Kapitel 14 – Liva mister troen

Liva mister troen – Julens sidste håb

Noah vågnede tidligt. Pippo havde sovet hos ham om natten, fordi Liva skulle have besøg af sine bedsteforældre. Nu var de på vej over for at hente Liva, inden de skulle i skole.

De fandt hende ved familiens garageport, hvor hun stod og stirrede tomt ud i luften. Noah kiggede på hende og kunne med det samme se, at hun var trist.

“Er du okay?” spurgte Noah, mens Pippo forsigtigt kiggede frem under hans jakke.

Liva trak på skuldrene. “Jeg har bare brug for ro,” mumlede hun, hendes øjne var røde og opsvulmede. Hun kiggede ikke på Pippo, men hendes stemme var en dyb, tom lyd. “Pippo skal blive her i dag. Han skal have en pause.” Noah kunne mærke, at det nok mest var Liva, der havde brug for en pause fra ham.

Pippo reagerede med et svagt “Pip,” men forstod straks, at Liva ikke var vred på ham, men på noget, der var meget større, end han forstod. Noah og Liva lukkede Pippo ned i familiens kælder, hvor han straks kravlede ned i sin papkasse. Noah kiggede på Pippo, der krøllede sig sammen. “Vi ses efter skole,” sagde Noah stille, selvom han følte en knude i maven. Han vidste, at Liva havde brug for at være alene. Noah og Liva gik i stilhed mod skolen.

Skolen summede af en tung, decembertræthed. Papirklip, som eleverne havde lavet med forsigtige fingre for bare en uge siden, hang nu slapt fra loftet, som om selv de havde mistet håbet. Læreren havde opgivet at få børnene til at synge julesange. En guitar stod i hjørnet, dækket af et gråt klæde, og den plejede ellers at give lyd til “Nu tændes tusind julelys”.

Liva sad alene ved vinduet og stirrede ud på den grå himmel, der var lige så trist som hendes eget sind. Hun havde simpelthen ikke kræfter til at passe på Pippo, til at forklare ham og tage sig af hans naive, men sande spørgsmål. Hun havde brug for stilhed, for en pause.

Noah satte sig forsigtigt ved siden af hende. “Er du okay?” spurgte han og rørte ikke ved hendes arm, men sad bare ved siden af, som en trofast skygge.

Liva trak på skuldrene, hendes blik flakkede. “Jeg ved ikke, om det nytter noget,” sagde hun og så ned på sine knyttede hænder. “Vi prøver, og prøver… men det føles som om, ingen lytter. Vi synger, og de kigger bare på os. Vi skriver breve, og de smider dem sikkert bare ud. Vi har intet at give dem, intet at bytte med, andet end håb. Og de voksne…” hun sukkede og trak vejret ind og ud af næsen. “De voksne har ikke længere brug for håb.”

Noah var stille et øjeblik. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde følt præcis det samme i flere uger. Han havde følt sig som en myre, der prøvede at flytte et bjerg, men Pippo havde givet ham noget, han ikke vidste, at han savnede, og det havde givet ham mod. “Men du har jo været den stærke,” sagde Noah stille. “Du startede Julehjertet 222. Vi gjorde det jo for din skyld.”

“Ja,” sagde hun, og hendes stemme var en dyb, tom lyd. “Men måske var det bare en idé. Måske er julen virkelig ved at dø, og vi kan ikke redde den.”

“Du savner noget,” sagde han til sidst med en dyb, alvorlig stemme. Liva kiggede op, og for første gang den dag, kiggede hun rigtigt på nogen. “Din farve er mørk rød.” Pippo så det som en tyk, næsten sort, rød farve, der havde slået sig ned i hendes hjerte. En tung, dyster skygge. Han følte det som en sitrende varme, der ikke var god. Den føltes som et mørke, der kun ville vokse, hvis den fik lov.

Liva rynkede panden. “Hvad betyder det?”

“Mørk rød… er vrede. Og sorg. Og længsel,” sagde Pippo, som om det var den mest naturlige ting i verden. Liva blev stille. Hun havde aldrig tænkt over sine følelser på den måde. Hun havde bare skubbet dem væk. Men nu, hvor Pippo nævnte det, kunne hun mærke en brændende vrede, der ulmede inde i hende. Vrede over, at julen var ved at forsvinde. Vrede over, at de voksne havde givet op. Vrede over, at hendes far ikke var der.

“Min far plejede at lave risengrød hver december,” sagde hun stille. Hendes stemme var knækket og tynd, som om hun fortalte en hemmelighed for første gang. “Han plejede at synge, selvom han ikke var den bedste til at synge. Han plejede at sidde i sofaen med mig og se julekalender. Og nu… nu er han på en lang arbejdsrejse. Men det føles som om, han har glemt det hele. Han har glemt julen.” En varm tåre trillede ned ad hendes kind.

Pippo lagde sin lille hånd på hendes knyttede kno. “Farver… kan ændre sig. Men kun hvis du ser dem,” sagde han.

Liva begyndte at græde. Ikke højt, ikke dramatisk. Bare stille. Som sne, der smelter uden at nogen ser det. Hun havde troet, at hun skulle være den stærke. Men nu kunne hun ikke længere bære byrden alene.

Noah kom ind i rummet, hans skridt var næsten lydløse. Han så Liva på gulvet, så Pippo ved hendes side, og han forstod. Han sagde ikke noget, men satte sig stille ved siden af hende. Først tæt på Pippo, men derefter nærmere Liva. Han rakte forsigtigt sin hånd frem og lagde den på hendes arm. Han sagde intet, men hans tilstedeværelse var nok. Han havde været den, der havde mistet troen, og nu var det hans tur til at være der for Liva, selvom hun havde været der for ham.

Pippo tegnede en lille streg i luften med sin lille hånd. En lysende rød, der blev lysere og lysere, indtil den glimtede som en stjerne. “Din farve… er ikke væk,” sagde han. “Den venter.”

Og i det øjeblik begyndte noget i Liva at gløde igen. Ikke meget. Bare nok. Nok til at hun kunne mærke varmen fra Noah, nok til at hun kunne se den lille streg af håb. Nok til at hun kunne begynde at tro på, at julen ikke var tabt. Kun gemt væk. Hun så op på Noah, og deres blikke mødtes. For første gang den dag, smilte hun. Ikke et stort, bredt smil, men et lille, der sagde: “Vi to. Sammen. Vi klarer det her.” Noah smilede tilbage, og den tavse forståelse, der nu opstod mellem dem, var stærkere end noget, de havde sagt.