Kapitel 9 – Skadeportalen genbesøgt

Skadeportalen genbesøgt – Julens sidste håb

Natten var faldet stille, som om verden holdt vejret. Brevet i julesokken lå stadig urørt, men noget i rummet havde ændret sig. Pippo sov ikke — den sad ved vinduet og stirrede ud i mørket, hvor sneen begyndte at falde igen, denne gang blødere, mere beslutsomt.

Liva havde lagt sit papir ved siden af Noah’s, og nu lå de to breve som om de kunne mærke, at de hørte sammen. Ingen sagde noget, men de vidste det: Noget kaldte. Ikke med ord, men med en følelse, som om skoven selv havde sendt en invitation.

Noah satte sig på sengen, og Liva fulgte efter. De sad der et øjeblik, stille, indhyllet i den slags ro, der kun findes i vinteraftener og gamle minder. Så drejede Liva hovedet og kiggede på Noah med et skævt smil.

“Du ser alt for alvorlig ud,” sagde hun og stak en finger ind under hans trøje.

Noah fór op. “Hvad laver du? Du skal ikke kilde mig — jeg kilder dig!”

Før nogen kunne nå at protestere, lå de på gulvet, rullende rundt i dynen og grinede, som om verden udenfor ikke fandtes. Pippo kiggede forundret til fra vindueskarmen, hovedet på skrå, som om den prøvede at forstå ritualet.

Liva satte sig op, stadig med et grin i øjnene, men nu mere alvorlig. Hun trak vejret dybt og kiggede mod vinduet, hvor sneen lagde sig i bløde lag.

“Der er noget, vi skal se,” sagde hun. “Noget, vi har overset i skoven.”

Noah nikkede og rejste sig. “Skadeportalen.”

Pippo rejste sig langsomt. Øjnene glimtede svagt, og dens stemme var næsten en hvisken:

“Sted… hjem… ikke hjem.”

Og uden at pakke mere end deres varme jakker og Livas fars gamle lommelygte, gik de ud i natten. Sneen knirkede under støvlerne, og sporene de efterlod, var ikke bare aftryk — de var begyndelsen på noget nyt.

Skoven var stille, som om den lyttede. Sneen lå som et tyndt tæppe over stien, og hver gren bar sin egen lille byrde af frost. Noah og Liva gik forrest, med Pippo mellem dem. Den lille alien virkede urolig — fjerene strittede, og dens øjne flakkede mellem træerne, som om den ledte efter noget, den ikke kunne huske.

De gik over åen på det væltede træ. Det var ikke helt nemt — den gamle træstamme var dækket af sne og glat som is. Noah gik først, med Liva lige bag sig, og sammen hjalp de Pippo sikkert over. Den lille alien klamrede sig til Livas arm, fjerene strittede, og øjnene flakkede.

“Det var her,” sagde Liva og pegede mod den gamle stendysse. “Skadeportalen.”

Pippo stoppede brat. Den rystede, som om noget i luften gjorde ondt. De små fjer på nakken rejste sig, og dens vinger foldede sig tæt ind til kroppen.

“Sted… hjem… ikke hjem,” sagde den og tog et skridt frem.

Noah kiggede på Liva. “Tror du, det er her, den kom fra?”

“Eller noget lignende,” svarede hun. “Måske er det en slags overgang. En port mellem verdener.”

Pippo gik hen til den største sten og lagde sin lille hånd på den. Den begyndte at gløde svagt — ikke som lys, men som varme, der bredte sig i jorden. Et sus gik gennem træerne, og sneen omkring stenen begyndte at smelte i en perfekt cirkel, præcis som dengang de fandt Pippo længere inde i skoven.

“Energi… gammel,” sagde den. “Brugt. Brudt.”

Et svagt brum lød under jorden, og en ny sten dukkede op — glat, mørk og med et svagt grønt skær, der pulserede som et hjerte. Pippo faldt på knæ foran den. Øjnene blev blanke, og dens stemme var lav og skælven:

“Hjemme… og ikke hjemme.”

Liva satte sig ved siden af ham. “Er det din planet? Din familie?”

Pippo svarede ikke. Den stirrede bare på stenen, som om den så noget, de ikke kunne se. Noah lagde hånden på hans skulder.

“Vi finder ud af det. Du er ikke alene.”

Pippo rørte ved stenen igen, og et glimt af lys skød op i luften — som en stjerne, der eksploderede i stilhed. I et øjeblik så de billeder: Pippo i en slags rumskib, ensom, bange. En portal åbner sig. Noget mørkt følger efter.

“Jeg skulle bringe lys,” sagde Pippo. “Men mørket… kom med.”

Liva stirrede på stenen. “Er det mørket, der dræner julen?”

Pippo nikkede langsomt. “Det spiser farver. Spiser tro. Det skjuler sig i mennesker… i glemte steder.”

Noah fandt sin notesbog og tegnede mønstrene, som han så på stenen. Liva tog billeder med sin mobil. Pippo rørte ved jorden og sagde:

“Her begyndte det. Her… mistede jeg noget.”

Et vindstød fejede gennem lysningen, og sneen hvirvlede op. Pippo rejste sig og så på dem.

“Jul… er lys i mørket. Vi må tænde det igen.”

Liva rejste sig og børstede sne af sine bukser. “Vi må finde ud af, hvad det mørke er. Hvis det kom med dig, så kan vi måske sende det tilbage.”

“Eller forvandle det,” sagde Noah. “Hvis vi forstår det.”

Pippo så på dem begge. “Farver… kan kæmpe. Men kun sammen.”

De gik tilbage mod byen, langsomt, som om hvert skridt bar en ny erkendelse. Pippo så op mod himlen og sagde:

“Porten… må lukkes. Men først… må vi forstå.”