Kapitel 8 – Julemandens tavshed

Julemandens tavshed – Julens sidste håb

Efter mødet i Livas stue var de gået hver til sit, men noget havde ændret sig. Kortene lå nu i små bunker, sangen rumsterede i hovedet, og plakaten med “Operation Juleglød” hang skævt på væggen, som om den selv prøvede at huske, hvad de havde lovet.

Noah havde taget Pippo med hjem. Den lille alien havde virket træt, som om farverne i ham var blevet brugt op af dagens håb. Nu sad han på Noahs skrivebord og stirrede på en julesok, der engang havde betydet noget.

Noah lå på sengen med benene op ad væggen og stirrede på loftet, som om svarene gemte sig deroppe. Tankerne var tunge, som sne der ikke ville falde. Han huskede en juleaften, hvor hans mor havde tændt stearinlys, og hele stuen duftede af kanel. Dengang troede han, at lysene var sendt fra julemanden selv. Nu, når han huskede det, føltes de mere som forsøg på at holde mørket ude.

Udenfor var sneen blevet til slud, og gadelygterne blinkede som trætte øjne. Inde på værelset glimtede en lyskæde svagt, som om den også prøvede at tro. Stilheden var ikke rar, men den slags, der får tankerne til at larme.

Pippo sad på skrivebordet og kiggede på den gamle julesok, der hang halvhjertet fra reolen. Den var fyldt med støv og tomme håb. En gang havde den været rød og glitrende. Nu lignede den mest en glemt klud.

“Hvorfor gemmer I håb i sokker?” spurgte Pippo. “Er håb ikke noget, man deler?”

Noah vendte hovedet. “Hvem?”

“Ham… med gaver. Med tro.”

Noah satte sig op og trak dynen om sig. “Julemanden?”

Pippo nikkede langsomt. “Folk taler. Men farverne… svage.”

Noah blev stille. Han havde ikke tænkt over det længe. Ikke siden han var lille og troede, at julemanden kom ned gennem skorstenen, selvom de kun havde en ventilationsrist. Dengang havde han skrevet breve med krøllet håndskrift og lagt småkager frem, som hans mor spiste i smug.

“Jeg ved ikke,” sagde han. “Måske findes han ikke som én person. Måske findes han i os.”

Pippo kiggede længe på ham. Øjnene glimtede svagt, som om noget rørte sig bag dem.

“Tro… er lys,” sagde han.

Noah rejste sig og fandt papir og blyant. Han satte sig ved skrivebordet, skubbede Pippo lidt til siden, og begyndte at skrive. Ikke til julemanden, men til håbet. Til det, der stadig glimtede et sted indeni.

Kære du, der tror. Hvis du stadig lytter, så ved du, at vi prøver. Vi prøver at tænde lys, selv når alt er mørkt. Vi prøver at tro, selv når ingen gør. Vi prøver at være modige, selv når vi er bange. Hvis du findes — i os eller et sted derude — så hjælp os med at huske, hvad julen er.

Han foldede brevet og lagde det i julesokken. Pippo rørte ved den og sagde: “Ord… gløder.”

Et øjeblik var der kun lyden af blyanten, der skrabede mod papiret, og Pippos sagte åndedræt, som om den også tænkte.

Døren gik op, og Liva trådte ind med sne i håret og røde kinder. Hun satte sig ved siden af dem og kiggede på sokken.

Hun nikkede langsomt. “Det lyder som jul.”

Der blev stille igen. Men det var en anden slags stilhed. En, der ikke gjorde ondt. En, der gav plads.

Noah rejste sig og tændte den lille lyskæde, der hang over vinduet. Den havde hængt der siden sidste år. Den blinkede kun svagt, som om den også prøvede at tro.

“Tror du, han nogensinde svarer?” spurgte han.

Liva trak på skuldrene. “Måske ikke med ord. Men med noget, vi mærker.”

Pippo rejste sig og gik hen til vinduet. Den lagde hånden mod ruden og sagde:

“Tro… er ikke stemmer. Det er varme.”

Og uden at nogen sagde mere, blev rummet lidt varmere. Ikke på grund af radiatorerne, men på grund af noget, der glimtede i hjertet.