Kapitel 16 – William og sandheden

William og sandheden – Julens sidste håb

Skolen summede af latter og larm, selvom julestemningen hang tungt og fjernt i luften. Børnene var i gang med at male nisser og juletræer på skolens vinduer, men i stedet for glade, røde farver var det mest grå og triste penselstrøg, der landede på ruderne. Et par af de andre fra Julehjertet 222 var der også. De var ved at gøre klar til at gå hjem. William sad alene ved det bagerste bord. Han plejede at være med i larmen – grine, drille og tegne mærkelige væsner i margenen af sine bøger. Men i dag var han stille. Som om noget i ham var lukket ned og låste hans glæde inde.

Liva, der havde set hans tilbagetrukne kropssprog, gik over til ham. Hun satte sig ved siden af ham og lagde sin hånd på hans skulder. “Er du okay?” sagde hun. Hendes stemme var blid, men hendes øjne var fulde af bekymring. Hun vidste, at den her tid på året var hård for mange.

William trak på skuldrene. “Det er bare jul,” svarede han med en stemme, der var så tæt på en hvisken, at Liva næsten ikke kunne høre, hvad han sagde.

Noah, der havde fulgt efter Liva, kom hen og satte sig på den anden side af bordet.

“Bare jul?” sagde han. “Men er det ikke det, vi skal redde?”

William kiggede ned i bordet, som om han var bange for, at hans øjne ville afsløre alt det, han forsøgte at skjule. “Min far gik juleaften. For tre år siden,” sagde han. Hans stemme brød, da han fortsatte. “Han sagde, han skulle hente mere fløde, og han kom aldrig tilbage.”

Ingen sagde noget. I det øjeblik forsvandt latteren fra de andre borde. Den tunge stilhed, der lagde sig over rummet, føltes meget tungere end den sne, der var faldet hele dagen. Det var en stilhed, der var fyldt med sorg. Pippo, som havde gemt sig under Livas jakke, krøb frem og satte sig foran William. Den kiggede på ham med sine store, mørke øjne og sagde: “Sorg… er længsel.”

William stirrede på den. “Hvad ved du om sorg?” sagde han. Hans stemme var fyldt med vrede og frustration. Han forstod ikke, hvordan en lille alien kunne forstå noget så dybt, som han selv ikke forstod.

Pippo lagde sin lille hånd på hans hånd. “Farver… bliver stille, når hjertet savner,” svarede han. Den kiggede på ham, og i dens øjne så han en dyb forståelse.

William begyndte at græde. Ikke voldsomt, men stille. Som sne, der smelter uden at nogen ser det. Tårerne løb ned ad hans kinder og faldt ned på bordet. Hver en tåre var en lille del af hans sorg, som nu fik lov at slippe fri. “Jeg troede, det ville blive nemmere,” sagde han. “Men hver jul føles som et hul.”

Liva tog hans hånd. “Du er ikke alene,” sagde hun. Hendes stemme var fast, og der var ingen tvivl i den. Noah nikkede. “Vi er her. Og vi tror stadig.”

Pippo tegnede en spiral i luften – en blanding af blå og grå med et strejf af guld. En spiral af håb og kærlighed. En spiral af sorg og længsel. En spiral, der viste William, at hans farve, hans hjerte, ikke var brudt. “Din farve… er smuk,” sagde Pippo. “Selv med sorg.”

William smilede svagt, en lille stråle af lys i mørket. “Tak,” svarede han.

Og i det øjeblik blev julen lidt mere ægte. Ikke fordi alt var godt, men fordi nogen lyttede. Fordi nogen så.