Uge 48 – “Kulden kommer”

Vinden havde skiftet. Den var ikke længere mild og legende — den var skarp, som en advarsel.

Noah og Liva gik langs stien bag gadekæret. Træerne stod nøgne, og jorden var hård under deres fødder. De havde pakket sig ind i halstørklæder og vanter, men kulden sneg sig ind alligevel.

“Det er som om efteråret er blevet vredt,” sagde Liva.

Noah nikkede. “Eller bange.”

De satte sig på bænken uden for skole, hvor de plejede at mødes. Der var stille omkring dem, kun vinden i sivene og et par krager, der fløj lavt over vandet.

Liva trak sin hue længere ned over ørerne. “Mennesker trækker sig ind, når det bliver mørkt og koldt.”

Noah så ud over landskabet. “Vi gemmer os. Men måske er det nu, vi burde tænde noget.”

“Tænde hvad?” spurgte Liva.

Han pegede på det stearinlys, hun havde i lommen — det, hun altid bar med sig, bare i tilfælde af mørke.

“Håb,” sagde han.

De sad længe og så solen gå ned bag skoven. Lyset var svagt, men stadig der. Som en sidste flamme.