Kapitel 2 – Jagten gennem Skoven

Jesper og den Fantastiske Glitch
Kapitel 2 – Jagten gennem Skoven

Skrevet af Jens Greiersen

Ida, med sin bue i hånden, førte an. Hun var vant til at navigere i spillet; Jesper fumlede med sit sværd, som om hans figur, hans avatar var skrevet med en fejlmargin.

“Vi skal mod vest, mod Westfall. Vi tager stien langs den nordlige kant af skoven og kommer forbi Goldshire på vejen,” beordrede hun. Jesper forsøgte at følge med, men hans tunge støvler gled i mudderet.

Solen stod højt over deres hoveder og sved igennem Jespers tykke rustning. Selvom det var smukt – en perfekt genskabelse af Azeroths startområde med høje egetræer og blomstrende rødkløver – fik de tunge skridt ham til at gispe.

“Hvorfor virker det her så… rigtigt?” spurgte han. Det føltes ikke som en drøm. Det føltes som en gentagelse. Han forsøgte at justere sin hjelm, men den sad fast. Han kunne mærke en sveddråbe løbe ned ad ryggen.

“Det er drømmen,” svarede Ida, uden at se sig tilbage. Hendes Night Elf-form bevægede sig flydende, let og uden det mindste besvær. Hun var en atlet; han følte sig som en tank. “Husk, det er vores sind, der skaber det. Det er derfor, det er os. Det er derfor, jeg er en Elverjæger, og du er… en meget klodset kriger.”

“Er jeg klodset, eller er det Glitchen, der gør min Kriger-avatar klodset, fordi min hjerne kæmper imod?” spurgte Jesper. Hans stemme lød anstrengt.

“Det er bare dig, Jesper.” Hun grinede. Det var det flirtende, drilske grin fra klasselokalet, men forstærket af hendes gyldne øjne. Han fikserede blikket på hendes flydende bevægelser. Hendes lilla hår dinglede let i vinden. Han mærkede en stærk stikkende følelse i brystet, da hun grinede. Som om Hjertets Rune var blevet aktiveret igen. Det var den samme følelse som Questen fra hans tidligere drøm.

De nåede Goldshire. Den lille landsby var som forventet et knudepunkt; spillere duellerede på græsplænen, andre stod i klynger udenfor kroen. Men der var noget sløret over synet. Farverne var for mættede, og lyden af stål mod stål var for høj og syntetisk, som et bånd, der blev spillet for hurtigt.

“Det er helt galt,” mumlede Jesper. “Se på de her spillere. De er alle standard-modeller. Ingen unikke rustninger, ingen seje titler. Det er som om, Glitchen har fjernet alle de customiserede filer.”

Ida nikkede. “Vi er i en kopi. Eller et safe mode af spillet. Vi skal købe proviant. Selvom vi er i en drøm, føles turen lang.”

De trådte ind i den overfyldte kro. Duften af råt træ og øl var stærk. Ved disken var kroværten en vissen NPC, der lignede enhver anden krovært – bortset fra hans øjne, der et øjeblik blafrede i neon-grønt, før de vendte tilbage til det normale.

Jesper købte en pose tørret kød og en flaske vand, som føltes uventet tung og kold i hans handske.

“Vi burde gå,” sagde Jesper hurtigt. “Det her sted føles som et virus. Som om serverens hjerte banker forkert. Lad os komme ud til Westfall, hvor koderne er tyndere.”

Ida betalte for hendes proviant. “Jeg er enig. Goldshire er for tæt på serverens hjerte. Lad os tage den sidste strækning mod vest.”

De fortsatte, nu mere opmærksomme på, hvor ustabil deres verden var.

Pludselig stivnede Ida. “Banditter.”

En gruppe Defias banditter – de klassiske fjender med røde bandanaer for munden – stormede ud fra et buskads. Jesper løftede instinktivt sit sværd, men de bevægede sig i et ujævnt, glitchende mønster, som om deres kode var blevet overskrevet af noget fremmed.

“De er forkert programmeret,” sagde Ida og spændte sin bue. “Pas på. Hvis de rammer dig, er det ikke bare et tab af hit points.”

Hun skød pile, der ramte præcist; Jesper kæmpede klodset. Hans første slag mod en Bandit ramte. I stedet for den normale spil-lyd hørte han et hult KRÆS og så en bølge af grøn-sort datastøj, hvor Banditten skulle have været.

“De opløses!” udbrød Jesper.

“Ja. Glitchen er ved at slette spillets filer. Vi skal skynde os, før den sletter os.”

Kort efter banditterne stoppede Ida igen.

Foran dem lå en tung lerkrukke, der så malplaceret ud midt i skoven. Den var dækket af indgraveringer, der mindede Jesper om hans fars arbejde i værkstedet – som om Gert havde skrevet en besked i metal, til en fremtid han ikke kendte. De samme sirlige, men robuste mønstre, som Gert brugte, når han reparerede alt fra gamle radioer til rør.

“Vent,” sagde Ida. “Det her er ikke almindeligt loot.”

Jesper genkendte indgraveringen. Det var et symbol, Gert plejede at bruge som sin signatur på alt, han lavede, før han blev ansat som altmuligmand. “Min far… han lavede sådan nogle. Han kaldte det sin ‘hardware-binding’ — et fysisk symbol for en digital kode.”

Ida kiggede på ham med et intensivt blik. “Det her er mærkeligt. Denne krukke har en skjult kode. Se, den er ikke magisk. Den er krypteret.” Hun pegede på en række udhuggede tegn langs kanten, der knap var synlige. “Det er en gammel kryptering. Noget med 80’ernes militærstandarder – de der analoge koder fra Gerts VVS-læretid, som du lærte mig tidligere, da vi skulle dekryptere Helgas demo-bånd.”

De bøjede sig over krukken, deres almindelige nørdede jeg’er tog over, på trods af rustningen. Jesper huskede Gerts fortællinger om gamle vandsystemer; Ida fokuserede på det binære mønster i tegnene. De brugte deres kombinerede viden – Jespers viden om hans fars arbejde og den analoge infrastruktur, Idas kendskab til koder – til at tvinge krukken til at give sig. Det var ikke magi. Det var en familieprotokol.

Med et metallisk skrab åbnede låget. Indeni lå et rustent VVS-værktøj.