Kapitel 6 – Julelysene slukkes

Julelysene slukkes – Julens sidste håb

Luften i Livas værelse var blevet tung af farver og følelser. Ingen sagde noget, men de vidste alle, at de måtte ud – ud i verden, ud i virkeligheden, ud hvor farverne kunne få plads til at strække sig. Pippo rejste sig først, som om han havde hørt et kald, og de fulgte efter ham uden at spørge.

Nu gik de gennem byen, stille og opmærksomme. Hver lyd, hver bevægelse, hver skygge virkede anderledes. Som om hjertet på gulvet havde åbnet noget i dem, og nu så de med nye øjne.

Byens gader lå mørke og stille, som om nogen havde trykket på en usynlig kontakt og slukket julen. Sneen dalede sagte, men den glimtede ikke længere. Ingen lyskæder, ingen stjerner i vinduerne. Kun skygger.

De blev stående et øjeblik og lod blikket glide hen over torvet. Butikkerne lå stille og mørke, uden julelys eller pynt. De få mennesker, der havde vovet sig ud, gik med langsomme skridt og blikket rettet mod jorden, som om selv december havde mistet sin glans.

Pippo stoppede op og rystede. “Ingen lys. Ingen varme.”

Noah lagde hånden på hans ryg. Han føltes koldere end før. “Det er som om byen har glemt, hvordan man håber.”

De gik videre, forbi Hr. Gnasted’s hus, hvor der plejede at være så mange lyskæder, at man kunne se det fra skoven. Nu var der kun én enkelt pære, der blinkede svagt – som om den kæmpede mod mørket. Et vindpust fik den til at slukke helt.

“Folk siger, det er sabotage,” sagde Liva. “Men jeg tror ikke på det. Det føles… større.”

Pippo blev svagere for hvert skridt. Hans farver blev blege, og han sagde mindre og mindre. Kun et svagt “Pip…” kom af og til, som et ekko af noget, der var ved at forsvinde.

“Vi må gøre noget,” sagde Liva og stoppede op. “Vi kan ikke lade julen dø. Ikke nu.”

Noah nikkede. “Men hvad kan vi gøre? Vi er bare børn.”

Pippo kiggede op på dem og sagde: “Mod… er rød.”

De stirrede på hinanden. Ordene hang i luften som en gåde, men også som en nøgle.

Sneen dalede stille omkring dem, og et vindpust fik Pippo til at ryste. Den lille krop krøb lidt sammen, og de store, mørke øjne lukkede halvt i, som om verden blev for kold at se på.

“Vi må finde ud af, hvad der sker med ham,” sagde Liva stille.

“Han bliver mere og mere træt for hvert skridt.” Hun kiggede på Pippo, der slæbte fødderne gennem sneen.

“Og vi må tænde lysene igen. Ikke bare de elektriske. De indeni. Lyset i hjerterne.”

Noah kiggede rundt. Gaderne var tomme. Ingen mennesker. Ingen latter. Kun stilhed.

“Så vi starter her. Med én handling. Én gnist.”

“Liva, har du din fars lommelygte med?” spurgte han.

Liva nikkede, fandt lommelygten frem og rakte den til Noah.

Han tog imod den, tændte den og lagde den under det mørke grantræ. Lyset var svagt, men det glimtede i Pippos øjne. Han løftede hovedet en smule.

“Lys… lever,” sagde han.

Et øjeblik stod de bare der. Og måske, bare måske, begyndte noget at vågne. En pære i et vindue blinkede svagt. En kat hoppede op på en mur og stirrede på dem, som om den vidste noget. Og inde i Noah, et sted han ikke helt kunne forklare, begyndte noget at gløde.

De stod længe under grantræet, som om de ventede på et svar fra sneen. Men der kom ingen. Kun stilhed. Til sidst vendte de om og gik hjem. Pippo var næsten faldet i søvn i Livas arme, og hans farver var svage som tusch på vådt papir.

“Vi må finde ud af, hvad der sker med ham,” sagde Noah. Liva nikkede.

“Og vi kan ikke være alene om det.” Snefnuggene lagde sig i deres hår, og mørket fulgte dem hele vejen hjem.