kunne få lov at sove på en lun vindueskarm og blive nusset bag øret hver dag.

Ferien fortsatte med gode oplevelser, men Brownie – Marcs bid i fingeren, Williams flænge i hovedet og børnenes klapsalver – blev uden tvivl nogle af de historier, der ville blive fortalt igen og igen ved fremtidige familiesammenkomster.

Og måske, bare måske, var det ikke familien, der reddede Brownie – men Brownie, der gav familien en ferie, de aldrig ville glemme.