Liva stod i døren og så sin far pakke bilen. Han skulle på forretningsrejse. Ingen vidste helt hvorhen — “noget med en ny kunde, noget med udlandet,” havde han sagt. Men han havde ikke sagt, hvornår han kom hjem.
“Er du hjemme til jul?” spurgte Liva.
Han smilede, men svarede ikke rigtigt. “Vi må se, min skat.”
Hun nikkede og kiggede ned i jorden. Det føltes som om noget gled væk. Noget vigtigt.
Senere på dagen sad hun alene i stuen. Hun havde tændt et stearinlys, som hun plejede, og stirrede på flammen. Den dansede roligt, som om den prøvede at holde hende med selskab.
Hun skrev til Noah:
“Min far er rejst. Jeg ved ikke, hvornår han kommer hjem.”
Han svarede:
“Det er sent at rejse, hvis han vil nå hjem til jul.”
Liva svarede ikke. Hun sad bare og så på lyset. Det var varmt, men ensomt. Hun tænkte på alt det, der kunne ske, og alt det, der måske ikke ville ske.
Hun hviskede for sig selv: “Kom hjem.”
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)