Kapitel 1 – Portalen åbner og Kaldet til Vest

Jesper og den Fantastiske Glitch
Kapitel 1 – Portalen åbner og Kaldet til Vest

Skrevet af Jens Greiersen

Jesper sad i klasselokalet og lod blikket glide hen over tavlen uden at læse noget. Matematikken var ligegyldig i dag. Han tænkte på, hvor rart det var at være hjemme igen – hos far og mor, Gert og Helga. Efter alt det med mormor Jytte og den store redning, var hverdagen endelig blevet normal. Der var ro i huset, og ro i ham.

Han kiggede over på Ida. Hun sad med benene over kors og tegnede i kanten af sit hæfte. De havde altid været bedste venner, men alligevel blev han lidt nervøs, hver gang han så på hende. Hun havde det der blik – som om hun vidste mere end hun sagde. Han smilede svagt, og hun fangede det. Et kort smil tilbage, som en besked, han ikke havde adgang til. Som føltes som en kode han ikke helt kunne afkode.

Efter skole kom hun hen til ham. “Skal vi følges?” spurgte hun, som om det var det mest naturlige i verden. De gik hjemad sammen, snakkede om læreren, om den nye udvidelse til WoW, og om hvor mærkeligt det var, at mormor Jytte nu lavede surdejsbrød og skrev digte.

Ved Jespers hus sagde de farvel. “Ses i morgen,” sagde Ida, og hendes stemme havde den der varme tone, som Jesper altid huskede lidt for længe.

Han trådte ind i huset. “Hej mor,” sagde han. Helga stod i køkkenet og skar grøntsager. “Hej skat. Far er i værkstedet. Og mormor kommer og spiser i aften.” Jesper nikkede og gik op på sit værelse.

Der stod den – hans TerraData laptop. TD NovaBook Legacy. Topmodellen dengang han fik den. Nu var den langsom, tung og lidt træt. Men han havde sat den til at downloade World of Warcraft før skole, og nu var den endelig færdig.

Han smed tasken på gulvet, loggede ind og ventede. Det tog lang tid. Han gik ned i køkkenet, snuppede to colaer og en pose chips. Bilen stod i indkørslen – far var hjemme, men sikkert i værkstedet. Jesper løb op igen.

Login lykkedes. Spillet åbnede. Men så blev han smidt af. “Netværksbegrænsninger,” mumlede han og slog let på siden af skærmen. Eller måske var det RAM’en. Eller bare alderdom.

Han sad stille. Stirrede ud i luften. Ikke på noget bestemt. Bare opgivende.

Så slog det ham.

Han koblede Omnis computeren til sin laptop. Måske kunne den give de sidste kræfter. Måske kunne Helgas gamle system hjælpe ham én gang til.

Den grønne tekst på Omnis-skærmen begyndte at blinke. Et sæt koder fra et gammelt Helga-bånd, som han havde lyttet til i går, begyndte at rulle hurtigt. Det var som om musikken og maskinen talte sammen. Som om Helgas bånd stadig havde adgang til ham. Et skærende BZZZT-KRASJ fulgte, og skærmen blev til en grøn-sort malstrøm.

Jesper mærkede et sug i maven.

Han vågnede med duften af våd, rig jord og egetræer. Lyset, der sivede gennem de tætte kroner, var ægte solskin, ikke den flade, digitale belysning, han kendte fra sin computerskærm. Rustningens tyngde var reel og ubehagelig. Han mærkede læderstropperne gnide mod huden, og sværdet i hans hånd var iskoldt metal – ikke den lette, plastik-mus, han normalt brugte til at svinge våbnet. Han var Jesperdream, Menneske-kriger, og han stod midt i Elwynn Forest.

“Endelig vågen, Kriger?” sagde en stemme, der fik ham til at fare sammen.

Idadream stod ved siden af ham. Hendes lilla Night Elf-hud glødede, og guldkappen skinnede i morgensolen. Selvom hun var højere, stærkere og iført kappe og bue, havde hun det samme flirtende, selvsikre smil, han kendte fra skolegangen. Her, i rustning og kappe, virkede hun ti gange mere uanfægtelig. “Jeg troede, dit oldgamle modem havde givet op. Du var tættere på en blue screen of death end på at logge ind.”

“Det er bare min computer,” mumlede Jesper. Han betragtede sine hænder i de tunge kamphandsker. “Men det her… det er ikke grafik. Hver eneste græsstrå kaster en skygge. Hver eneste lyd er… for klar. Hvorfor føles alting så skarpt?” Det var ikke grafik. Det var noget, han havde set før.

Ida rullede med sine glødende, gule øjne. “Slap af, Jesper. Det er drømmen. Dit sind er i overgear efter al den OMNIS-kode. Husk, det er vores sind, der skaber det. Det er derfor, jeg er en Elverjæger, og du er… en meget klodset kriger. Nuvel. Jeg har allerede et Quest.”

De var i spillet. Men alting føltes skarpere. Tungere. Som om virkeligheden havde fået en ny, faretruende tekstur.

Deres første Quest ventede: En bleg, gammel bondekone stod ved siden af vejen og lignede mormor Jytte iført en sæk. Jesper stivnede. “Vent, se på ham…”

“Han ligner en standard NPC (Non-Player Character),” afviste Ida tørt.

“Nej, han ligner hende,” insisterede Jesper og pegede på bondekonen, som om hendes kode var blevet kopieret ind i en fremmed struktur, hvis rynkede ansigt havde mormor Jyttes skarpe, vidende blik, selvom han var klædt som en tiggende landmand.

Bondekonen vendte sig mod dem. Hans stemme knirkede, som om den var en gammel, skrattende vinylplade – ikke en digital lydfil.

“Der er blevet stjålet noget vigtigt fra en landsby vestpå,” knirkede bondekonen. “En nøgle til vores Analog Arkiv. Hvis I kan finde The Defias Brotherhood i De Dødes Miner og hente den, vil jeres navn blive husket i årtier.”