Uge 43 – “Det sidste lys”

Solen hang lavt over Andromose. Luften var lun, men med en snert af kulde, som om efteråret stod og ventede i skyggen.

Noah og Liva lå i græsset ved den gamle mølle, hvor de plejede at mødes. Himlen var stribet af rosa og orange, og insekterne summede dovent omkring dem.

“Det føles som den sidste dag,” sagde Noah.

“Af hvad?” spurgte Liva.

“Af noget. Sommeren. Barndommen. Jeg ved ikke.”

Liva vendte sig om og så på ham. “Du bliver filosofisk, når du keder dig.”

Han smilede. “Måske. Eller også er der bare noget i luften.”

De lå stille et stykke tid. Fuglene fløj lavt, og vinden bar en duft af mos og muld. Et sted i skoven lød et svagt klik — som om noget mekanisk havde bevæget sig.

“Så du det?” spurgte Liva og pegede mod træerne.

Noah satte sig op. “Nej. Hvad?”

“Der var noget. En skygge. Eller en glimt.”

De rejste sig og gik hen mod skoven, men da de nåede kanten, var alt stille. Kun vinden i bladene og en enkelt ravn, der fløj over dem.

“Det er som om naturen holder vejret,” sagde Noah.

Liva nikkede. “Og venter på noget.”