En plan i sneen – Julens sidste håb
Det var lørdag formiddag, og sneen lå som et blødt tæppe over byen. Men inde i Livas stue summede en anden slags energi. Varmen fra radiatorerne blandede sig med spændte blikke og hviskende stemmer. Liva havde ringet til Freja. Noah havde sendt beskeder ud til dem, han stolede på. William og Malik, hans venner, var kommet hurtigt, da de hørte, at “noget mærkeligt” var sket.
De var rykket ind i stuen, for Livas forældre var ikke hjemme. De var kørt helt ned til Blåsted for at hjælpe Livas onkel med noget. Det gjorde de tit, men Liva gad ikke altid tage med — og i dag havde hun ikke tid. Det passede perfekt, for nu havde de huset for sig selv.
Nu stod de i stuen og stirrede på Pippo, som lå på sofaen med tæppet trukket op til næsen. De gule fjer stak ud, og øjnene glimtede svagt, men der var noget skrøbeligt over ham. Noget, der fik dem til at tie.
“Er det… en alien?” hviskede William. “Han hedder Pippo,” sagde Liva. “Og han er ikke farlig.” Malik gik tættere på og kiggede nysgerrigt. “Han ligner noget fra en drøm.” Freja satte sig på gulvet og lagde hovedet lidt på skrå. “Hvad er der galt med ham?” Noah svarede stille: “Han mister farverne. Og byen gør det samme.”
Der blev stille. Sneen faldt udenfor, og inde i stuen begyndte noget at samle sig. Noget, der kunne blive til en plan.
Liva lagde et stort stykke pap på bordet og fandt tuscherne frem. “Vi har en idé. Men vi har brug for jer.” Hun skrev med store, røde bogstaver midt på papstykket:
Operation Juleglød.
Hun satte et lille hjerte som prik over i’et. Pippo rørte ved ordet mod med sin lille hånd og sagde: “Mod er rød.”
Sofabordet blev ryddet, og midt på det lå nu papstykket som et centrum for noget nyt. Rundt omkring sad fem børn med benene trukket op under sig — og Pippo, halvt dækket af et tæppe, lå midt i det hele som en slags hemmelig gæst. De var omgivet af tuscher, glimmer, klistermærker og en bunke gamle julekort.
De havde samlet tre venner fra skolen — William, Freja og Malik. Alle havde mærket, hvordan julen var begyndt at forsvinde. Ikke bare i gaderne, men i hjertet. Det var som om noget var blevet slukket, og ingen vidste hvordan man tændte det igen.
“Vi laver Julehjertet,” sagde Liva. “En klub. En bevægelse. Noget, der kan sprede varme.”
William løftede et øjenbryn. “Er det som spejderne? Bare med glimmer?”
“Nej,” sagde Freja og smilede. “Det er som håb. Bare med handling.”
De begyndte at klippe og klistre. Små kort med budskaber som “Du er ikke alene”, “Julen bor i dig” og “Et lys ad gangen”. Pippo tegnede farver i luften med sin lille hånd, og børnene forsøgte at efterligne dem på papir. Det blev ikke helt som hans lysende streger, men det var tæt nok. Nogle af kortene fik små stjerner, andre fik hjerter med glimmer. Malik lavede et kort med en tegning af Pippo og skrev: “Mod er rød – Pippo siger det selv.”
“Vi deler dem ud,” sagde Noah. “Til naboer, til folk på gaden, til dem der har glemt, hvad julen egentlig betyder.”
“Farver… smitter,” sagde Pippo og blinkede langsomt.
Liva smilede og kiggede rundt på gruppen. “Så lad os smitte hele byen.”
De lavede en stor plakat med kort, ruter og idéer. Liva tegnede et kort over byen og markerede steder, hvor julelys plejede at være. Hun skrev små noter: “Hr. Gnasted – én pære tilbage”, “Bageren – plejede at have stjerner i vinduet”, “Torvet – grantræet er mørkt”.
“Vi går i grupper,” sagde hun. “To og to. Vi deler kortene ud, og vi spørger folk, hvad de savner ved julen. Måske kan vi tænde noget i dem.”
Freja kiggede op. “Hvad hvis de ikke vil tale med os?”
“Så smiler vi,” sagde Noah. “Og giver dem et kort alligevel. Et smil er også en slags lys.”
Pippo lagde sin lille hånd på hjørnet af plakaten og sagde: “Hjerte… vokser.”
Et øjeblik blev der stille. Sneen faldt udenfor, og lyset fra vinduet ramte papstykket, så glimmeret glimtede som små stjerneskud.
“Vi skal lave en sang,” sagde Malik pludselig. “Noget folk kan huske. Noget der sætter sig fast.” “En julesang?” spurgte William. “Nej,” sagde Malik. “En håbssang.”
De begyndte at nynne og skrive linjer ned. Det blev ikke perfekt, men det var ægte. Pippo nikkede til rytmen og sagde: “Lyd… løfter.”
Liva rejste sig og kiggede ud af vinduet. En gammel dame gik forbi med langsomme skridt og et tomt blik. Liva greb et kort og løb ud. Hun sagde ikke noget, bare rakte det frem. Damen tog imod det og kiggede på det. Så løftede hun blikket og smilede svagt. “Tak, min ven. Det varmer,” sagde hun og gik videre med et lille smil.
Liva kom tilbage med røde kinder og et glimt i øjet. “Det virker.”
Og mens sneen faldt stille udenfor, voksede noget indeni dem. Noget stærkt. Noget varmt. Noget, der kunne blive til jul.
Liva satte sig igen og kiggede på Pippo, der nu lå med lukkede øjne, men stadig med et lille smil om næbbet. “Han har brug for os,” sagde hun lavt. “Og måske har vi brug for ham.”
Noah nikkede. “Vi starter i morgen. Første rute: torvet.”
Freja pakkede kortene i en lille æske, og Malik lagde sanglinjerne i sin lomme. Udenfor blev sneen tættere, som om verden lyttede.
“Julen er ikke væk,” sagde William. “Den er bare… gemt.”
Pippo åbnede øjnene og hviskede: “Find… lyset.”
Og med de ord sluttede mødet. Ikke med et farvel, men med håb!
Find lyset
“Find lyset” er blevet udgivet sammen med dette kapitel.
ubg.png)
ubg.png)
ubg.png)