Liva sad i vindueskarmen med benene trukket op under sig. Udenfor var himlen mørkeblå, og stjernerne begyndte at blinke over markerne. Hendes forældre var taget til fest — farfars bror fyldte 60, og det var “voksne kun”. Liva havde protesteret, men hendes mor havde sagt: “Du er jo stor nok til at være alene en aften.”
Hun var ikke bange. Bare… rastløs.
Hun havde tændt stearinlys i stuen og lavet varm kakao, men det føltes tomt. Hun skrev til Noah:
“Er du hjemme? Jeg keder mig.”
Han svarede hurtigt:
“Ja. Mine forældre ser en eller anden kedelig serie. Skal vi mødes?”
De mødtes ved den gamle legeplads, hvor gyngerne knirkede i vinden. De talte om skolen, om hvor kedeligt Andromose var blevet, og om hvordan det snart var efterår for alvor.
“Tror du der sker noget spændende snart?” spurgte Liva og sparkede til en sten.
Noah trak på skuldrene. “Det gør der aldrig her.” De gik hjem. Men stilheden føltes anderledes den aften. Som om noget var på vej. Noget, der endnu ikke havde fået navn.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)
Tak skat for en hyggelig og stemningsfuld historie og en dejlig lille sang😃⭐️❤️vi glæder os til at læse og høre mere😍🌟💋❤️💋❤️💋
Hyggelige lille historie glæder mig til at Læse mere🤗🤗🤗😘
Dejligt. og bare glæd dig til december hvor historien for alvor går i gang.