Kapitel 10 – En hemmelig klub

En hemmelig klub – Julens sidste håb

Livas kælder var kold, men fuld af muligheder. Der stod gamle møbler, en støvet globus og en reol med bøger, som ingen havde læst i årevis. Midt på gulvet havde de lagt tæpper og puder, og Pippo sad i en papkasse, som han havde erklæret for sin “base”. Han havde pyntet den med glimmer og et klistermærke med en stjerne.

Liva havde spurgt sin mor, om de måtte bruge kælderen som klubhus. Det havde de selvfølgelig fået lov til – Livas mor var altid glad, smilende og i godt humør. “Bare I ikke roder alt for meget,” havde hun sagt med et grin. Kælderen var perfekt: den havde sin egen indgang via den udvendige trappe på husets side, og den indvendige trappe lå lige ved Livas værelse, så det var nemt at komme frem og tilbage uden at blive opdaget. Det var især praktisk, når man havde en alien som Pippo boende.

Det var to dage efter mødet i stuen. Nu var de samlet igen – denne gang med flere kort, flere idéer og en ny slags energi. Operation Juleglød var ikke længere bare en plan. Det var blevet til en bevægelse.

“Vi skal have struktur,” sagde Liva og pegede på en tavle, hun havde fundet i garagen. “Hold, opgaver, ruter. Vi skal være mere end håb. Vi skal være handling.”

Hun havde hørt sin far bruge ordet struktur utallige gange, især når han talte om sit arbejde som projektleder. Han sagde altid, at uden struktur blev selv de bedste idéer til rod. Liva havde aldrig helt forstået det dengang, men nu gav det mening. Nu var det hendes tur til at skabe orden i kaos.

Freja skrev navne og tidspunkter op. William og Malik diskuterede, hvordan de kunne nå flest mulige steder uden at vække for meget opmærksomhed. Noah havde lavet en liste over folk, han vidste var alene i december.

Pippo gik rundt og lyttede. Han gentog ord, han havde lært: “Hjerte… glæde… mod.” Men nu kom der nye: “sammen… hjælpe… varme.” Han pegede på tavlen og sagde: “Plan… er lys.”

De lavede små pakker med tegninger, hjerter og julekort. Pippo tegnede farver i luften og sagde: “Du er grøn med glimt af sølv,” til Freja. Hun smilede og sagde: “Hvad betyder det?” Pippo svarede: “Håb… og styrke.”

De planlagde en særlig mission: at tænde lys på torvet. Ikke elektrisk lys, men levende lys – lanterner med budskaber, som de ville stille op i mørket. “Vi kalder det Lyshjertet,” sagde Malik. “Det skal være synligt. Noget folk ikke kan ignorere.”

Liva fandt en gammel kasse med stearinlys og glaskrukker. De begyndte at dekorere dem med glimmer, stjerner og små sedler. Pippo skrev sin første hele sætning: “Lys er kærlighed.” De stirrede på ham. “Du skrev det selv?” spurgte Noah. Pippo nikkede. “Jeg… lærer.”

De lavede et klubmærke – et hjerte med en stjerne i midten – og satte det på tavlen. “Vi er Julehjertet,” sagde Liva. “Og vi er klar.”

Pludselig lød der trin på den indvendige trappe. De stivnede alle sammen. Pippo kiggede op med store øjne, og Noah reagerede lynhurtigt – han greb Pippo og skubbede ham ned under bordet, hvor tæpperne lå i en bunke. Pippo krøllede sig sammen og hviskede: “Hemmeligt… nu.”

Døren gik op, og Livas mor kom ind med et fad fyldt med småkager og en termokande med varm kakao. “Jeg tænkte, I kunne bruge lidt hygge,” sagde hun med et smil.

Liva rejste sig og stillede sig foran tavlen. “Mor… du kan altså ikke bare gå ind i en hemmelig klub. Der er regler.”

Hendes mor lo. “Undskyld, frøken klubformand. Skal jeg banke på næste gang?”

Liva nikkede alvorligt. “Ja. Og med den hemmelige kode.”

“Åh, hvad er den?” spurgte hendes mor og løftede et øjenbryn.

Freja bankede med knoerne på bordet: bank bank – bank bank – bank bank. Tre dobbelte bank. Et rytmisk mønster, som kun medlemmer kendte.

Livas mor gentog det kluntet og grinede. “Jeg må nok øve mig. Nå, jeg stiller bare kakaoen her og smutter igen.”

Da døren lukkede, krøb Pippo frem under bordet og snusede til småkagerne. “Kage… er fred,” sagde han og tog en bid.

William nikkede. “Det er faktisk rigtigt. Kage skaber fred. Det burde være en regel.”

Liva skrev det på tavlen under “Klubregler”: Kage er fred.

Døren gik op igen, og en pige trådte ind med et smil. Det var Josefine – Livas kusine, som også gik på skolen og i samme klasse som de andre. Hun havde hørt dem tale om klubben i frikvarteret og var blevet nysgerrig.

“Er det her jeres hemmelige klub?” spurgte hun og kiggede nysgerrigt på tavlen.

Liva nikkede. “Ja! Vi har lige lavet mærket og skiltet. Og vi har fået et navn – Julehjertet 222.”

Josefine læste ordene højt og smilede. “Tre to-taller… det lyder som tre vennepar, der holder hinanden i hånden. Det er ret fint.”

Hun kiggede på Liva og blinkede. “Må jeg være med?”

Noah rakte hende en tusch med glimmer på hætten. “Vil du skrive dit navn på skiltet?”

Josefine tog imod tuschen, men stoppede op midt i bevægelsen, da hendes blik faldt på Pippo, som sad roligt i hjørnet med sin gule dun og store øjne.

“Okay, hvem har klædt sig ud som en gul badeand? I prøver virkelig at skræmme nye medlemmer, hva’?” sagde hun med et grin.

Ingen svarede med det samme. Pippo blinkede langsomt. Josefine kiggede skiftevis på de andre og på Pippo.

“Vent… det der er ikke et kostume, vel?”

“Nope,” sagde Noah og Liva i kor.

Liva trådte et skridt frem og sænkede stemmen en smule. “Vi fandt ham i skoven. Han var helt alene… og han tegnede følelser i luften med farver. Det var som om han kunne vise os, hvad han følte – uden ord.”

Josefine stirrede på Pippo, der nu vippede lidt med hovedet og lod en svag blå glød svæve op fra sin lille hånd.

“Liva har ret,” sagde Noah blidt. “Vi skal hjælpe ham. Og han hjælper os.”

Josefine stod stille et øjeblik, som om hun prøvede at forstå det hele. Så smilede hun og vendte sig mod tavlen. “Okay. Jeg skriver mit navn. Men jeg vil vide alt om badeanden bagefter.”

Da de gik op ad kældertrappen, var det som om noget havde ændret sig. Ikke bare i dem, men i luften omkring dem. Pippo stoppede ved døren og sagde: “Jul… begynder i jer.”

Og i kælderen, blandt papkasser og gamle bøger, var noget blevet til. Noget hemmeligt. Noget stærkt. Noget, der kunne blive til jul.