Alle 10 ugers forhistorier er samlet på én og samme side, fra vi begyndte at følge med sidst i september måned og helt frem til december, hvor julekalenderen “Julens sidste håb” begynder.
- Uge 39 – “Nye navne og gamle hemmeligheder”
Mandag morgen i Andromose Skole begyndte med noget uventet: en ny vikar.
“Jeg hedder Mette,” sagde hun med et varmt smil. “Jeg skal være her i nogle uger. Og jeg vil gerne lære jer at kende. Så i dag starter vi med noget simpelt: Præsenter jer selv. Sig jeres navn, og én ting, der gør jer glade.”
Der blev mumlet og fniset. Men én efter én rejste børnene sig.
“Noah,” sagde en dreng med mørkeblondt hår og blikket rettet mod bordet. “Jeg kan godt lide at tegne. Og stilhed.”
“Liva,” sagde en pige med stort flot lysblond krøllet hår, rank ryg og klart blik. “Jeg elsker at diskutere. Og jeg hader uretfærdighed.”
“William,” sagde en bredskuldret dreng. “Jeg er god til fodbold. Og til at få folk til at grine.”
“Freja,” sagde en pige med glitrende negle. “Jeg elsker musik og makeup. Og min kat, Midna.”
“Malik,” sagde en dreng med mørkt krøllet hår og hættetrøje. “Jeg kan lide musik, skrive sange Og at være alene.”
“Josefine,” sagde en stille stemme. “Jeg skriver historier. Men jeg viser dem ikke til nogen.”
Vikaren nikkede. “Tak. I er modige. Og I er mere end jeres navne.”
Da timen var slut, og børnene gik ud i skolegården, var der en ny stemning i luften. Som om noget var begyndt. Noget, der havde ventet på at blive sagt højt.
- Uge 40 – “Alene i Andromose”
Andromose i uge-mode – Titelsang til forhistorierne
Liva sad i vindueskarmen med benene trukket op under sig. Udenfor var himlen mørkeblå, og stjernerne begyndte at blinke over markerne. Hendes forældre var taget til fest — farfars bror fyldte 60, og det var “voksne kun”. Liva havde protesteret, men hendes mor havde sagt: “Du er jo stor nok til at være alene en aften.”
Hun var ikke bange. Bare… rastløs.
Hun havde tændt stearinlys i stuen og lavet varm kakao, men det føltes tomt. Hun skrev til Noah:
“Er du hjemme? Jeg keder mig.”
Han svarede hurtigt:
“Ja. Mine forældre ser en eller anden kedelig serie. Skal vi mødes?”
De mødtes ved den gamle legeplads, hvor gyngerne knirkede i vinden. De talte om skolen, om hvor kedeligt Andromose var blevet, og om hvordan det snart var efterår for alvor.
“Tror du der sker noget spændende snart?” spurgte Liva og sparkede til en sten.
Noah trak på skuldrene. “Det gør der aldrig her.” De gik hjem. Men stilheden føltes anderledes den aften. Som om noget var på vej. Noget, der endnu ikke havde fået navn.
- Uge 41 – “Noget i luften”
Andromose lå stille. Alt for stille, syntes Liva.
Hun og Noah sad på trappen foran den gamle skolebygning. De havde fri, men der var ikke noget at lave. Ingen aktiviteter, ingen nyheder, ikke engang en ny TikTok-trend, som Freja plejede at snakke om.
“Det er som om byen sover,” sagde Liva og kastede en kastanje ned ad trappen.
Noah nikkede. “Min mor siger, det er ‘den stille tid før vinteren’. Men det føles mere som… ventetid.”
De kiggede ud over markerne. Himlen var dækket af tunge skyer, og vinden bar en duft af fugt og blade. Noget var anderledes. Ikke dramatisk. Bare… lidt forkert.
“Har du lagt mærke til, at fuglene flyver mærkeligt?” spurgte Noah.
“Ja,” sagde Liva. “Og der er færre af dem. Som om de ved noget, vi ikke ved.”
De rejste sig og gik hjemad. På vejen passerede de den gamle skov. Et sted, hvor børnene sjældent gik ind. Men Liva stoppede op.
“Der er noget i luften,” sagde hun.
Noah så på hende. “Noget… som snart sker?”
Hun nikkede. “Jeg håber det.”
- Uge 42 – “13 år og én hemmelighed”
Liva vågnede til lyden af latter fra køkkenet. Hendes mor og far havde pyntet op med små hjerter og stearinlys, og duften af hjemmebagte boller fyldte huset.
“13 år i dag,” sagde hendes mor og kyssede far på kinden.
Liva smilede, men følte sig lidt udenfor. Ikke fordi hun ikke var glad — men fordi hun ikke helt forstod det. Kærlighed. Bryllupsdage. Alt det voksne.
Senere på dagen gik hun en tur alene. Hun havde brug for luft. Hun gik ned mod skoven, hvor hun og Noah havde hørt den mærkelige lyd ugen før. Hun stoppede ved det gamle egetræ, hvor barken var revnet som et lyn.
Der lå noget ved roden. Noget glimtende.
Hun bøjede sig ned og fandt en lille, rund genstand. Den lignede en knap, men var lavet af et materiale hun ikke kendte.
Den var glat og kold, med et svagt mønster, som om nogen havde tegnet på den for længe siden. Hun tog den med hjem og lagde den i sin skrivebordsskuffe.
Om aftenen skrev hun til Noah:
“Min forældre fejrer kærlighed. Jeg fandt noget mærkeligt i skoven.”
Han svarede:
“Måske hænger det sammen. Måske er kærlighed det, der skal hjælpe os.”
Et øjeblik senere kom en ny besked:
“Og apropos mærkeligt,” tilføjede han, “jeg faldt over en ny side i dag: greiersen.dk/jespers-mysterier. Der er en historie om en fyr, Jesper, som opdager en hemmelig forbindelse. Det minder mig om os. Du burde læse den.”
Liva trykkede på linket. En mørk baggrund, en dreng med en hemmelighed, og noget der føltes… velkendt. Som om Jespers verden lå lige under hendes egen. Hun læste de første linjer og mærkede et sug i maven. Det var ikke bare en historie. Det var en slags spejl.
Hun lagde telefonen fra sig og stirrede på den mystiske knap. Den virkede pludselig mindre fremmed. Måske var den ikke bare fundet. Måske var den givet.
Hun rejste sig og gik ud i køkkenet. Hendes mor og far sad stadig ved bordet, omgivet af stearinlys og duften af boller. De lo lavmælt, som om de delte noget usynligt.
Liva satte sig ved siden af dem. Hun sagde ikke noget. Hun behøvede ikke. Hun lyttede
💌 13 år 💌
fra Livas far til Livas mor
En hånd i min, en latter i mørket,
en duft af boller, et blik der tørker.
13 år med hjertet åbent,
du er stadig min første morgen.“Tak min skat.” sagde Livas mor. “Jeg elsker dig.” Livas far smilede, “jeg elsker også dig.”
- Uge 43 – “Det sidste lys”
Solen hang lavt over Andromose. Luften var lun, men med en snert af kulde, som om efteråret stod og ventede i skyggen.
Noah og Liva lå i græsset ved den gamle mølle, hvor de plejede at mødes. Himlen var stribet af rosa og orange, og insekterne summede dovent omkring dem.
“Det føles som den sidste dag,” sagde Noah.
“Af hvad?” spurgte Liva.
“Af noget. Sommeren. Barndommen. Jeg ved ikke.”
Liva vendte sig om og så på ham. “Du bliver filosofisk, når du keder dig.”
Han smilede. “Måske. Eller også er der bare noget i luften.”
De lå stille et stykke tid. Fuglene fløj lavt, og vinden bar en duft af mos og muld. Et sted i skoven lød et svagt klik — som om noget mekanisk havde bevæget sig.
“Så du det?” spurgte Liva og pegede mod træerne.
Noah satte sig op. “Nej. Hvad?”
“Der var noget. En skygge. Eller en glimt.”
De rejste sig og gik hen mod skoven, men da de nåede kanten, var alt stille. Kun vinden i bladene og en enkelt ravn, der fløj over dem.
“Det er som om naturen holder vejret,” sagde Noah.
Liva nikkede. “Og venter på noget.”
- Uge 44 – “Den fremmede gæst”
Skolen i Andromose summede af forventning. Halloweenfesten var årets højdepunkt, og Liva og Noah havde planlagt det hele: græskar, musik, quiz og en konkurrence om bedste kostume.
Freja kom som vampyr med glitrende kappe. William var en zombielærer. Malik havde klædt sig ud som en kæmpe hotdog. Josefine var en uhyggelig ballerina med blodige tåspidssko.
Men så kom den fremmede.
Ingen vidste, hvem han var. Han havde en lang kappe med hætte, og ansigtet var skjult bag en hjemmelavet maske. Han sagde ikke noget, bare gik rundt og betragtede de andre.
“Er det en af de små fra 4. klasse?” spurgte Freja.
“Nej, han er for høj,” sagde William. “Måske en forælder, der laver sjov?”
Liva og Noah stirrede. Der var noget ved ham. Noget… stille. Som om han ikke var der for festen, men for noget andet.
“Er du med i konkurrencen?” spurgte Liva.
Den fremmede nikkede langsomt og lagde en lille, håndlavet figur i skålen med præmier. Den lignede en nisse — men med lukkede øjne.
“Underligt,” sagde Noah og rynkede panden. “Det er jo ikke jul.”
Da festen var slut, og alle gik hjem, stod den fremmede stadig ved døren. Han sagde ikke noget. Bare så på dem, og forsvandt ud i mørket.
Liva så efter ham. “Hvem var det?”
Noah svarede ikke. Men han følte, at noget var begyndt. Noget, der ikke havde med Halloween at gøre.
Den Fremmede Gæst – Halloween-sang til Andromose Skole - Uge 45 – “Farvel uden dato”
Liva stod i døren og så sin far pakke bilen. Han skulle på forretningsrejse. Ingen vidste helt hvorhen — “noget med en ny kunde, noget med udlandet,” havde han sagt. Men han havde ikke sagt, hvornår han kom hjem.
“Er du hjemme til jul?” spurgte Liva.
Han smilede, men svarede ikke rigtigt. “Vi må se, min skat.”
Hun nikkede og kiggede ned i jorden. Det føltes som om noget gled væk. Noget vigtigt.
Senere på dagen sad hun alene i stuen. Hun havde tændt et stearinlys, som hun plejede, og stirrede på flammen. Den dansede roligt, som om den prøvede at holde hende med selskab.
Hun skrev til Noah:
“Min far er rejst. Jeg ved ikke, hvornår han kommer hjem.”
Han svarede:
“Det er sent at rejse, hvis han vil nå hjem til jul.”
Liva svarede ikke. Hun sad bare og så på lyset. Det var varmt, men ensomt. Hun tænkte på alt det, der kunne ske, og alt det, der måske ikke ville ske.
Hun hviskede for sig selv: “Kom hjem.”
- Uge 46 – “Lysholm og tomheden”
Noah sad på bagsædet og stirrede ud af vinduet. Vejen snoede sig gennem landskabet, og snart dukkede Lysholm op — storbyen med lys, skærme og reklamer overalt.
Hans mor smilede. “Er det ikke flot?”
“Jo,” sagde Noah, men han mente det ikke helt.
De skulle købe vintertøj og begynde på julegaver. Indkøbscenteret var nyt og enormt. Der var glitrende dekorationer, selvom det kun var november. En mekanisk julemand vinkede stift fra en balkon.
“Julen starter tidligt her,” sagde hans far.
Noah gik rundt og kiggede. Alt blinkede. Alt larmede. Men han følte sig mærkeligt tom.
Han satte sig på en bænk og betragtede menneskemylderet. Poser med gaver, travle skridt, høje reklamer. Alt var stort. Alt var meget.
Men det føltes ikke varmt.
Han tog sin telefon frem og skrev til Liva:
“Lysholm er vild. Men jeg savner Andromose.”
Hun svarede:
“Her er stille. Men det føles mere ægte.”
Noah så på en glitrende gaveæske i et butiksvindue. Den var smuk, men han kunne ikke mærke noget.
Han tænkte: Er det sådan julen føles nu?
- Uge 47 – “Noget forsvinder”
Det begyndte med et brev.
Noah fandt det i postkassen, sammen med reklamer og en regning. Et officielt brev fra kommunen Andromose. Han læste det højt for Liva, da de mødtes ved bænken ved gadekæret.
“På grund af statens reformer skal der spares. Julearrangementet i forsamlingshuset aflyses. Skolens juleklip reduceres. Ingen julelys i gaderne i år.”
Liva stirrede på papiret. “De aflyser julen. Lidt efter lidt.”
Noah nikkede. “Det føles sådan.”
Senere den dag sad de i Livas stue. Et stearinlys brændte på bordet, og en gammel julekugle lå i en skål med pynt, som ingen havde pakket væk siden sidste år.
Liva tog kuglen op og vendte den i hånden. “Den glitrer stadig. Som om den husker noget.”
Noah så på hende. “Måske håb.”
Hun nikkede. “Ja. Men håb er det første, der ryger, når man sparer.”
De sad længe i stilhed. Udenfor blev gaderne mørkere. Ikke fordi solen gik ned — men fordi noget var ved at forsvinde.
- Uge 48 – “Kulden kommer”
Vinden havde skiftet. Den var ikke længere mild og legende — den var skarp, som en advarsel.
Noah og Liva gik langs stien bag gadekæret. Træerne stod nøgne, og jorden var hård under deres fødder. De havde pakket sig ind i halstørklæder og vanter, men kulden sneg sig ind alligevel.
“Det er som om efteråret er blevet vredt,” sagde Liva.
Noah nikkede. “Eller bange.”
De satte sig på bænken uden for skole, hvor de plejede at mødes. Der var stille omkring dem, kun vinden i sivene og et par krager, der fløj lavt over vandet.
Liva trak sin hue længere ned over ørerne. “Mennesker trækker sig ind, når det bliver mørkt og koldt.”
Noah så ud over landskabet. “Vi gemmer os. Men måske er det nu, vi burde tænde noget.”
“Tænde hvad?” spurgte Liva.
Han pegede på det stearinlys, hun havde i lommen — det, hun altid bar med sig, bare i tilfælde af mørke.
“Håb,” sagde han.
De sad længe og så solen gå ned bag skoven. Lyset var svagt, men stadig der. Som en sidste flamme.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)