Kapitel 22 – Julemandens besked

Julemandens besked – Julens sidste håb

Det var den 22. december, og skolen lå stille under et tæppe af nyfalden sne. Juleferien var begyndt, og den nye stilhed føltes ikke tom, men næsten magisk. Julehjertet 222 havde samlet sig i aulaen, et stort, åbent rum, der normalt var fyldt med larm og leg, men som nu var en stille oase af håb. De havde pyntet med hjemmelavede hjerter, glimmerstjerner og små lyskæder, der blinkede i alverdens farver.

Den varme duft af peberkager og gran fyldte rummet, og børnene sad sammen med Pippo, der var pakket ind i sit uldne halstørklæde, der fik ham til at ligne en lille, gul sommerfugl i en rød kokon. Det var en sidste, vigtig samling, inden julen stod for døren, og de vidste alle, at de var tæt på noget stort, selvom de ikke vidste, hvad det var.

Freja, der altid havde et skarpt øje for de små, mærkelige ting, havde fundet noget i postkassen udenfor skolen. Det var et gammelt kort, uden afsender, lavet af tykt, håndlavet papir. Kanterne glimtede med et guldglimmer, der næsten lyste i sig selv, og det duftede af gran og en sødme, de ikke kunne definere. Hun lagde det forsigtigt på det store bord foran de andre.

“Der stod bare ‘Til dem, der tror’,” sagde hun og lod fingrene stryge over kortets overflade. Alle kiggede spændt på kortet.

Liva, med sin vanlige blanding af nysgerrighed og forsigtighed, tog kortet op. Det var tungt, som om det var lavet af noget, der havde været i jorden i lang tid, eller som om det bar på en stor hemmelighed. Indeni var der kun tre ord, skrevet med en krøllet, elegant håndskrift, der mindede om guldtråd: “Tro, mod og fantasi.”

Børnene kiggede på ordene, fortryllet af budskabet. De var så enkle, men de føltes så rigtige. Det var, som om kortet spejlede deres egen rejse og de tre ting, der havde fået dem igennem de sidste par uger. De havde troet på julen, selv da alle andre mistede troen. De havde haft modet til at kæmpe for den, selv da de var bange. Og de havde haft fantasien til at forestille sig, at der var noget mere end det, der var på overfladen.

Pippo stirrede på ordene. Hans store, mørke øjne blev blanke, og en lille tåre trillede ned ad hans kind, da han rakte sin lille hånd ud mod kortet. Han rørte ved papiret, og en klar, guld farve strømmede ud fra kortet og omsluttede ham. “Han… findes i jer,” sagde han stille, og hans stemme var blødere end nogensinde.

Noah kiggede på ham. Hans hjerte bankede. “Julemanden?” spurgte han. Han havde altid troet på ham, men tro havde ikke været nok til at stoppe det mystiske, der havde ødelagt julen. Nu følte han en ny, stærk overbevisning. Et bevis.

Pippo nikkede langsomt. “Ikke som én. Men som mange. Som lys i mørket. Som håb, der ikke giver op.” Han mærkede deres farver lyse kraftigere end nogensinde før. Hver af dem havde en unik nuance: Noah’s var en dyb, varm guld, Frejas var en strålende rød, Williams var en fast grøn, Liva’s var en klar, ren blå. Deres farver blandede sig og skabte et lyst, strålende skær i rummet.

William, der nu troede fuldt ud, læste ordene højt igen. “Tro, mod og fantasi.” Han smilte til de andre, en blanding af lettelse og stolthed.

“Det er det, vi har gjort,” sagde Liva. Hun kiggede fra William til Freja, derefter til Malik og Josefine og endelig til Noah. “Vi har troet, da de voksne tvivlede. Vi har kæmpet, da de gav op. Og vi har forestillet os noget bedre, da det hele føltes håbløst.” Hendes stemme var stærk og fast, og Noah kunne se den blå farve, som Pippo havde talt om, gløde i hendes ansigt.

Pippo begyndte at gløde – ikke voldsomt, men blidt. Som en stjerne, der har fundet sin plads. Han var ikke længere en ensom, forvirret alien. Han var et fyrtårn af håb. Han vidste, at hans mission var lykkedes. “Farver… stærke. Fordi I tror,” sagde han.

De sad sammen i aulaen, og selvom verden udenfor stadig var kold og mørk, føltes det som om, noget stort var på vej. Ikke en magi der kom fra oven, men en magi der var blevet tændt i dem. Den magi, der havde reddet julen.