Kapitel 13 – En gave uden papir

En gave uden papir – Julens sidste håb

Efter at de havde stået foran skolen og sunget, og den bløde sne var begyndt at falde, var børnene fyldt med en ny energi. Men da de skulle skilles, sagde Liva, at de desværre måtte hjem. “Mine bedsteforældre kommer på besøg,” sagde hun med et suk. “Og de kan ikke lide ‘overraskelser’.” Liva så på Pippo, der sad trygt i Noahs favn. Han var en del af ‘overraskelserne’. Noah mærkede Pippo, der kiggede op på ham med sine store, sorte øjne, som om han allerede vidste, at han skulle med ham. “Han kan bare sove hos mig,” sagde Noah stille, og for en gangs skyld var han ikke genert. Liva smilede taknemmeligt. “Tak, Noah.” Sagde hun og gav ham et smil, som kun hun kan give ham, han smilede tilbage og sådan endte det med, at Pippo gik med Noah hjem.

Noah sad på sit værelse, omgivet af sin egen stilhed. Udenfor dalede sneen langsomt, som om verden havde sænket farten for at give plads til noget vigtigt. Hver eneste fnug var en lille, hvid prik i mørket, og de lagde sig i et blødt, tykt lag på hustagene. Lige over for vinduet hang en enkelt lyskæde, som Noah havde sat op tidligere på dagen. Den lyste varmt og gult, og selvom det kun var en lille kæde, føltes den som et trodsigt svar på kommunens kolde beslutning.

Pippo sad på vindueskarmen, krøllet sammen til en gul fjerbold, og kiggede ud. Dens store, mørke øjne var fyldt med et udtryk, som Noah efterhånden genkendte: en blanding af nysgerrighed og en ældgammel tristhed. Dens fjer glimtede svagt i lyset fra julekæden.

“Du… tænker,” sagde Pippo pludselig og hoppede med en let fjedrende bevægelse ned på gulvet.

Noah nikkede, uden at flytte blikket fra vinduet. “Jeg tænker på, hvad julen egentlig er. Jeg tænker på, at jeg savner noget, jeg ikke helt kan forklare.”

Pippo nærmede sig ham, et skridt ad gangen. Dens fødder lavede næsten ingen lyd mod gulvet. Den stoppede foran Noah og rakte en lille hånd frem mod hans bryst. “Du… savner.”

Noah mærkede Pippos lille hånd, der hvilede let mod hans trøje. Det var ikke koldt, men heller ikke varmt. Det føltes bare… rigtigt. En dyb længsel, som han havde båret med sig, selv før julen begyndte at miste sin glans, føltes pludselig genkendelig.

Pippo lukkede sine store øjne, og et svagt, gyldent lys begyndte at strømme fra dens lille hånd. Det var ikke et skarpt lys, men blødt og varmt, som gløden fra et stearinlys. Lyset begyndte at sprede sig, ikke i rummet, men inde i Noah. Det var som om, at lyset fandt vej fra Pippos lille hånd og direkte ind i hans bryst. Varmen bredte sig som ringe i vand, ud i hans arme, ned i hans ben, op i hans hals og ind i hans hoved.

Han mærkede en bølge af minder, af følelser, som han ikke vidste, han havde mistet. Han huskede julen, dengang den føltes fuldkommen. Dengang, hvor sneen bare var sne, og ikke sjap. Dengang, hvor julelysene lyste op i mørket, og ikke bare var en pengeslugende udgift for kommunen. Han mærkede varmen fra de voksnes hænder, da de holdt hans, og han mærkede forventningen, som en lille, gnistrende stjerne i maven. Han mærkede en glæde, som han havde glemt. Han mærkede, at han var elsket, at han hørte til.

Noah lukkede øjnene. Han følte sig let, som om han var fyldt med helium. En tåre, så varm, at den næsten sved, trillede ned ad hans kind. Det var en tåre af lettelse. En tåre af at blive set og forstået, uden at et eneste ord var blevet sagt. Det føltes som om, nogen havde givet ham en gave, der ikke kunne pakkes ind. En gave af nærvær, af forståelse og af håb.

“Jeg mærkede noget,” hviskede Noah, hans stemme rystede af følelser. “Noget ægte. Jeg mærkede, at julen ikke bare er ting. Det er… en følelse.”

Pippo åbnede sine øjne og smilede. De store øjne skinnede af en indre lys. “Farver… vender tilbage,” sagde den med sin blide, dybe stemme. “Din farve… lyser.”

Noah rejste sig og gik hen til vinduet. Sneen dalede stadig, men nu glimtede hvert fnug. Som om hver fnug bar en lille smule af den tro, som Pippo lige havde givet ham.

Han vendte sig mod Pippo. “Tak,” sagde han.

Og Pippo svarede kun: “Du… lyser.” Noah vidste, at det ikke var en kompliment. Det var en påmindelse. En påmindelse om, at den julens glød, som kommunen havde slukket, stadig eksisterede. Den eksisterede, så længe han troede på den, så længe han nærede den med sin egen varme og fantasi.