Epilog: En ny begyndelse – Julens sidste håb
Det var den 25. december. Klokken var lidt over syv, og byen lå stille under sneen, som om den holdt vejret. Ikke af kulde, men af noget andet. Noget nyt.
Noah sad på bænken midt på torvet med sin notesbog i skødet. Han skrev ikke hurtigt, men med omhu. Hver sætning var som en lille tak. Liva stod et par meter derfra og kiggede ud over pladsen. Hun smilede. Ikke stort, men blødt. Som om hun så noget, der ikke kunne ses med øjnene.
Midt på torvet glimtede det lille lysende hjerte stadig. Pippos gave. Ikke som en installation, men som et minde, der nægtede at forsvinde. Folk gik forbi og stoppede op. Nogle lagde hånden på hjertet, andre bare kiggede. Men alle mærkede det.
-2.png)
“Julen findes stadig,” skrev Noah i sin notesbog. “Ikke blandt stjernerne. Men i os.”
Og sådan begyndte noget nyt. Ikke en ny mission. Ikke en ny kamp. Men en ny måde at huske på. En ny måde at dele farverne, håbet og varmen. Pippo var ikke væk. Han var blevet til noget, der kunne leve videre. I dem. I byen. I hjertet.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)