Kapitel 2 – Indkvartering og Træning

Jesper og Løvkær-missionen
Kapitel 2 – Indkvartering og Træning

Skrevet af Jens Greiersen

Forsvarsstation Løvkær lå som en grå skygge i landskabet. Betonbygninger, hegn med pigtråd, og en port der åbnede med et metallisk klik. Da Jesper og Thomas trådte ind gennem porten, kom en soldat i uniform ud af vagtbygningen, der lå ved siden af porten, og vinkede dem frem.

“Velkommen til. I er praktikholdet, ikke?” spurgte soldaten. Han var en høj, rank mand.

Jesper nikkede. Thomas trak sin taske op på skulderen og kiggede rundt. Alt virkede større, og stemningen var langt mere alvorlig, end de havde regnet med. Der var bygninger så langt de kunne se, og foran hver bygning var en lige så stor asfalteret plads. Lige fremme var en stor plæne med en stor flagstang.

De blev først ført hen til depotet, hvor de fik udleveret uniformer og støvler. Herfra blev de ført til en af bygningerne, som soldaten kaldte barakker. De fik en nøglebrik til deres værelse. To køjesenge, et lille skab, og en liste over dagens program på væggen.

“Ingen mobiltelefoner, ingen uautoriserede elektriske apparater under nogen omstændigheder,” advarede soldaten, der udleverede nøglen. “Hvis I har noget med, skal det slukkes nu og låses ind i skabet her. Vi befinder os i et sikkerhedsområde.”

Jesper mærkede Omnis-computeren i rygsækken. Hans far havde ret. Det digitale system på kasernen var lukket. Enhver enhed, der kørte sit eget styresystem, ville blive betragtet som en trussel. Han måtte overføre Omnis-computeren fra rygsækken til et mere sikkert skjul, så snart de var alene.

“Vi skal bo her hele ugen,” sagde Thomas og smed sig på nederste køje med et tilfreds grin. “Som rigtige soldater.”

Jesper satte sig på kanten af sengen og tog listen ned fra væggen. “Morgenappel… det må være morgensamling,” mumlede han og lod fingeren glide ned over papiret. “FUT — fysisk uddannelse og træning. Lyder som militærgymnastik.”

“Ja – Teori, øvelse… og så det hele igen,” sagde Thomas og strakte sig. “Alt er timet. Alt er kontrolleret.”

Jesper nikkede. “Der er ikke plads til afvigelser. Ikke tid til at tænke selv. Det hele er skemalagt ned til mindste minut.” Han lagde listen tilbage og lod blikket glide rundt i rummet. “Præcis det modsatte af Egestrøm Tech.”

Efter frokost blev de samlet på gårdspladsen. En instruktør med skarp stemme og solbriller trådte frem.

“Velkommen til Løvkær kaserne. I er her som praktikanter, men I vil blive behandlet meget som almindelige rekrutter. Det betyder ansvar, disciplin og samarbejde. I dag skal I på dagsøvelse i øvelsesterrænet ved Løvkær Skovs yderzone.”

Jesper og Thomas blev sat i gruppe med tre andre unge, som også var i praktik. De kom fra en anden skole, og Jesper og Thomas havde aldrig mødt dem før.

Gruppen fik udleveret kort, kompas og en opgave: Find fire poster i terrænet og rapportér tilbage.

Terrænet var ujævnt, med små bakker, krat og gamle bunkere. Nogle af bunkerne var murede til, andre havde åbninger, sorte og dybe som øjenhuler, der engang havde set alt.

Jesper tog føringen med kortet. Thomas bar kompasset og mumlede om, at han hellere ville have haft en GPS.

“Vi har Omnis-computeren,” sagde Jesper stille til Thomas. Han kiggede rundt for at sikre sig, at de andre ikke kunne høre ham. “Men vi bruger den ikke. Ikke endnu. Den ville lyse op som et fyrtårn i deres overvågning.”

Ved første post fandt de en metalplade med et symbol. Jesper noterede det. Ved anden post var der en kode, indfreset i træ. Ved tredje post mødte de en anden gruppe, som var faret vild.

“Vi kan hjælpe dem,” sagde Thomas.

Jesper tøvede. “Det er ikke en del af opgaven.”

“Men det er en del af at være soldat.”

De hjalp den anden gruppe med at finde vej, og nåede selv den sidste post med kun få minutter tilbage. Instruktøren ventede på appelpladsen foran barakkerne.

“Godt arbejde,” sagde han. “Nogle af jer har vist initiativ. Det tæller.”

Jesper og Thomas så på hinanden. Der var noget ved stedet. Noget ved stemningen. Det var ikke bare en øvelse. Det var en prøve. En prøve i at navigere uden teknologi i et terræn, der gemte på hemmeligheder.

Om aftenen lå Jesper i sin køje og kiggede op i loftet. Han kunne høre Thomas snorke. Han kunne mærke Omnis-computeren under sin pude. Han vidste, han ville få brug for den. Spørgsmålet var bare hvornår.

Dagen efter blev de sendt ud på forhindringsbanen. Træstammer, net, mudder og betonrør. Jesper mærkede sveden pible frem allerede ved første station. Instruktøren råbte kommandoer, mens de kravlede, sprang og balancerede. Sidst på dagen skulle de gennemføre hele banen på tid. Thomas snublede ved balancebommen, men kom grinende i mål. Jesper kom ind som nummer to i gruppen, med blod på knæet og et smil, han ikke helt kunne skjule.

Dagen derpå gik turen til skydebanen. De blev læsset op på ladet af en militærlastbil, siddende på bænke med ryggen mod presenningen, som rigtige soldater. Turen tog næsten en time, og da de endelig nåede frem, lå skydebanen øde og vindblæst ved vandet. De måtte ikke skyde selv — kun observere. Først så de soldaterne skyde med gevær, senere med LMG og TMG. Lyden var voldsom, og jorden vibrerede under de tunge skud. Men dagen blev lang. Meget ventetid. Meget stilstand.

Jesper sad med armene over kors og kiggede ud mod vandet. Thomas nikkede hen, og de andre i gruppen begyndte at småsnakke, mens soldaterne gjorde klar til næste serie. Jesper mærkede Omnis-computeren i sin rygsæk. Den lå stille, men tanken om den var begyndt at fylde mere. Noget var på vej. Han vidste det. De var stadig praktikanter, stadig under radaren.

Det føltes som en lang dag med alt den ventetid, og på vej tilbage til kasernen tænkte de kun på at få noget at spise og komme i seng.