Kapitel 2 – Noget lander i skoven

Noget lander i skoven – Julens sidste håb

Efter skole gik Noah hjem som han plejede, men han kunne ikke ryste billedet af det grønne skær ud af hovedet. Det havde blinket så kort, og alligevel føltes det, som om det havde kaldt på dem. Som om det havde noget vigtigt at sige. Noget magisk.

Han havde lige smidt skoletasken i gangen og var ved at finde sin hue, da det bankede på døren. Det var ikke et almindeligt bank. Det var et Liva-bank — hurtigt, bestemt og med en rytme, der sagde: Nu sker der noget.

Han åbnede døren. Liva stod der med sin røde frakke, sit flotte krøllede hår og en rygsæk, der lignede noget fra en ekspedition.

“Er du klar?” spurgte hun, mens hun trak huen ned over ørerne og smilede forventningsfuldt.

Noah nikkede, selvom han ikke helt vidste, hvad han var klar til. Han tog sin hue og vanter på, lukkede døren bag sig og fulgte efter Liva — og håbede, at hun ikke kunne høre, hvor hurtigt hans hjerte slog.

De gik gennem villakvarteret, forbi husene hvor julelysene plejede at blinke i vinduerne. Nu var der kun mørke gardiner og enkelte halvhjertede lyskæder, der blinkede som om de var ved at give op. Det virkede, som om ingen rigtig var kommet i julehumør. Selv Hr. Gnasted, der i mange år havde fyldt hus og have med så mange lys, at det havde været omtalt i avisen — og folk fra hele landet var kommet forbi — havde slukket alt.

Skoven lå for enden af vejen, hvor Noah boede, og da de nåede kanten, stoppede de op. Sneen lå tung og stille, og træerne stod som mørke silhuetter mod den grå himmel. Noah tøvede. Måske var det ikke en god idé. Det kunne jo være farligt.

“Det var derinde,” sagde Liva og pegede mod stien ind i skoven. “Jeg har taget min fars gamle lommelygte. Den virker stadig, selvom den lugter lidt af garage og cigaretter.” Hun tog altid sin fars lommelygte med. Hun havde nok brugt den mere end ham.

Liva havde insisteret på, at tyggegummiet var “åndeligt nok”, og Noah havde brugt ti minutter på at tegne et pentagram i gruset med en pind — noget han havde set i en af sin mors bøger — mens Liva sang noget, der mest lød som en blanding af en gammel popmelodi og en kat, der blev vækket for tidligt.

“Hvis der kommer en ånd nu,” havde Noah sagt, “så håber jeg, den har humor.”

“Ellers er det bare en dårlig ånd,” havde Liva svaret og kastet et stykke tyggegummi ind i midten af pentagrammet som om det var en hellig relikvie.

Der kom ingen ånd. Kun en sur skovskade, der skreg af dem fra et træ. Pludselig fløj den ned, snuppede tyggegummiet og forsvandt. De var overbeviste om, at det var skovskadens skyld, at de ikke kunne tilkalde nogen ånder.

Siden den dag havde de kaldt stedet “Skadeportalen”.

De gik videre mod lysningen midt i skoven.

Pludselig stoppede Liva. “Se!” hviskede hun og greb fat i Noahs arm. Hun pegede mod lysningen.

Midt i lysningen var sneen smeltet væk i en perfekt cirkel. Jorden dampede svagt, og i midten lå noget — ikke stort, men mærkeligt. Som en slags sten, men med glatte sider og et svagt grønt skær, der pulserede som et hjerte.

Noah gik langsomt frem. “Det… det ser ikke ud som noget fra vores planet.”

Liva nikkede. “Det er som om det venter på noget.”

De stod der et øjeblik og stirrede på “stenen”, som de var sikre på ikke var en almindelig sten. Pludselig lød der en lyd. En lav summen, som om luften vibrerede. Og så — et svagt klik bag dem, som om nogen havde trådt på en vissen gren.

De vendte sig om.

Noget bevægede sig mellem træerne.