Et uventet gensyn – Julens sidste håb
Livas kælder var forvandlet til en hule af håb. Glimmer, papir og tuscher lå spredt over gulvet, og de sidste hjemmelavede kort blev signeret med en febrilsk koncentration. Det var en sidste samling, inden den store juleaftensdag, hvor de skulle gøre den sidste del af deres mission færdig. Der var en munter, men også spændt stemning i det lille rum.
“Så, tror I, det er nok?” spurgte Josefine og holdt et kort op. “Det er den sidste stak.”
Malik tørrede en sveddråbe af panden. “Det er mere end nok. Vi har gjort alt, hvad vi kunne.”
Pippo sad midt i det hele, og hans farver glimtede klart i kælderrummets skær. Det var, som om han var blevet en del af deres lille stamme, og han kiggede på dem alle med sine store, mørke øjne. Han kunne mærke deres tro, der strømmede fra dem som en varm, usynlig farve.
Pludselig lød der et klik fra husets hoveddør og en velkendt stemme brød stilheden. Livas hjerte bankede af glæde. “Far!” hviskede hun. Hendes forældres stemmer lød fra køkkenet, og det var, som om varmen fra deres møde strømmede ned gennem gulvet og ind i kælderen. Hendes mors stemme var fuld af lettelse og glæde. “Jeg troede aldrig, du kom hjem,” sagde hun.
“Jeg ville ikke misse det for alt i verden,” svarede Livas far med en stemme, der var blødere, end Liva havde hørt den i lang tid.
Liva hørte sin far grine. Det var den samme, dybe latter, som hun huskede fra sine barndomssomre. Han satte sig på en stol og Liva hørte de første, lette anslag på hans gamle guitar. Tonerne spredte sig gennem huset. Liva kunne ikke lade være med at smile. Han spillede sangen, som hun vidste, var hans sang til hendes mor. Den sang, de havde skrevet sammen, da de var unge. Sangen om kærlighed på kartoffelmos.
Fra kælderen kunne Liva høre et par vers og omkvædet:
Du kom ind med en pose chips
Og sagde: “Skal vi dele livets dips?”
Jeg svarede: “Kun hvis du har guacamole”
Så kyssede du mig — midt i Netto’s kølezone
For du er min ketchup på min pomfrit
Min ost på min toast, mit hjerte-hit
Vi danser som to gulerødder i salsa
Kærlighed på kartoffelmos — det er vores valuta
Liva løb op ad trappen, så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Hun glemte at være stille. Der i køkkenet, mens julelyset fra vinduet faldt ind, stod hendes mor og far. Hendes far sad på en stol med guitaren, og hendes mor dansede let og fjollet, som om hun var ung igen. De smilede til hinanden, og Liva kunne se Pippos “kærlighedsfarve” i hendes mors øjne. Den dybe, røde og varme farve, som var så usynlig og dog så virkelig.
Da de så Liva i døråbningen, stoppede musikken. Hendes mor og far kiggede på hende og hendes far rejste sig og gav hende det største knus. Liva krammede ham så hårdt, som hun kunne, og en tåre trillede ned ad hendes kind. “Far, du er hjemme,” hviskede hun.
“Ja, min skat,” sagde han med sin varme stemme.
Da krammet løsnede, tog Livas mor et skridt tilbage. Hun havde stirret på døråbningen over Livas skulder med et mærkeligt udtryk i ansigtet. Livas far kiggede også i samme retning, og hans smil falmede, da han så alle de andre børn, der stod bag Liva. Bag William, Noah, Freja, Malik og Josefine, stod der en lille, gul, fjerklædt figur med store, mørke øjne.
“Hvad… i alverden,” sagde Livas mor. Hendes øjne var fulde af forbløffelse, da hun så på Pippo. Hendes far kiggede på Pippo og derefter på Liva. Han spurgte, hvad det var.
Liva trådte frem, som en lille, modig general, og de andre børn stimlede sammen bag hende. “Han er ikke en dukke, mor,” sagde hun bestemt. “Han er ægte. Han… han hedder Pippo.”
Livas far rynkede brynene. “Ægte?” spurgte han. “Liva, er det en af jeres julelege?”
“Nej,” svarede Noah, der trådte frem ved siden af Liva. Hans stemme var rolig og fuld af overbevisning. “Han er kommet til Jorden for at finde et sted, der har glemt magien. Han er kommet for at redde julen.”
Livas forældre kiggede på hinanden. De forsøgte at forstå, hvad der foregik. Den voksne skepsis kæmpede med noget dybt inde i dem, der sagde, at dette var noget andet. Pippo, som sad på gulvet, kiggede på Livas mor og sagde med sin spinkle stemme: “Farve… du husker.”
I det øjeblik forstod hun. Livas mor kiggede på Pippos store, mørke øjne, og hun huskede den varme farve, han havde talt om tidligere. Det var ikke bare en tilfældighed. Den varme, hun havde følt, kom fra ham. Hendes blik mødte hendes mands, og han så, at hun troede på det. Han gav slip på sin skepsis og lyttede.
Og Liva, med Noah ved sin side, begyndte at fortælle dem alt. Om den grå dis over byen, om Skadeportalen, om håbet i skoven. Om den sang, de havde skrevet, og om de mennesker, de havde hjulpet. De fortalte hele historien om julen, om Pippo, og om at håb levede i hjertet. For første gang i lang tid lyttede de voksne til børnene.
Kærlighed på kartoffelmos
“Kærlighed på kartoffelmos” er blevet udgivet sammen med dette kapitel.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)