Hjertet i skoven – Julens sidste håb
Alle var fast besluttet på, at der skulle gøres noget. De kunne ikke holde ud at se Pippo være syg. De listede ud af kælderdøren og op ad kældertrappen, så ingen kunne høre dem, og skyndte sig mod skoven.
Skoven lå stille under en tung dyne af sne. Sneen knirkede under børnenes støvler, og den lette, hvide damp fra deres ånde spredte sig som små skyer i den kolde, klare luft. Børnene fra Julehjertet 222 gik i en lang række, Liva gik forrest med sin fars gamle lommelygte, de andre lige efter med pandelamper og rygsække, som om de var på en ekspedition.
Pippo blev båret af Noah i en tæppeforet kurv. Hans fjer var stadig matte, og hans glød var næsten forsvundet, men alligevel glimtede hans øjne af noget — en fornemmelse, en længsel, som om han vidste, at de var på vej til et sted, der kunne hjælpe.
“Min mormor fortalte engang om et sted i skoven,” sagde Freja, der gik lige bag ved Liva og Noah. “Et gammelt hjerte, hugget i sten. Hun sagde, at det kunne tænde håb. At det havde en særlig energi.”
“Det må vi finde,” sagde Liva med en fasthed i stemmen, der overbeviste alle om, at hun ville finde det, uanset hvad det kostede. “Hvis det findes, så er det nu, vi har brug for det.”
De skulle igen krydse åen ved det væltede træ.
“Pas på du ikke falder i åen Freja,” sagde William med et smil.
“Ja, ja, jeg har styr på det nu,” svarede Freja. Hun var lidt flov over at have været ved at falde i sidst, og heldigvis havde William reddet hende.
De fulgte stien forbi Skadeportalen, som Pippo havde vist dem, og fortsatte dybere ind i den ældste del af skoven, hvor træerne stod tæt, og sneen lå urørt og uberørt. Der var en særlig stilhed her — ikke en tom stilhed, men en, der føltes fyldt med noget gammelt, noget magisk. Børnene holdt vejret, da de gik. De følte, at de bevægede sig tættere på noget vigtigt, noget, der kunne være svaret på alle deres spørgsmål.
Pludselig stoppede Malik. “Der!” sagde han og pegede.
Midt i en lille lysning, hvor månen brød gennem et hul i trætoppene, lå en stor, flad sten. Den var halvt dækket af sne, og det var kun, fordi Malik havde kigget ned i jorden, at han havde set den. De børstede sneen forsigtigt væk, og der — hugget ind i overfladen — var et hjerte. Ikke perfekt, men tydeligt. Groft og gammelt, som om det havde ventet længe på, at nogen skulle finde det. Det var omgivet af sten, som lignede de sten, de havde fundet sammen med Pippo i Skadeportalen.
Pippo, der ellers havde været svag, kravlede ud af kurven og gik langsomt hen til stenen. Han lagde sin lille hånd på hjertet og lukkede øjnene. Et lys begyndte at strømme fra ham — først svagt, så stærkere. Gult, hvidt, blåt. Som en solopgang i sneen. Børnenes ansigter blev lyst op, og lyset i deres egne øjne glødede.
“Hjerte… husker,” sagde han med en stemme, der var stærkere, end de havde hørt den i lang tid.
Børnene stod omkring ham, og de følte alle, at noget i dem selv begyndte at gløde. Ikke som lommelygter, men som noget indeni. Noget, der havde ligget stille og ventet på at blive vækket.
“Det findes stadig,” sagde Noah, der følte varmen fra Pippo. “Magien. Håbet.”
Pippo åbnede øjnene og smilede. Hans fjer skinnede igen med en dyb, lysende farve. “Farver… vender tilbage.”
Og i det øjeblik føltes det, som om hele skoven trak vejret. Som om julen begyndte igen. Ikke med lyskæder og gaver, men med hjerter, der huskede.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)