Kapitel 3 – Den gule skygge

Den gule skygge – Julens sidste håb

Sneen dampede stadig i lysningen, som om jorden gemte på en hemmelighed, der nægtede at køle af. Træerne omkring stod som mørke vagter, og stilheden var så tæt, at selv Noahs åndedræt virkede for højt. Han og Liva stod helt stille. Lyden af knækkede grene var forsvundet, og stilheden lagde sig som et tæppe over lysningen. Alligevel bevægede noget sig mellem træerne — lavt, rundt og med en mærkelig gylden glød.

En skygge gled hen over sneen, og så trådte det frem. Noah gav et lille sæt og kastede et blik mod Liva, som for at tjekke, om hun havde lagt mærke til hans forskrækkelse. Men hun stirrede uanfægtet på skikkelsen, som om hun allerede havde accepteret dens tilstedeværelse.

Noah blev stående. Hans hjerte bankede hårdt, og han kunne ikke beslutte sig for, om han var bange eller bare overvældet. Det hele føltes som en drøm — en mærkelig, kold drøm med dampende sne og væsner fra en anden verden. Men da han så Liva række hånden frem, og væsenet lagde sin lille hånd ovenpå — fjerlet og glødende som et snefnug i sollys — mærkede han noget i brystet. En varme. Som om nogen havde tændt et lille lys indeni ham.

“Den er ikke farlig,” sagde Liva og smilede. “Den er… sød.”

Væsenet blinkede langsomt med sine store øjne og sagde igen: “Pippo.”

“Er det dit navn?” spurgte Liva. “Pippo?”

Væsenet nikkede. Eller noget, der lignede et nik. Det var ikke helt som mennesker — bevægelserne var mere flydende, næsten som om det dansede med energien omkring sig.

Noah gik langsomt frem og satte sig på hug ved siden af Liva. Pippo kiggede på ham og sagde: “Blå… varm.”

Noah så spørgende på Liva. “Hvad betyder det?”

“Jeg ved det ikke,” sagde hun. “Men jeg tror, den kan mærke noget. Følelser måske?”

De sad der et øjeblik, alle tre, mens skyggerne blev længere og kulden sneg sig ind under tøjet. Pippo rystede let og trak fjerene tættere om sig. Sneen omkring dem virkede pludselig koldere, som om noget i skoven havde mistet sin varme.

“Vi kan ikke lade den blive her,” sagde Liva. “Den fryser.”

Noah tøvede. “Hvad hvis nogen ser den? Hvad hvis den… ikke burde være her?”

Liva lagde hånden på hans. Den var kold, men fast. Noah, ligesom Pippo, var begyndt at fryse i den bidende december aften. “Vi tager ansvar,” sagde Liva. “For Pippo. For julen. Og for at opklare det her mysterium.”

Noah nikkede langsomt. “Okay. Men vi siger ikke noget til nogen. Ikke endnu.”

”Selvfølgelig ikke.” Svarede Liva.

Pippo rejste sig og gik mellem dem, som om den allerede havde valgt dem. Den løftede blikket mod himlen, hvor de første stjerner begyndte at blinke, og sagde: “Hjem… langt væk.”

Noah fulgte dens blik. “Er det der, du hører til?” hviskede han. “Eller kommer du deroppe fra?”

Pippo svarede ikke med ord, men i blikket lå en længsel, en sorg — som om den huskede noget, den ikke kunne forklare. Noah mærkede det igen: den varme i brystet, som om Pippo havde tændt noget i ham, han ikke vidste, han manglede.

Liva tog sin rygsæk af og pakkede den ud. Hun lagde lommelygten fra sig et øjeblik og fandt et tæppe og en tom madkasse. “Vi finder ud af det,” sagde hun. “Men først skal du med os hjem.”

Pippo kiggede på tæppet og sagde: “Blød… rød.”

Liva smilede. “Du kan mærke farver, ikke?”

Væsenet nikkede igen, og denne gang var der ingen tvivl. Det forstod dem. Eller i hvert fald noget af det, der blev sagt.

De rejste sig, og med Pippo mellem sig begyndte de at gå hjem mod landsbyen. Sneen knirkede under støvlerne, og stjernerne over dem virkede klarere end før — som om noget i universet havde åbnet sig. Noah og Liva mødte hinandens blik, og et lille smil gled over deres læber. Det her skulle nok gå.

Og sådan begyndte det.
Eventyret.
Mysteriet om Julens sidste håb.
En gul skygge i sneen.
Et væsen,
hvis første ord var:
“Pippo.”