Kapitel 5 – Følelser og farver

Følelser og farver – Julens sidste håb

Næste morgen vågnede Noah før vækkeuret. Han trak gardinet til side og så, at sneen havde lagt sig som et tyndt lag over haven. Himlen var grå, men ikke tung – mere som en pause før noget nyt.

Han spiste hurtigt og trak sin hue ned over ørerne, før han gik ud. På vejen mod Livas hus tænkte han på Pippo. Var den stadig i garagen? Eller havde Liva taget den med op?

Rundt om Pippo lå farveblyanter, glimmerpapir og en halvfærdig julekalender, som Liva havde opgivet for flere dage siden. Papiret var krøllet, og nogle af lågerne hang løst. Pippo rakte ud og tog en blå blyant, holdt den op mod lyset og gentog med sin sagte stemme: “Blød blå… med glimt af guld.”

Liva satte sig på kanten af sengen. “Måske er det sådan han ser os. Ikke som mennesker, men som farver.”

Pippo begyndte at tegne i luften igen. Denne gang var stregerne mere tydelige — som lysende spor, der svævede og snoede sig. En spiral af blå, rød og grøn, der dansede mellem fingrene på ham. Det lignede stjernestøv, men bevægede sig som tanker.

“Han ser følelser,” sagde Noah. “Som farver.”

Liva rakte ham en gul blyant. “Hvad med mig?”

Pippo tog den forsigtigt, som om den var lavet af glas. Han lukkede øjnene et øjeblik og tegnede en streg i luften. Den glødede rødligt, men med mørke skygger i kanten. “Rød… stærk. Men mørk i kanten.”

Liva blev stille. Hun stirrede på farven, som om den afslørede noget, hun havde forsøgt at skjule. “Det er nok rigtigt,” sagde hun lavt. “Jeg har ikke rigtig følt mig… glad. Ikke siden mor og far begyndte at skændes hele tiden.”

Pippo lagde blyanten fra sig og lagde sin lille hånd på hendes hånd. Den var varm og let, som en fuglevinge. “Farver… ændrer sig,” sagde han.

Noah smilede. “Han forstår mere, end vi tror.”

Der gik et øjeblik, hvor ingen sagde noget. Kun lyden af vinden udenfor og et svagt knirk fra huset. Pippo rejste sig og gik hen til vinduet. Han kiggede ud over haven, hvor sneen lå som et tyndt tæppe. “Verden… er grå,” sagde han.

”I skal se at komme af sted, ellers kommer i for sent,” råbte Livas mor ude fra køkkenet.

Liva og Noah kiggede på hinanden. ”Vi går nu,” råbte Liva tilbage.

Liva satte sig på hug foran Pippo. ”Vi skal i skole nu, du må gemme dig her på mit værelse.”

Pippo kikkede bare på Liva også på Noah, han sagde ikke noget men de kunne mærke han forstod hvad de mente. I gangen mødte de Livas mor, der gav hende en madpakke og kyssede hende farvel.
”God dag børn” sagde hun og gik tilbage til køkkenet.

Senere, i skolen, efter de første to timer, sad Noah og Liva i frikvarteret og kiggede ud over skolegården. Børnene løb rundt, men der var noget anderledes. Som om stemningen var… tung.

“Tror du Pippo ville se dem som farver også?” spurgte Noah.

“Ja,” sagde Liva. “Men jeg tror, han ville se mest gråt.”

Noah nikkede. “Det føles sådan. Som om noget mangler.”

De gik hjem sammen, og da de kom ind på Livas værelse igen, sad Pippo på gulvet med kridt i hånden. Han havde tegnet et stort hjerte, fyldt med farver, der smeltede sammen i midten. Rød, blå, grøn, gul – og en farve, de ikke kunne navngive. Den skinnede som håb.

“Følelser er magiske,” sagde han.

Liva satte sig ved siden af ham og lagde hånden på hjertet. “Kan du lære os at se dem?”

Pippo kiggede op. “I ser dem allerede. I mærker dem. I er farver.”

Og for første gang i lang tid føltes det, som om noget i dem begyndte at gløde. Ikke som julelys eller stjerneskær – men som noget indeni, der havde ventet på at blive set.