Kapitel 1 – Sne uden glæde

Sne uden glæde – Julens sidste håb

Der lå sne på markerne, men den glimtede ikke. Den lå bare der – tung og grålig, som om den havde glemt, hvordan man var magisk. Som om den havde været til julefrokost med for mange snaps og nu bare lå og fortrød det hele.

Noah sad alene på bænken uden for skolen og stirrede på det store grantræ, der plejede at være pyntet med lyskæder og glimmer. Nu stod det bar og trist, som om det også havde givet op. Han huskede, hvordan træet – så længe han kunne huske – altid blev pyntet i starten af december. Hans far havde engang fortalt, at hans egen far var med til at plante det, dengang det bare var en lille pind med ambitioner. Siden da havde det været pyntet hvert år, som en slags tradition, der aldrig blev stillet spørgsmål ved. Indtil nu.

Inde i skolegården løb de andre rundt, men ingen sang julesange. Ingen havde nissehuer på. Ikke engang Luna, som ellers plejede at gå med rensdyrhorn hele december og insisterede på at kalde sig “Rudolf med attitude”. Det var som om der var en tung, trist stemning over hele situationen. Som om nogen havde trykket på pause – og glemt at trykke play igen.

Liva kom gående med raske skridt. Hun var hans bedste ven, og de havde været det lige så længe, han kunne huske. Hun havde stadig sin røde frakke på, den med de alt for store knapper, og hendes flotte, store krøllede hår blafrede i vinden som en slags dramatisk filmintro. Hun satte sig ved siden af Noah uden at sige noget. Sammen sad de bare der og kiggede skiftevis på det tomme træ og ind i skolegården.

“Det føles forkert,” sagde han til sidst. Han vidste inderst inde, at løbet var kørt, og at det nok aldrig blev jul som i de gode gamle dage.

“Hvad gør?” spurgte Liva og kiggede på ham med et skævt smil, som om hun allerede kendte svaret, men gerne ville høre hans version.

“Alt. Sneen. Skolen. Julen. Det er som om… den ikke findes i år. Og aldrig bliver det samme, som det var engang.”

Liva nikkede. “Min mor sagde, at kommunen har droppet juletræet på torvet. Det er alt for dyrt. Og ingen tror alligevel på julemanden, siger de. Hun sagde også, at han sikkert har fået stress og er flyttet til Mallorca.”

Noah trak skuldrene op. “Men det handler jo ikke kun om julemanden. Det handler om… noget andet. Noget man ikke kan købe. Noget man mærker.”

Liva så på ham. “Du lyder som en gammel mand.”

Han smilede svagt. “Måske jeg er en gammel mand fanget i en 12-årigs krop. Med dårlig ryg og hang til pebernødder.”

De sad lidt i stilhed, mens sneen dalede langsomt – som om den tøvede rigtigt med at sne. Som om den også var i tvivl, om det overhovedet var værd at gøre sig umage.

“Nej. Men det føles som om julen har brug for os. Som om den har sendt et nødsignal. Og vi siger det ikke til nogen – ikke engang Luna med hornene.”

Noah nikkede. “Ok, vi gør det.”