Kapitel 23 – En gave til hele byen

En gave til hele byen – Julens sidste håb

Juleaftensdag, formiddag, og byen var klædt i sin fineste, hvide kjole. Et tykt lag nyfalden sne dækkede torvet og de frosne bænke, og stilheden var dyb og hellig. Men midt på den tavse plads stod børnene fra Julehjertet som små, farvestrålende pletter. Deres ånde dannede små, hvide skyer i den bidende, kolde luft, og de arbejdede med en alvorlig koncentration.

De havde samlet alt, hvad de havde af hjemmelavede skatte: bløde, filt-hjerter, der hang i snore, glitrende stjerner klippet af papir, små, blafrende lanterner og en stor, hjemmelavet planche med ordene: “Julen bor i os.” Liva kiggede på de andre. Hendes øjne glimtede af håb, men der var også en lille, nervepirrende usikkerhed. Hvad nu, hvis de havde taget fejl? Hvad nu, hvis ingen kom?

“Vi laver en fest,” sagde hun og løftede stemmen, så den bar over den frosne plads. Hendes stemme var høj og klar, som en trompet, der annoncerede et budskab til hele byen. “En gave til alle. En fest for at minde folk om, hvad julen i virkeligheden er.”

Freja og Malik hang de farvede hjerter op i de bare træers grene, og pludselig virkede grenene ikke længere så triste. William og Noah satte de små, glødende lanterner langs stierne, og Noah tændte dem forsigtigt én efter én. Hver lanterne var som et lille, varmt lyspunkt i den kolde, hvide verden.

Pippo stod midt i det hele, og hans fjer glimtede i lyset fra de små lanterner. Hans øjne var klare, som de havde været, siden han forstod, at kærlighed var en farve. “Farver… skal deles,” sagde han stille til Noah. Han vidste, at farverne ikke bare var noget, han så, men noget, der levede inde i mennesker, og som nu skulle deles med alle andre. Det var den gave, han ville give byen.

De havde ikke sendt officielle invitationer ud, kun hvisket ord videre på gaderne, delt i skolegården, lagt små sedler i folks postkasser. Men folk kom. Først en ældre mand, der stoppede op med sin hund. Så en ung mor med sit barn på armen. Så flere. Pludselig var der en strøm af mennesker, der samlede sig på torvet. Der opstod en summen af stemmer, en lyd, der havde været fraværende i byen i alt for lang tid. En forsigtig, undrende, men også håbefuld lyd.

Pludselig standsede William midt i, hvad han var i gang med at sige til Freja. Hans øjne var spærret op. “Se,” sagde han og pegede på et sted i udkanten af pladsen.

Pippo, der forstod, at tiden var kommet, gik hen til midten af torvet, hvor William og Malik i fællesskab havde bygget en lille maskine. Den var primitiv, lavet af gamle lyskæder, en batteriboks og en bunke rustne ledninger, men den var en gave fra hjertet. Han lagde sin lille hånd på den, og et lys begyndte at strømme ud fra ledningerne.

Men det var ikke et almindeligt lys. Det var farver, der bevægede sig som følelser. Blå for håb, rød for mod, gul for glæde, grøn for ro. Farverne dansede og glimtede og skiftede form i luften. De svævede over folks hoveder, som en blød regn af lys.

Og for et øjeblik glemte alle, at de frøs. De stirrede op på de dansende farver, og mange begyndte at græde af bevægelse. Mange smilede, som om de endelig huskede, hvordan man gjorde. Andre stod bare stille og mærkede den varme, der spredte sig i deres kroppe. Det var, som om de følelser, de havde forsømt, endelig fik plads og lov til at være der.

“Det er os,” sagde Noah og kiggede på Liva. “Det er vores følelser. Vores lys.” Han så på de ansigter, der skinnede op i det dansende lys.

Pippo kiggede rundt på de forsamlede, på de ansigter, der nu strålede af lys. “Gaven… er jer,” sagde han.

Og i det øjeblik var der ingen, der savnede juletræer i indkøbscentre eller store gaver under plastikgrene. For de havde fået noget større. Noget ægte. Noget, der glimtede i hjertet. Julen var ikke et sted, de skulle købe sig til. Den var et sted, de skulle føle sig hen til.