Kapitel 17 – Pippo bliver syg

Pippo bliver syg – Julens sidste håb

Kælderen var koldere end normalt. Det var ikke bare vinterens kulde, der sneg sig ind, men en dybere, mere uhyggelig tomhed, der havde lagt sig over rummet. Ikke kun på grund af vinteren, men fordi noget i rummet føltes tomt. Det var som om, en glødende ovn pludselig var gået ud og havde efterladt en isnende tavshed. Pippo lå på det slidte tæppe under lyskæden, krøllet sammen i en lille kugle. Hans fjer, der normalt skinnede med en lysende gul farve, og reflekterede lyset fra lyskæden, var blevet matte og grå, næsten som en gammel, støvet snebold. Den blide glød, der plejede at danse omkring ham, var næsten væk – kun en svag, pulserende flamme foran hans bryst mindede dem om, at han stadig var i live.

“Han siger ingenting,” sagde Liva og lagde en hånd på hans lille, fjerklædte krop. Hendes stemme var en hvisken. “Han plejer at sige noget. Bare et ‘pip’ eller et enkelt ord.”

Noah satte sig ved siden af hende. Han lagde også en hånd på Pippo. “Han er kold,” sagde han. Det var sandt, for Pippo føltes som et lille, frosset dyr i hans hånd. Hans krop føltes ikke længere som en lille, varm, blød ven, men som en lille, kold sten. Noah mærkede en knude vokse i sin mave. Han havde aldrig set Pippo så sårbar før. Hans hjerte sank som en sten, for Pippo var ikke bare en ven, han var et symbol på håb og magi. At se ham sådan var at se magien forsvinde.

Liva kiggede fortvivlet rundt på de andre. William, Freja, Malik og Josefine stod rundt om dem. Der var stille i kælderen – kun lyden af centralvarmen og et svagt dryp fra rørene kunne høres. William, der stadig havde tårer i øjnene fra samtalen med Noah og Liva i skolen, kom ned ad trappen med en varmepude, som han havde lånt fra sin mor. Han havde været den, der først var kommet på idéen. Han lagde den forsigtigt på den lille sofa, hvor Pippo lå, men han reagerede ikke. Kun et svagt blink i øjnene, som om han stadig var der – men langt, langt væk.

“Vi må finde ud af, hvad han har brug for,” sagde Freja, der havde tænkt på det samme som William. “Det er ikke bare varme. Det er noget andet. Hans energi, eller måske…”

Malik, der sad med sin mobil og søgte efter svar, sagde: “Jeg har søgt på ‘alien sygdomme’ og ‘energimangel’. Intet af det giver mening. Vi er nødt til at tænke anderledes.”

“Julens energi,” sagde Liva, som om hun talte til sig selv. “Han sagde det selv. Den er svag. Han sagde, at den var blevet suget ud.” Hun kiggede på Noah, der tænkte på de lys, der var gået ud i byen, og på Pippos glød, der forsvandt.

Noah rejste sig. Han vidste, at Liva havde ret. “Så vi må finde håbet. Det, der tænder ham,” sagde han med en fasthed, som Liva ikke havde set før. Den samme, som hun havde set for første gang i skoven. Det var en stemme, der ikke gav op.

Pippo rystede svagt, så et enkelt, svagt lysglimt sprang ud fra hans krop. Det var et hvidt lys, der flimrede, og som hurtigt forsvandt igen. Pippo hviskede svagt: “Hjerte… svagt.” Hans øjne var næsten helt lukkede.

De kiggede på hinanden. Ingen sagde noget. Men alle vidste, hvad de skulle gøre. Det var ikke et valg, de skulle træffe – det var en forpligtelse.

“Vi tager tilbage til det sted, hvor det hele begyndte. Skoven. Lysningen,” sagde Noah. “Måske er der noget der, der kan hjælpe ham.”

“Vi finder håbet,” sagde Liva. “Vi tænder det igen.”

Og med det begyndte de at pakke. Ikke med panik, men med beslutsomhed. For Pippo. For julen. For det, der stadig glimtede et sted i mørket, og som de skulle kæmpe for at finde.