Kapitel 4 – En alien i hjemmet

En alien i hjemmet – Julens sidste håb

Aftenen var stille, og garagen duftede af støv og gamle minder. Et enkelt lysrør blinkede svagt over værktøjsreolen, og kulden sneg sig ind gennem sprækkerne i porten. Liva havde lagt et gammelt tæppe ud på gulvet, lige ved siden af den rustne cykel og en kasse med julepynt, som hendes mor havde sagt, hun skulle sortere.

Noah syntes stadig, det var lidt mærkeligt. At de havde mødt en “alien” — eller hvad det nu var — midt i skoven, og nu stod den i Livas fars garage, som om det var det mest naturlige i verden.

“Er du sikker på, at ingen ser ham her?” spurgte han.

Liva nikkede, men hendes blik flakkede mod garagedøren.

“Jeg har låst den, og gardinerne er trukket for. Ingen kommer herud uden at sige til først.” Hun så på Pippo, der stadig stirrede på julekuglen. “Men jeg ved ikke, om det er nok. Han… den… Pippo er ikke ligefrem nem at skjule.”

Pippo rejste sig og gik hen til kassen med pynt. Den rakte sin hånd ned og trak en julekugle op — rød og glitrende. Den holdt den op foran sig og stirrede på den, som om den kunne se noget, de andre ikke kunne.

“Glimmer… trist,” sagde den.

Noah og Liva så på hinanden. “Trist?” gentog Noah.

Pippo nikkede og rystede let. “Kugle… føler.”

“Den kan mærke følelser,” sagde Liva lavt. “Den ved, hvordan vi har det.”

Noah satte sig forsigtigt på gulvet og kiggede på Pippo. “Hvordan føles jeg?”

Pippo kiggede længe på ham, som om den lyttede til noget usynligt. “Blød blå… med glimt af guld.”

Liva fniste. “Det lyder som en meget fancy farve.”

“Det er smukt,” sagde Noah og smilede. “Men hvad med dig, Liva?”

Pippo vendte sig mod hende og sagde: “Rød… stærk… lidt mørk.”

Liva kiggede forbavset på Pippo, så på Noah og tilbage på Pippo. “Mørk?”

Pippo nikkede og lagde julekuglen ned igen. “Byen… kold. Lys… borte.”

De sad alle tre i garagen, omgivet af gamle kasser og julepynt, mens mørket udenfor blev dybere. Pippo begyndte at tegne i luften med sin hånd — små lysende streger, der lignede farver, der svævede. Blå, rød, gul, grøn. De dansede som stjernestøv og dannede mønstre, der lignede hjerter, spiraler og noget, der kunne være snefnug.

Farverne samlede sig og blev til billeder — et barn, der græder under et juletræ, en hånd, der rækker ud, sne, der falder. Minder, måske. Ikke deres egne, men alligevel genkendelige.

“Det er som magi,” sagde Liva og lænede sig frem.

“Det er følelser,” sagde Noah. “Han viser os, hvordan vi har det. Hvordan byen har det.”

Pippo stoppede og sagde: “Jul… svag.”

Liva rejste sig og gik hen til vinduet. Hun kiggede ud over byen, hvor gaderne lå mørke og stille. Kun enkelte julelys blinkede i det fjerne, men de virkede matte. Trætte.

“Så må vi gøre den stærk igen,” sagde hun.

Pippo kiggede op og sagde: “Mod… gløder.”

Et øjeblik var der stille. Ingen sagde noget. Men noget havde ændret sig. Ikke i garagen. Ikke i byen. Men i dem.

Noah rejste sig og gik hen til Pippo. “Hvis du kan mærke os… kan du så hjælpe os?”

Pippo lagde sin hånd mod Noahs. Et svagt lys bredte sig mellem dem — varmt og gyldent.

“Del… lys,” sagde den.

Liva gik hen og lagde sin hånd ovenpå. “Så deler vi.”

De tre stod der, midt i garagen, med hænderne samlet og lyset imellem dem. Det var ikke stærkt. Ikke blændende. Men det var ægte. Og det var begyndelsen.

Da lyset mellem deres hænder langsomt svækkedes, trådte Noah et skridt tilbage og trak sin jakke på. Kulden udenfor virkede mindre skræmmende nu, som om noget varmt havde sat sig fast i ham.

“Jeg må hjem,” sagde han. “Min mor bliver bekymret, hvis jeg ikke er der, når hun vågner.”

Liva nikkede. “Vi ses i morgen. Vi må finde ud af, hvad vi gør nu.”

Pippo kiggede op på ham og sagde blot: “Blå… vender tilbage.”

Noah smilede og gik ud i natten. Sneen knitrede under hans sko, og stjernerne blinkede svagt over ham. Han tænkte på Pippos ord. “Blød blå med glimt af guld.” Det var mærkeligt, men det føltes rigtigt. Som om nogen endelig havde set ham – ikke bare som en stille dreng, men som noget mere.

Liva blev stående lidt i garagen, mens det sidste skær fra deres hænder langsomt forsvandt. Pippo sad igen på tæppet og kiggede op mod loftet, som om han lyttede til noget, hun ikke kunne høre.

“Vil du med op?” spurgte hun.

Pippo rejste sig uden et ord og fulgte hende. Hans små skridt gav næsten ingen lyd, men hans tilstedeværelse fyldte rummet. Oppe på værelset satte han sig på sengen og stirrede på stjerneklistremærkerne i loftet.

Liva lagde et tæppe over ham og slukkede lyset. Pippo sagde stille: “Farver… hviler.”

Hun smilede og satte sig ved skrivebordet. Uden at sige mere begyndte hun at tegne. Ikke noget bestemt – bare streger, der snoede sig som følelser.

Mens Liva og Pippo forsvandt op ad trappen, gik Noah ned ad vejen. I vinduerne, hvor julelysene plejede at hænge, var der nu kun mørke og tomhed. Han stoppede et øjeblik og kiggede op. “Julen er svag,” havde Pippo sagt. Men måske… måske kunne den blive stærk igen.

Da han kom hjem, listede han ind og lagde sig i sengen uden at tænde lyset. Han lå længe og stirrede op i loftet, mens tankerne snurrede. Pippo. Farverne. Liva. Noget var begyndt. Noget større end dem alle.