Julen findes stadig – Pippos farvel – Julens sidste håb
Juleaftensdag, tidlig aften. Torvet, der normalt ville ligge stille, summede nu af liv. De små, blafrende lanterner og de hjemmelavede dekorationer lyste i mørket, men det var Pippos lysinstallation, der fangede alles opmærksomhed. Den dansende regn af farver svævede over de forsamlede mennesker, og hvert farveskift blev mødt med en undrende og begejstret hvisken.
Pludselig lød der en velkendt, blød melodi. Folk vendte sig om for at se Livas far, der stod med sin gamle guitar. Han havde et forsigtigt smil, der sagde, at han var glad for at være der. Han begyndte at spille, og hans fingre dansede over strengene, og Liva kiggede på ham med tårer i øjnene. Hun begyndte at synge den sang, de havde skrevet i hemmelighed – sangen om Julehjertet. Hendes stemme var en dyb, ærlig lyd, der bar hele deres rejse i sig.
William, Noah, Freja, Malik og Josefine kom hen til hende og begyndte at synge med. Deres stemmer blev til én, stærk stemme, der spredte sig ud over torvet. Først stille, så højere og stærkere. En ældre dame, der stod midt i folkemængden, begyndte at danse med et stort smil, og snart fulgte andre efter. Den larmende by var blevet erstattet af lyden af fælles julesange.
William tog sin fars hånd og begyndte at danse med ham. Den grå farve i hans fars øjne var væk, og han grinede. Det var første gang i lang tid, Noah og Liva havde set ham smile. Det var en synlig forandring, som kun Pippo kunne se: den triste, melankolske farve var forsvundet fra hans aura.
Midt i glæden begyndte Pippo at blinke. Hans farver blev urolige, og han satte sig ned, som om han bar på en tung byrde. Noah og Liva var straks ved hans side. “Han bliver svag igen,” sagde Noah og knælede ved siden af ham. “Det er for meget,” sagede Liva. “Han har givet alt, hvad han har.” Hun rørte ved hans lille, matte krop. Den var kold.
Pippo kiggede op. Hans øjne var stadig fulde af lys, men hans stemme var en hvisken. “Farver… skal leve videre. I jer.” Et pludseligt vindpust gik gennem torvet, og sneen begyndte at falde – ikke tungt, men blødt, som et tæppe af fred. Pippo rejste sig langsomt, og med en sidste anstrengelse gik han hen til midten af lysinstallationen.
Han lagde sin lille hånd på den, og farverne begyndte at samle sig – ikke i luften, men i menneskene omkring ham. Blå for håb, rød for mod, gul for glæde, grøn for ro. Farverne strømmede ind i alle, der var til stede, som en gave fra en ven, der er ved at rejse. “Jul… er ikke mig,” sagde han, og ordene bar med sig et ekko af visdom, der var ældre end selve byen. “Jul… er jer.”
Et sidste, kraftfuldt lysglimt strøg ud fra installationen og ramte alle på torvet. Folk begyndte at græde, smile og kramme. Pippo blev stille. Hans fjer glimtede svagt, og han lagde sig ned midt i sneen. Liva rystede på hovedet. “Nej. Han er her. Bare på en anden måde.”
Noah knælede ved siden af ham og lagde sin hånd på Pippos lille krop. Den var kold nu. “Han har givet os noget, vi aldrig glemmer.” Og så – langsomt – begyndte Pippo at opløses i lys. Ikke som noget der forsvinder, men som noget der bliver til. Til farver i sneen. Til varme i hjertet. Til håb i mørket.
Folk gik hjem den aften med noget nyt i sig. Noget, der ikke kunne forklares. Kun mærkes. Og på torvet, hvor sneen lå stille, glimtede et lille hjerte i lysinstallationen. En gave. Fra Pippo. Til alle. Og mens sneen dalede stille juleaften, vidste alle i byen, at julen ikke var noget, man fandt, men noget man delte.
Julehjertets sang
“Julehjertets sang” er blevet udgivet sammen med dette kapitel.
Følg med den 25. december for en lille epilog, en hyggelig afslutning på julekalenderen.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)