Kapitel 12 – Kommunens kolde beslutning

Kommunens kolde beslutning – Julens sidste håb

Mandag morgen var anderledes. Ikke fordi det regnede, eller fordi sneen var blevet til sjap, men fordi noget i luften føltes forkert. som om nogen havde trukket mørklægningsgardinerne for julen.

På opslagstavlen på gangen ved skolens indgang hang en ny kedelig meddelelse, trykt på gråt papir med alt for små bogstaver:

Eleverne gik forbi med rynkede pander og sænkede skuldre.

Noah huskede, hvordan læreren plejede at læse et lille juleeventyr op hver morgen i december. Klassen havde sunget “Nu tændes tusind julelys” med stearinlys i vindueskarmen, og der havde altid været duften af appelsiner med nelliker. Dengang havde december føltes som en varm favn. Nu var der kun kulde og gråt papir. Og nu, hvor dugen også forsvandt, føltes det som om julen helt blev pakket væk.

Pippo sad krøllet sammen i Livas taske, pakket ind i tørklæder og en stor hue, der dækkede hans fjerklædte arme og lille næb. Med sin lille krop kunne han lige akkurat gemme sig, og når han bevægede sig, lignede han mest af alt en meget mærkelig bamse. Han hviskede: “Julen er slukket.”

I frikvarteret samledes Julehjertet 222 i skolens kælder – det var ikke som Livas hyggelige kælder, hvor de havde deres klubhus, men den kolde og fugtige underetage under fysiklokalet.

“De kan aflyse arrangementer,” sagde Freja og satte sig på en pude. “Men de kan ikke aflyse håb.”

Malik holdt et skilt op, han havde lavet i første time: “Jul er hjerte, ikke penge.” Bogstaverne var skæve, men budskabet var klart. “Vi laver vores egen fest,” sagde Liva og rejste sig. “Vi spreder juleglæde, selvom de ikke vil.” Pippo kravlede ud af tasken og satte sig, som om han sad i sin papkasse. Han kiggede rundt og sagde med sin særlige alvor: “Mod… er rød. I er lys.”

“Vi mødes efter skole i klubben,” sagde Liva med bestemt stemme.

“Ja,” sagde Noah, “så laver vi en plan.”

Alle var enige og på vej op til klasseværelset igen, og Liva råbte: “2-2-2!” med den ene hånd rakt i vejret og knyttet næve – som et slags kampråb. “2-2-2!” råbte de andre i kor.

Efter skole samledes de i Livas kælder. De lavede plakater med glimmer og tusch. Vi vil have julen tilbage, stod der. De skrev et brev til kommunen med samme budskab og lagde en plan for at samle støtte.

De gik fra hus til hus. Pippo var med, pakket ind i en stor frakke og hue, og ingen lagde mærke til, at den lille skikkelse med de store øjne ikke var helt som de andre. Han sagde ikke meget, men når han gjorde, lød det som poesi.

Josefine havde lavet en sang, og Pippo havde hjulpet med teksten. Den var enkel, men stærk:

“Jul er mere end pynt og fest,
Jul er håb i hjertets gest.
Når lyset slukkes, tænder vi,
Med mod og varme – vi står fri.”

De stillede sig op foran skolens hovedindgang og sang Josefine og Pippos sang, mens sneen begyndte at falde igen – blødt og stille, som om himlen selv lyttede. Flagerne lagde sig som små lys på skuldrene, på plakaterne, på Pippos næb. Det var ikke bare sne – det var en slags svar. Et tegn på, at noget større end kommunen havde hørt dem.

Nogle voksne stoppede op. En mor tørrede en tåre. En lærer smilede og nikkede. De nævnte ikke Pippo. Ikke endnu. De sagde bare, at de havde lært noget — om håb, om farver, om at julen ikke kan aflyses, hvis man tror på den.

Langsomt begyndte noget at gløde igen — ikke i kommunens regneark, men i folks øjne.

---

Jul er mere end pynt og fest

“Jul er mere end pynt og fest” er blevet udgivet sammen med dette kapitel.

---