En stjerne falder – Julens sidste håb
Natten var klar. Sneen lå som et glitrende tæppe over skoven, og stjernerne blinkede som små hilsner fra noget langt væk. Kulden bed i kinderne, men ingen af børnene lagde mærke til den. Deres fulde opmærksomhed var rettet mod Pippo, der var på vej ind i skoven mod mod lysningen, hvor det hele var begyndt, og var helt stille. De andre fra Julehjertet 222 – William, Freja, Malik og Josefine – var samlet bag Noah og Liva. Liva havde stadigvæk sin fars gamle lommelygte med, der sammen med de andres pandelamper lyste i mørket, men lyset forsvandt hurtigt i de tusinde, tårnhøje grantræer.
“Han har været mærkelig hele dagen,” sagde Liva. Hendes stemme var stille, næsten som en hvisken. “Stille. Fjern.”
Noah nikkede. Han vidste, hvad hun mente. Siden de havde forladt Livas hus, havde Pippo bevæget sig langsomt, næsten mekanisk, uden den normale lethed og barnlighed, de kendte. Den kiggede uafbrudt op mod den mørke himmel, som var den fanget i en usynlig trance. Den havde ikke sagt et ord, siden de kom ud i skoven, og Noah og Liva vidste ikke, hvad der foregik. Den tunge, kolde følelse, der havde lagt sig over byen, syntes at påvirke Pippo dybere, end de havde forestillet sig. Frygten krøb ind under deres jakker. Pippos adfærd føltes som et varsel, og det gjorde dem dybt urolige.
De kom hen til det væltede træ, de brugte som bro over åen. Den tunge sne havde fået en gren til at knække, så det var blevet en smule nemmere at komme over åen, men stammen var stadigvæk våd og glat. Freja var lige ved at falde i åen, og det var kun Williams hurtige reaktion, der reddede hende. De kom alle til at grine lidt. Men Pippo fortsatte med uændret tempo. De skyndte sig efter ham, og da de nåede frem til lysningen, hvor Noah og Liva havde fundet den lysende sten, fandt de Pippo for første gang.
Pludselig kiggede Pippo op mod himlen. “De kalder,” sagde han med en dyb, fraværende stemme, som om den kom fra et sted langt væk.
Noah trådte et skridt frem, som for at beskytte Pippo mod en usynlig trussel. Han ville ikke miste ham, ikke efter alt det, de havde oplevet sammen. Han ville ikke miste det håb, han havde fundet. “Hvem?” spurgte han. Stemmen var stærk, fast og uden tvivl.
Pippo svarede ikke med ord, men kiggede på Noah og Liva med sine store, mørke øjne, der reflekterede stjernernes lys. “Stjernerne. Hjem,” gentog han, og hans blik fyldtes med en længsel, der fik Noah til at mærke en knude i halsen.
I det samme strøg et lysglimt hen over himlen. Ikke et almindeligt stjerneskud, men et, der var større og klarere. Det lignede nøjagtigt det, Noah og Liva havde set fra bænken uden for skolen for nøjagtig to uger siden – den samme glødende, smaragdgrønne puls, som var begyndelsen på hele deres eventyr. Det trak en lang, pulserende hale efter sig, som om det vidste, hvor det skulle hen. Pippo rakte sine små, fjerklædte arme op mod himlen, lukkede øjnene og begyndte at vibrere. Hans fjer begyndte at gløde – først svagt, så stærkere. Gult, hvidt, blåligt. Det var en smuk, men skræmmende oplevelse. Noah mærkede sit hjerte banke hårdt i brystet, og Livas greb om hans hånd strammedes. De andre børn trak sig et skridt tilbage, som for at give Pippo plads.
Malik, der trods situationens alvor altid havde en joke klar, grinede pludselig. “Vi kunne da bruge Pippo som juletræ,” sagde han og nikkede mod den lysende ælling. De andre kiggede bare på ham med forvirrede blikke.
“Han får kontakt,” hviskede William, der stod ved siden af Noah. Han var bleg, men hans øjne var fulde af undren.
“Men hvad betyder det?” spurgte Freja, mens hun stirrede på den lille, glødende ælling. “Skal han… væk?” hendes stemme var fyldt med frygt.
Pippo åbnede sine store øjne og kiggede på dem alle. Hans blik var klart, og der var en dybde i det, som de ikke havde set før. “Hjerte… delt. Her og der,” sagde han. Det var en sandhed, som han havde været nødt til at forlade for at komme til Jorden. En hemmelighed, han ikke havde delt med nogen.
Liva, der havde genfundet sin styrke, satte sig på knæ foran ham. Hun rakte sin hånd ud og rørte ved hans glødende fjer. “Du må ikke forsvinde. Vi har brug for dig,” sagde hun. Hendes stemme var bestemt og uden frygt. For et øjeblik siden havde hun mistet troen, men nu kæmpede hun for den med hele sin sjæl.
Pippo lagde sin lille hånd på hendes kind. “Farver… findes i jer nu.”
Snefnuggene dalede langsomt, som om tiden selv var blevet blødere. Pippo begyndte at svæve en smule over jorden, kun et par centimeter, men nok til at få alles hjerter til at slå hurtigere.
“Han bliver væk,” sagde Noah med en knude i halsen.
“Vi må gøre noget,” fortsatte Liva.
Men Pippo sagde kun: “Tro… holder mig her.”
Og med de ord dalede han stille ned igen. Hans glød blev svagere, men hans øjne var klare. Han var stadig her. For nu.
De andre børn fulgte efter Noah, Liva og Pippo ud af skoven, og de skiltes ved Noahs hus. Malik og William fortsatte op ad den sneklædte gade, mens Josefine og Freja gik mod modsatte retning, for det var den hurtigste vej hjem. De sagde ikke meget, for oplevelsen havde været overvældende.
Noah lukkede havelågen bag sig og så, at Liva havde taget Pippo op i sine arme. “Pas godt på ham,” hviskede han.
Liva nikkede. Hun trykkede Pippo ind til sig, og han kiggede op på hende, som om han takkede hende. Den gule fjer på hans hoved glødede svagt i mørket, og den varme, han udstrålede, fik Liva til at smile.
“Vi ses i morgen,” sagde hun og begyndte at gå hjem med Pippo i sine arme.
Noah stod et øjeblik alene og kiggede efter dem. Han tænkte på hvordan de nogensinde vil kunne rede julen og pippo.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)