Kapitel 21 – Pippo forstår kærlighed

Pippo forstår kærlighed – Julens sidste håb

Noahs hjem duftede af kanel og appelsin, en duft der var tættere end et minde, den var et ekko fra barndommens juleaftener. Hans mor var i køkkenet og havde bagt småkager, en næsten mekanisk handling, der dog var fyldt med et stædigt håb. Hun havde fundet kasserne med nisser frem, som havde ligget på loftet de sidste tre år. Nisser med bløde skæg og glade ansigter, der nu stod og kiggede ud i et hus, der føltes lidt for stort og stille. Selvom hun ikke sagde det højt, var det hendes måde at forsøge at holde fast i en glød af jul. Noget, der engang havde været magisk.

Pippo sad i sofaen, pakket ind i det varme tæppe, som Noah havde givet ham. Hans lille krop var endelig varm igen, og hans store, mørke øjne sugede alt ind. Han kiggede på Noah, der sad med en af sine bøger i skødet og smilede til ham.

Pludselig kom Noahs mor ind i stuen med et viskestykke over armen. Hendes øjne fangede straks den lille gule figur i sofaen. Hun standsede, hendes ansigt udtrykte en blanding af forbløffelse og munterhed.

“Noah,” sagde hun og løftede et øjenbryn. “Hvad har du fundet? Det er da den mest… nuttede dukke, jeg nogensinde har set.”

Noah rejste sig hurtigt og gik hen til Pippo, som sad helt stille og iagttog Noahs mor med sine store øjne. “Han er ikke en dukke, mor,” sagde Noah og en stolthed fyldte hans stemme, som hun ikke havde hørt længe. “Han… han er min ven. Han hedder Pippo.”

Pippo mærkede den varme strøm af kærlighed, der strømmede fra Noahs mor, selvom hun stadig var forvirret. Han rakte sin lille hånd ud mod hende. “Du har… en smuk farve,” mumlede han. “Den… er varm.”

Noahs mor kiggede skiftevis på den lille, gule skabning og på sin søn. En tåre trillede ned af hendes kind. Det var en varme, der ikke kom fra pejsen eller de elektriske lys, men fra et dybt, indre sted. Hun sank ned på knæ foran sofaen og rakte forsigtigt sin hånd ud. Pippo lagde sin lille hånd på hendes, og i det øjeblik forstod hun. Måske ikke hvor han kom fra, men at han var ægte, og at han var et lille mirakel i hendes stue. “Velkommen, Pippo,” hviskede hun.

Pippo kiggede på Noah og derefter på Noahs mor, der sad og talte. Ikke højt, ikke dramatisk – bare stille, som mennesker gør, når de forsøger at være nærværende. De udvekslede små smil, der glimtede for et sekund, som stjernestøv i et mørkt univers. Det var en kommunikation, han aldrig havde set mage til på sin egen planet, hvor følelser var klare og universelle. Her var de indviklede, skjulte og følsomme.

Pippo lagde sin lille hånd på Noahs hånd, og for første gang følte Noah en dyb, varm følelse, der strømmede fra det lille væsen. Det var, som om Pippo ikke bare læste hans følelser, men også delte sine egne. Det var en følelse af taknemmelighed og en slags uskyldig, ren beundring. “Kærlighed… er den stærkeste farve,” mumlede Pippo med sin spinkle stemme.

Noah blev stille. Han havde aldrig tænkt over kærlighed på den måde. Ikke som en farve, ikke som noget, der kunne ses. For ham havde kærlighed altid været et uhåndgribeligt begreb, noget der enten var der eller ikke var. Men Pippo forstod den som en maler, der betragter sit lærred. “Hvordan ved du det?” spurgte Noah, og hans egen stemme var nu fyldt med en nysgerrighed, han sjældent havde følt.

Pippo kiggede på ham med øjne, der glimtede som stjerner. Hans øjne, der før havde set på ham med en naiv nysgerrighed, var nu fyldt med en dyb, næsten gammel visdom. “Den… varmer. Den bliver. Den glemmer ikke.” Han tænkte på de varme øjeblikke, han havde haft med Noah og Liva. Han tænkte på de smil, han havde set i byen, og hvordan de havde skabt en bølge af lys i den grå december.

Noahs mor kom ind med en bakke. På den stod en kop til Noah og en lille skål til Pippo. “Jeg ved ikke, om du drikker det,” sagde hun og smilede venligt til den mærkelige, gule ælling. “Men det er lavet med omsorg.”

Pippo rørte ved skålen og mærkede den varme, der strømmede fra den, ikke bare den fysiske, men den anden varme. Den indre varme, der kom fra hendes intention. “Omsorg… er kærlighed,” sagde han stille. Og da han smagte den varme væske, var det som om han mærkede et ekko af julens egentlige magi.

De sad sammen i stuen, og noget i rummet begyndte at gløde. Ikke fra pejsen, ikke fra lyskæderne – men fra dem. Fra blikkene, fra ordene, fra stilheden, fra den gensidige omsorg. Rummet, der før havde været et lidt for stort ekko af savn, var nu fyldt med en ny, levende energi.

Pludselig begyndte Pippo at skinne. Ikke som før, hvor farverne dansede og flimrede i et kaotisk lysshow. Nu var det klart. Gult og hvidt. En ren, kraftfuld glød. En blanding af sol og sne. Det var noget, der ikke kan forklares, kun mærkes. Lyset kom fra hans lille krop og spredte sig ud i rummet, som om det var en fysisk manifestation af den kærlighed, han mærkede.

“Kærlighed… er den stærkeste farve,” gentog han.

Og Noah vidste, at han havde forstået. Ikke bare Pippos sprog. Ikke bare julens sande betydning. Men det vigtigste af alt. Han havde forstået, at den magi, de havde ledt efter, ikke var en fjern kraft, men noget der levede inden i menneskerne selv. I ham selv.