Kapitel 11 – Pippo lærer dansk

Pippo lærer dansk – Julens sidste håb

Weekenden kom som et varmt tæppe over byen, og i kælderen under Livas hus begyndte noget at glimte. Noah og Liva havde samlet deres venner fra “Julehjertet 222” med ét mål: at bringe julestemningen tilbage. Det føltes, som om de var julens sidste håb.

Dagen før havde de fået lov til at bruge kælderen – et sted, der hurtigt var begyndt at føles som deres eget skjulested. Her skulle deres hemmelige klub tage form, og her skulle deres julemission begynde.

Kælderen duftede svagt af støv og kakao. Glimmeret fra skiltet “Julehjertet 222” blinkede i det dæmpede lys, og tavlen var fyldt med ord, tegninger og små sedler med håb. Pippo sad i sin papkasse og stirrede på en julekugle, han havde fået af Liva. Den var rød med guldmønster, og hver gang han rørte ved den, sagde han stille: “Glimmer… varm.”

Noah sad med en notesbog og skrev ned, hvad Pippo sagde. Ikke fordi han skulle huske det — men fordi det føltes vigtigt. Som om ordene kom fra et sted, han ikke helt forstod.

“Mod,” sagde Pippo og pegede på en tegning af en lanterne. “Mod… er rød.”

“Hvordan ved du det?” spurgte Freja og satte sig ved siden af ham.

Pippo blinkede langsomt. “Farver… er følelser. Jeg ser dem.”

William rynkede panden. “Så… hvis jeg er glad, er jeg gul?”

Pippo kiggede på ham og rystede på hovedet. “Nej. Du er orange med prikker af blå. Glad… men tænksom.”

De andre børn stirrede på hinanden og begyndte at gætte deres egne farver. Det blev til en hel debat, hvor Josefine insisterede på, at hun måtte være lilla, fordi hun elskede stjernehimlen. Pippo smilede og sagde: “Du er grøn med glimt af sølv. Håb og styrke.” Josefine blev stille og sagde: “Det er den bedste gave, jeg har fået.”

Liva tog et kridt og skrev “Mod = Rød” på væggen under “Klubordbogen”. Pippo rejste sig og gik hen til tavlen. Han tog en blå tusch og skrev langsomt: “Savner.” Bogstaverne var skæve, men tydelige. Han kiggede på dem, som om han kunne mærke dem med hele kroppen.

“Savner… er blå,” sagde han. “Blød blå. Med glimt af guld.”

Noah så på ham. “Er det mig?”

Pippo nikkede. “Du savner… men du håber.”

Der blev stille. Ikke en tung stilhed, men en blid én. Som sne, der lægger sig uden at larme.

“Jul,” sagde Pippo. “Jul… er farver. Men kun hvis nogen ser dem.”

Liva satte sig på gulvet og kiggede rundt. “Vi ser dem nu. Tror jeg.”

Pippo smilede. “Så… jul begynder.”

De lavede en ny liste på tavlen: “Ord Pippo har lært.” Den voksede hurtigt. “Hjerte.” “Tid.” “Tilgiver.” “Sammen.” “Fred.” “Kage.” William insisterede på, at “Kage” skulle stå med stjerner omkring.

“Gaver,” sagde Pippo pludselig. “Gaver uden tid… er tomme.”

Josefine kiggede op fra sin tegning. “Hvad mener du?”

Pippo satte sig ved siden af hende og lagde hovedet lidt på skrå. “Hvis man giver… men ikke er der… så er gaven kun papir.”

Liva blev stille. Hendes far rejste meget, og selvom hun vidste, at han tænkte på dem, savnede hun ham altid, når han var væk. Hun længtes efter lyden af hans guitar og de sange, han plejede at spille for dem.

“Han har ret,” sagde hun. “Det handler ikke om ting. Det handler om nærvær.”

De begyndte at tale mere om julen. Ikke om lyskæder og ønskelister, men om det, der ikke kunne pakkes ind. Om varme blikke, om at blive husket, om at høre til.

Dage flød sammen som smeltet chokolade i solen, og børnene arbejdede koncentreret på deres hemmelige mission. Kun afbrudt af Livas mor, der med jævne mellemrum dukkede op med snacks, som om hun var en slags husholdnings-ninja med hang til hjemmebag og uanmeldte besøg. Pippo var blevet ekspert i at kaste sig ned i sin kasse med en ynde, der kunne få en kat til at rødme – især fordi moren var blevet instrueret i at banke på først. Desværre havde hun aldrig helt forstået det der med “kodebank”, og hendes version lød mest som en rytmisk forvirring.

Josefine, William og Freja havde fået lov til at overnatte og var ankommet med soveposer, snacks og en plan om ikke at sove overhovedet. Malik måtte hjem og sove, men var tilbage søndag morgen med morgenhår og en energi, der kunne drive en vindmølle. Hele weekenden var gået med at skrive, tegne og diskutere, om Pippo egentlig kunne lide lakrids (han påstod han var allergisk over for “sort mystik”).

Da mørket faldt på og stearinlysene kastede dansende skygger på væggene, lå de alle sammen under tæpper, som om de var en flok tankefulde burritos. Pippo kiggede rundt og sagde med sin sædvanlige alvorlige tone, der altid blev efterfulgt af et blink: “Dansk… er følelser. Ikke kun ord.”

Noah nikkede. “Og du lærer det hurtigere end nogen, jeg kender.”

Pippo kiggede på ham. “Fordi I… giver mig tid.”

Liva skrev det på tavlen med sin fineste kridtstemme: “Tid = gave.”

Og i kælderen, hvor glimmeret stadig glimtede, og ordene voksede som små frø i en hemmelig have, lærte Pippo ikke bare dansk. Han lærte menneskelighed.

Da de pakkede sammen, var der en stille glæde i luften – som om rummet selv sagde tak. Josefine, William, Freja og Malik tog deres ting. Trætte smil, krøllede soveposer under armen. De vinkede farvel, krammede, grinede og hviskede små hemmeligheder om, hvad der skulle ske i næste kapitel af deres fælles eventyr.

“Vi ses i morgen,” sagde Pippo med et teatralsk buk. “Hvis universet ikke har andre planer.”

Liva og Pippo gik op på hendes værelse, hvor vinduet stod på klem og duften af æbletræer sneg sig ind. Noah fulgte med et øjeblik, og de satte sig alle tre på sengen, mens de spillede et hurtigt spil kort – Pippo tabte med vilje, men påstod det var en strategisk beslutning.

“Det har været en god weekend,” sagde Noah og rejste sig. “En af dem man ikke glemmer.” Han klappede Pippo på skulderen, smilede til Liva og forsvandt ned ad trappen med lette skridt.

Tilbage i værelset sad Pippo og Liva i stilhed et øjeblik. Udenfor begyndte stjernerne at dukke op én efter én, som om de også ville være med.

“Tid er en gave,” gentog Pippo og kiggede ud. “Og I har givet mig en hel weekend fuld af den.”