Maren Kristine Bernhart 1874 – 1968

.

Erindringer af Maren Kristine Bernhart (1954)

Mit pigenavn var Christine Bernhard, boede i København til jeg var 18½ år. Jeg var enebarn. Min kæreste (den eneste jeg nogensinde har haft) Han havde 3 brødre og deres familier i Oshkosh, Washington, og de var ivrige efter, at han skulle komme til dette land.
Han var smed og hesteskoder af fag, og de mente, at han ville have en bedre chance her end i Danmark. Så han kom over, fik et godt job hos en dansk smed og kunne lide det her. Så han ville have mig til at komme over.
Jeg kunne bo hos den ene bror og hans familie, mens han boede hos den anden bror og familien, indtil vi kunne blive gift.
Jeg ville ikke have, at mine folk skulle være ved skibet, jeg var nok bange for, at de ville græde. Jeg så dem ikke, men har en mistanke om, at de var der, hvor jeg ikke kunne se dem.
Jeg var 17 dage på vandet. Havde det godt, da vi ikke var søsyge. Jeg var søsyg i 5 dage, men nogle var syge hele vejen.
Nogle havde deres violiner med, og vi ville danse og hygge, jeg kunne ikke tale eller forstå et ord engelsk, så det var svært at få noget at spise.
I New York fik jeg en ring af bologna og et byttebrød, før jeg steg på et emigranttog, som var alt, hvad jeg havde på en 3-dages togtur og var omtrent udsultet, da jeg kom til Oshkosh, da vi skulle vente en hel nat i remisen for det rigtige tog.
Jeg kommer til Oshkosh omkring den 1. juli iført uldstrømper og ulden kjole, som vi havde på hele året i Danmark, kun tyndere uld om sommeren. Det var i 1892, så jeg formoder, at det er anderledes nu.
Vi blev gift 16. august efter jeg fik lavet noget passende tøj. Næste år ville hans onkel i Kansas have os til at komme dertil, da han kunne få en smedbutik og godt arbejde til min mand.
Kansas-klimaet dræbte mig næsten. Vi boede i nærheden af en dansk bygd og 3 af vores børn blev født der. Vi kunne godt lide vores danske venner der. Men i 1903 besluttede at sælge ud og tage tilbage til Wisconsin, 3 børn blev født der. Vi havde 3 drenge og 3 piger. Den ældste dreng døde omkring 18 år. siden. Har nu to piger i Colorado. en dreng i Hickman Mills, Missouri. En dreng i uafhængighed Missouri. En datter 20 km fra mig.
Efter nogle år fik vi hjemve til vores danske venner i Kansas og flyttede tilbage dertil. Vennerne vi nød, men Kansas klima var den samme gamle historie, støv, vind, varme. Min mand brød sig ikke så meget om det, men for mig var det elendige år.
I 1920 flyttede til Missouri. Paa en 160 A. Gaard ca. 6 mi. fra West Plains. Jeg kunne godt lide det der klimaet her er meget ligesom Wisconsin, kun ikke så koldt om vinteren.
Næste måned bliver det 21 år. Siden er min mand død. Han havde aldrig været nede en dag eller taget en dosis medicin i alle de år, så det var et chok at få ham til at dø pludselig, da han kom hjem efter at have repareret hegn en middag. Min yngste søn gik ved siden af ham, da han pludselig gik ned og var væk.
Min søn i Wisconsin ville have, at jeg kom dertil for at bo hos dem. Havde kun været der kort tid, da han døde af kræft. Han var i 1. verdenskrig og var aldrig meget god siden.
Mit hjerte generede mig meget, så 9 år i november sidste år, kom jeg tilbage her for at dø, og her er jeg endnu, og hjertet er bedre end dengang.
Mor kommer over, da far døde. Hun boede hos os, indtil hun døde i 1923. Hun og min mand er begravet på Evergreen cemetery, Missouri.
Fra Wisconsin til Kansas gik vores papirer tabt. På det tidspunkt, vi kom forbi, ville jeg have været borger gennem ham, hvis han havde alle sine papirer. Senere blev det ændret, så hver enkelt skulle udtage statsborgerskabspapirer. Jeg spurgte og fandt ud af, at han kun havde sine første papirer. Så jeg startede med at få mine første papirer. Jeg skulle bare have 2 vidner, som havde kendt mig i mindst 5 år og været sammen med mig mindst to gange om ugen. I mellemtiden undersøgte FBI mig alle steder, jeg havde boet i dette land og i Danmark. Jeg gik endelig igennem eksamen til mine første papirer. Jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde har besvaret disse spørgsmål, undtagen med hjælp fra oven. Han var vist også overrasket, sagde han, det er fint, det er fint. Nu kunne jeg begynde på mine sidste papirer, men jeg blev ved med at tøve, var bange for, at jeg ville fejle. En dag blev jeg så spændt, og så kom jeg i gang med det samme og gik til retsbygningen en dag. Omkring en måned efter at have fået mit statsborgerskab døde mit bedste vidne. Så du kan se, hvor jeg ville have været, hvis jeg ikke havde haft noget imod den højere magt, der er intet i dit liv, som FBI ikke ved, så jeg følte mig lidt stolt, da han fortalte dommeren, at denne kvinde er blevet undersøgt og fundet i orden ” og jeg anbefaler hende til statsborgerskab.

.